Den godeste rouladebund
Posted By Sif Støbejernskasserolla on February 8, 2010
Okay indrømmet. Jeg er rigtig rigtig dårlig til at læse blogs. Det er fordi jeg lider af manglende evne til at holde fokus. De blogs, der alligevel får klæbet sig fast på indersiden af min hjerne, er som regel dem med no-bullshit-attitude-humor. Åh jeg kan more mig i timevis. Det er nemlig sjældent at jeg finder mennesker, der er lige så kloge som mig, no offence Bedsteven.
Så hvis du flittigt kommenterer min blog og jeg er totalt egoistisk og ikke kommenterer flittigt på din blog, så tag det ikke personligt. Det er bare mig, der sucks til det der sociale noget, hvor man skal anerkende hinanden. Min psykolog siger at det er fikset om et par år eller 10, så hvis I lige har tålmodighed… yes yes. Meget tålmodighed, for jeg har faktisk ikke engang en psykolog.
Jeg elsker dig helt sikkert alligevel, i alt fald hvis du er linket ude i højre side *krydser fingre for at jeg ikke har glemt nogen af mine venner*
Men hvorom alting er, så fandt jeg Infotaineren igår, og morede mig kosteligt. Selvom jeg tilsyneladende dømmes fordi jeg har Stieg Larsson som yndlingsforfatter på min facebook profil. Men det er ok, jeg mener, vi kan jo ikke alle være ligeså litterære som jeg. Det måtte jeg sande for længe siden, da min daværende kæreste proklamerede at Den Uendelige Historie var kedelig, hvilket jeg tog som en personlig fornærmelse. Faktisk slog jeg næsten op, men han kom først, svinet, og så var jeg nødt til at tigge ham om at tage mig tilbage, så JEG kunne slå op bagefter. Så lærte han det.
Ah, de glade teenageår. De vender gudskelov aldrig tilbage, og jeg har hørt at man glemmer dem i takt med at man bliver ældre. Min teori er at man simpelthen fortrænger dem. Ren overlevelse. Tænk hvis man skulle leve resten af sine dage i fuld bevidsthed om alle de åndssvage ting man gjorde og alle de bøvede digte man skrev.
Nu vi taler om fortrængning, så måtte jeg buckle down og tage opvasken i går aftes. Den var begyndt at tårne sig faretruende højt efter en weekend med kategorisk fornægtelse af Den Virkelige Verden, hvilket resulterede i et mindre New York City lige midt på køkkenbordet. Jeg fik gjort kål på den, men det var en sand lidelse. Det forholder sig nemlig sådan at jeg lider af nervøs opvaskeværgring. Opvaskia nervosa, hedder det på latin. Hver gang jeg nærmer mig opvasken får jeg akut stres. Hjertebanken, koldsved, tyndskid og hængepatter er blot nogen få af de mange invaliderende symptomer. Desværre er sygdommen ikke specielt anerkendt. Hvis jeg fik en opvaskemaskine, ville jeg kunne undgå megen stress i hverdagen og faktisk næsten blive rask. Men da jeg søgte om tilskud, spurgte min sagsbehandler om jeg var sikker på at jeg ikke snarere led af den berygtede Dovenskabia nervosa. Den sæk.
Nå, men efter at have aflivet opvasken - og ikke ved at kyle det hele i en sort sæk og smide det ud, I might add - så lavede jeg lige en roulade til aftenkaffen. En jordbærroulade. Jeg overvejede et kort sekund og jeg skulle binde en af mine partisanerklude om håret ligesom Camilla Plum gjorde det i aftenens tv program, men tænkte at mit hår trods alt ikke har SÅ mange grå indslag at et sort/hvidt tørklæde vil accompagnere det. Jeg elsker at se Camilla Plum lave mad. Hun er så hyggelig og mormor-agtig på den gode måde. I like.
Rouladen blev ikke så fantastisk at den ligefrem er blogværdig. Det var jordbærkompot rørt op med skyr. Ikke så meget orgasme over det. Men rouladeBUNDEN blev skidegod, så den må I gerne få opskriften på. Så kan I jo fylde den med hindbærmarmelade, jeres favoritfromage, chokolademousse eller mascarpone vendt med sødet flødeskum og friske jordbær, når den tid kommer.
Og beklager den diktatoriske tone i opskriften. Det er bare så skidevigtigt at man pisker de æg godt nok, for jeg gider ikke have flere emails om at jeres lagkagebunde ikke hævede, fordi I ikke lige gad piske mere end to minutter og iøvrigt ikke troede helt på at æggene skulle have stuetemperatur.
Det er ikke min skyld at I er dovne, vel!
Den godeste rouladebund
1 bund
4 æg
100 gram sukker
100 gram hvedemel
Kornene af 1 stang vanille eller 1 spsk vanilleukker
Æggene skal have stuetemperatur. Lad dem ligge på køkkenbordet et par timer eller læg dem i kogt vand, afkølet til lunken. Ikke vand fra vandhanen.
Del to af æggene i blommer og hvider. Hviderne ryger i en seperat skål og blommerne ryger i en anden skål sammen med de to andre æg, sukkeret og vanillekornene. De piskes til en tyk og skummende mousse. Den skal være så tyk at du kan trække toppe der bliver stående adskillige sekunder før de flyder ud. Det tager i alt fald 5-10 minutter og det er VIGTIGT!!!!
*ahem*
Pisk æggehviderne og vend dem i æggesnapsen sammen med det sigtede hvedemel. Fold forsigtigt det hele sammen med en stor flad grydeske, et stort piskeris eller en hulske. Pas på ikke at slå luften ud af dejen - men har du pisket æggene længe nok, er de noget mere stabile end hvis du har sjusket.
Bred dejen ud på et stykke smurt bagepapir - som ligger på en bageplade - i form af en rektangel. Dejen skal være i et ca 1 cm tykt lag. Bages ved 190 grader i små 10 minutter, til bunden er gylden ovenpå. Læg den straks med bagsiden i vejret på et stykke sukkerdrysset bagepapir. Hiv bagepapiret af bagsiden og dæk til med et rent klæde. Lad møjet køle helt af, før du smører lækre sager ud og ruller den sammen på den lange led.
Roulader har godt af at trække et par timer før de spises. Bon appetit!




Jeg elsker dig en lille smule (men hey, jeg har også Stieg Larsson på min fb)
Lånte du også skolebibliotekets MEGA tykke bog om den uendelige historie, med det flotte omslag? Den havde jeg altid liggende oppe i klassen til når vi måtte læse hvad vi ville. WUHU!
Først ville jeg skrive, at jeg tilgiver dig for det med Stieg Larsson. Men så ombestemte jeg mig. For jeg KAN ikke forstå, hvor en så dygtig skribent som dig kan lide det makværk, han udgav. Explain? Var det plottet? Var det den utroligt dybe og meget realistiske karakter, Lisbeth Salander (verdens billigste trick er da at bygge en bog op omkring “verdens dygtigste hacker”…)? Var det den overhovedet ikke karikerede Mikael Whathisname?
*… sorry*
Info-dame - det er helt klart Lisbeth Salander. Jeg er vild med at hun bare overlever alt hun bliver budt. Men vi kan jo mødes og slås om det. Iøvrigt er du nødt til at skrive noget mere, meget snart, for jeg har læst hele din blog nu.
Ane, det var nemlig lige præcis den! I loved it.
Pernille, I lige måsen.
Jeg tror jeg lider af det samme som dig, med den der opvask… jeg købte en bordopvaskemaskine på tilbud i Bilka. Indtil videre er jeg da sådan set tilfreds… den er bedre til at undgå kalkpletter og lignende på glassene end jeg er!
Og det med at piske æg… man kan jo lave så meget andet imens man pisker æg? Læse, for eksempel. Eller, man kan i hvert fald forsøge, hvis ikke man har en røremaskine der kan gøre det for en, selv om ens bøger får lidt æg-pletter af det.
Achrra. Det forklarer de overvældende mange hits på min blog i dag - fordelt på relativt få unikke brugere
Jeg skal lige ud i verden og opleve noget mere (læs, hen til fjerneren), så skal jeg nok skrive noget mere. Tak, fordi du gider læse med!
… selv om jeg stadig ikke forstår fascinationen af en usårlig gothpige.
Den roulade bund skal jeg prøve og jeg lover, at følge alle anvisninger. For jeg ælsker roulade men synes altid, at bunden er så kedelig. :-))))
Jeg lover jeg vil gøre som du siger… det lyder meget bedre en den Frk. Jensens jeg plejer at bruge…
PS har du læst Kim Harrison’s Hollows serie? Jeg tror, du vil kunne lide…