Fastelavnsboller med sweet potato cheesecake fyld

Posted By Sif Støbejernskasserolla on February 1, 2010

Fastelavnsboller med sweet potato cheesecake fyld

Fastelavnsboller med sweet potato cheesecake fyld

Det er lidt småuhyggeligt herhjemme for tiden. Pernille har lånt mig Supernatural sæson 1-3 på DVD, og en sucker som jeg er for alt hvad der handler om spøgelser og det overnaturlige, har jeg ædt det råt. Og det er altså lidt uhyggeligt, sgu. Det er en ringe trøst at man kan sidde og blinke lidt til Sam Winchester og ønske sig at han smed tøjet i nogen flere scener, så man rigtig kan sidde og objektificere ham på groveste vis.

Jeg har aldrig forstået hvorfor det skulle være så frygteligt at synes folk er lækre. Er det ikke kun ondskab hvis man udelukkende mener at folk er noget værd i kraft af deres gode udseende? Fordi, hey, han er også en god skuespiller.

Okay, nok om min åbenlyse mangel på et liv.

Jeg er faktisk lidt traumatiseret her, og kunne godt bruge noget trøst. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg lige har ryddet hele mit skab med mel og gryn. Takket være et lokalt supermarked, der har reddet sig et mølangreb. Jeg har slæbt hele tre mølbefængte varer hjem derfra i løbet af de sidste to uger - den ene var et glas marmelade FFS! Der sad en puppe i sprækken mellem skruelåg og glas - og desværre lå den ene pakke mel et par døgn i melskabet før jeg åbnede den og så larver lige midt i mit dejlige Tipo 00. Føj. Jeg troede jeg var sluppet, men idag fløj der et møl ud af mine havregryn. Og så måtte jeg tømme hele lortet, for der var gået pupper og spind i meget af det. Alt mit dejlige Aurion mel, alt mit flormelis, alle mine gryn… og skure og skrubbe og desinficere. Jeg græder lidt ved tanken om alt det dejlige emmermel og ølandshvede og svedjerug og spelt *hulk*.

Eneste overlevende var en pose mel - fra et andet supermarked - som jeg købte i lørdags, og i et anfald af dovenskab havde ladet ligge i tasken i entreen. Så kom ikke her og sig at dovenskab er roden til alt ondt. Well, bortset fra at jeg måske havde opdaget de små sataner lidt tidligere, hvis det ikke var fordi jeg havde været for doven til at bage noget i den sidste uge.

Til alle mine fødselsdagsgæster: No worries. Jeres kager var ikke inficeret. Så længe nåede DEN pakke mel nemlig slet ikke at være i huset.

Men hele episoden har givet mig en dårlig smag i munden mht til supermarkeder. Jeg er træt af gammelt kød, gammel fisk, dårlige råvarer i 700 km plastik og møl i melet. Det kan godt være, det er det den gennemsnitlige danske forbruger vil have, men i så fald er jeg ikke gennemsnitlig. Jeg melder mig ud! Well, bortset fra når Bilka har økologisk sukker på tilbud. Mmm sukker…

Apropos sukker, så er det snart fastelavn, og hvis vi endelig skal fejre Jesu Højtider som de gode pseudokristne vi nu engang er her i Danmark, så er fastelavn den, der - efter jul - er sjovest. Men, som jeg har advaret imod før, pas på med at svinge fastelavnsriset i nærheden af kvinder. Det er nemlig yderst fremmende for frugtbarheden, og hvis man ikke lige planlægger en ny Lotte eller Peter, så gælder det om at kontrollere armbevægelserne.
Eftersom mænd ikke kan blive gravide (er det egentlig diskrimination?) så er der selvfølgelig frit slag for at tæve dem med slikbefængte birkegrene. Men lad være med at sige det til Inger Støjberg, så bliver der bare nedsat endnu et latterligt udvalg, der skal finde ud af om vi skal forbyde fastelavnsris til offentligt ansatte, så vi ikke sidder der og bliver i tvivl om hvorvidt de opfordrer til promiskuøsitet.

Men fastelavnsboller gør, så vidt vides, ikke nogen gravide. Så her er min nyeste opfindelse… fastelavnsboller med et lækkert, krydret fyld af sweet potato og flødeost. Det er vist det man kalder en dansk sydstats dessert. Sweet potato/sød kartoffel er en fantastisk rodfrugt, der giver den mest silkebløde pure. Man kan lave en fantastisk dessert også, sweet potato pie. Den er i min kogebog, men Moster K har blogget om den her, så du kan lave den uden at købe bogen.

Og hvis I vil have mig undskyldt, jeg skal gemme mig under dynen. Jeg sidder og skriver det her kl 2 om natten, mens jeg ser et mega creepy afsnit af Supernatural, hvor børnene er onde blodsugende skiftinger… og lige pludselig mens man tror alt ånder fred, så får de et mega klamt spejlbillede med rådden hud og jeg får akut hjerteflimmer.

Måske lidt mere the ville være på sin plads. Gys.

Fastelavnsboller med sød kartoffelfyld
ca 20 boller

NB: Før du overhovedet begynder på dejen, er det vigtigt ide at have den søde kartoffel bagt og afkølet - se længere nede i opskriften, ved fyldet.

Dej:
2 dl kogende vand
3 dl mælk
1 æg
100 gram smeltet smør
4 spsk rørsukker
20 gram (økologisk) gær
½ tsk kardemomme
1/4 tsk groft salt
ca 1,2 kg hvedemel

Bland kogende vand og mælk. Det skal være håndlunkent. Rør gæren ud heri, og tilsæt så sukker, salt og kardemomme. Rør ægget i.
Tilsæt så melet lidt ad gangen, til du har en dej, der er blød, men absolut ikke flydende. Den skal holde faconen godt og slippe både skål og grydeske. Den er noget klistret at ælte med fingrene, så giv den istedet nogle tæsk med grydeskeen til den er blank og glat. Lad dejen hæve ca 1½ time til den er dobbelt str. Lav imens fyldet.

Sweet potato cheesecakefyld
1 sød kartoffel (ca 150 gram)
1 æg
½ pakke flødeost (ikke light!)
75 gram rørsukker (eller lys muscovado)
Korn af ½ bønne (stang) vanille
1/4 tsk allehånde
1/4 tsk stødt nellike
1/4 tsk stødt ingefær
1/4 tsk stødt kane

Giv den søde kartoffel et par prik med en gaffel, pak den ind i staniol og bag den ca 1 time i ovnen ved 175 grader til den er så blød at den nærmest er mos og sukkerindholdet i kartoflen er karamelliseret. Der kan løbe saft ud, som nærmest er karamel, så læg kartoflerne på bagepapir. Pil skrællen af - den kan nærmest smuttes af - og mos indmaden med en gaffel eller en stavblender. Rør flødeosten blød og rør den i mosen sammen med sukker, æg og krydderier. Pisk godt og sæt på køl en times tid.

Når dejen er hævet, skal bollerne formes. Det gøres med fugtige hænder - hav en lille skål vand til at dyppe i. Lad være med at bruge mel, vandet gør det nemmere at forme bollerne og vi vil ikke have æltet mere mel i dejen. Jo mere mel, jo tungere brød.
Tag en lille håndfuld dej op og klap den flad så den er på str med en underkop. Læg en tsk af fyldet i midten og luk dejen sammen omkring fyldet som en pose. Knib alle enderne sammen, det går let med våde fingre. Læg så bollen på bagepapir, med lukningen nedad, og drys med perlesukker. Form alle bollerne, læg et fugtigt klæde over og lad dem efterhæve ca 45 min.
Bages godt brune ved 225 grader, ca 12 minutter. Må gerne spises før fastelavn.


Comments

8 Responses to “Fastelavnsboller med sweet potato cheesecake fyld”

  1. Nammenammenam!!!
    Piss osse med de der meldyr, det er bare for klamt!

  2. Jeanette says:

    Ja nu er det jo at alle mine tjekkede veninder ville sige ” Nå man skulle nok ikke have sagt nej til tubberware-party - hva Jeanette?” Gider kraft… ikke spendere en halv årsløn på plastikbøtter heller ikke selvom “de altså sikkert lever længere end du selv gør - og derfor kan gå i arv” Yearh right - mine børn vil da elske at få gamle nussede plastdåser i arv - sikkert.

    Forbyd melmøl det er sågu da for klamt - de er sikkert plantet af tubberware og Århus-fraktionen af militante über-mødre - der ALTID har mel i bøtter OG former hakket kød i bøffer inden det kommer i fryseren (her må jeg advare mod at falde ned af stolen af grin - det er ikke for sjov, skulle jeg nok lige hilse og sige)

  3. Nam nam, de ser gode ud. Ved din udlejer godt at du holder husdyr i skabene?

  4. Jeanette, du skal bare rulle diskret med øjnene og sige at hvis du får trang til at spise mel med plastikpartikler, så er plastikposer billigere end Tupperware. Jeg skal i Metro og have mig nogen glaskrukker, skal jeg.

    Tror ikke varmemesteren har noget imod et par møl. Jeg mener, de larmer ikke og er lugtfri. Indtil de går amok i melet selvfølgelig.

  5. Bibbi says:

    Øv! Det er bare SÅ surt at skulle smide mad ud…… Patentglas er vejen frem!

  6. Sisse Kirstine says:

    Kunne man ikke bare spise melet alligevel? jeg mener, er melmøl farlige at spise?

  7. Jeg tror næppe de er farlige at spise, men personligt foretrækker jeg brød uden insekter og larver. Ew, bare tanken.
    De lægger æg overalt og kan ødelægge en pose mel godt og grundigt, hvis man ikke får stoppet dem i tide. Så ud røg det. Og nu er alt mel og gryn i bøtter så det ikke sker igen.

  8. Jasmin says:

    Det må da næsten koste erstatning for det supermarked. Det gode mel er jo ikke just billigt.

Leave a Reply