Øf!
Posted By Sulejma Suppeterrina Genbrugsgardina on November 13, 2009
Af og til kan man godt overveje om det er en misforstået familiefølelse, der får DF til at insistere så heftigt på svinekød overalt. Det lille lyserøde kræ har simpelthen overtaget fredagsbajeren og folkekirkens plads som Danskhed.
Det kan forekomme besynderligt, når vi nu har så mange andre dejlige dyr at gnave i, at det lige er svinet, der partout skal ophøjes til Jesus og sættes på guldfad med æble i munden og partistempel i røven. Put nogen fucking radiser på fadet, de er så dejligt rød/hvide. Hvorfor skal den stakkels okse ikke have samme fordel? Eller hvad med anden, der smager så lifligt i Klidmosters langtidsstegte udgave? Eller mæhlammet, med sit brune, møre kød, der falder af benene nytårsaften efter 6 timer ved 130 grader med hvidløg og rosmarin i rå mængder? Hvorfor er det grisen, der skal prakkes os stakkels mennesker på, når man nu hellere vil have en dejlig lammekølle fra et dansk økologisk lam med flødekartofler og rødvinsauce?
Det skulle vel aldrig have noget at gøre med at svinet er verboten i islam. Neeej. Nej da! Sådan tænker DF ikke, de vil bare sikre det lille fåmælende dyr, som der iøvrigt er flere af end noget andet dyr i Danmark, også selvom vi undlader at tælle DF og nazisterne med i svinebestanden. Måske overgået af rotter i Københavns kloaksystem, men dem er der ingen, der gider tælle. Uha, nej, Danmark er truet af frikadelledød. Hvis ikke landets kommuner hælder 20% flæskesteg og karbonader i sine ældre og yngre, så er vores Danskhed truet. Truet, siger jeg. Hvad fanden skal det ikke også ende med, sådan en flok koædere, hele bundtet. Sidder der med deres entrecotes og flanksteaks og forsømmer Grisling på det groveste. Der er bare ligesom grænser for hvor meget terapi Peter Plys har råd til at hælde på det kræ, ikke?
Så for at redde flæskeflommen og muligvis hente nogen billige stemmer fra xenofobiske svinebønder, har nogen fra DF foreslået at 20% af mamsen i kommunerne skal være med svinekød. Jow jow, udtaler fættermanden, det kan da godt ske at nogen kommer i klemme i den ordning, men vorherrebevares, i Danmark har vi da altid kunnet finde ud af at spise svinekød. Underforstået, hvis du ikke kan lide nakkekoteletter, så er du ikke en Rigtig Dansker.
Say what! Men det er selvfølgelig også for at sikre folkesundheden med varieret kost. Nå, okay! Jamen så har du alvorligere problemer end manglende svinekød, bassemand. F.eks underlødige råvarer med pesticidrester og forurenet byluft.
Jeg må indrømme at jeg ikke kan forstå den her stivnakkede insisteren på ikke at tage hensyn til andre end Rigtige Danskere. Jeg håber ved gud at nogen gider udgive en manual hvor dette fænomen beskrives nærmere, så jeg kan tage stilling til om jeg skal flytte eller hvad. Så kan jeg måske få mine 100.000 kr med i lommen, jeg er også bare sådan en samfundsnasser, der i alt fald ikke opfylder kravene for Danskhed. Men ok, der var vistnok også en eller anden fjern fætter i 1700-tallet, der var tysker, så måske jeg bare skal flytte til Harzen og drikke noget øl.
Igår, i Breaking News, sagde de at de nyeste forskningsresultater viste at man ikke døde af at vise hensyn. Faktisk kunne man godt gro som menneske, og udvikle kompetencer i diplomatisk retning. Men det er selvfølgelig også for dårligt at vi skal tage hensyn til borgere i Danmark, der betaler skat og bidrager til samfundet. Helt ærligt mand, de går ikke engang i kirke! Sådan nogen nasserøve, tror de måske at altervin er gratis, men det drikker de jo selvfølgelig heller ikke. Ud med dem, så kan vi alle sidde i en rundkreds og spille Ludo og æde flæskesteg og klappe hinanden på ryggen over vores selektive snævertsynethed.
Nu er det jo sådan, med det hersens 20%-flæskesteg-forslag at det jo nok ikke lige bliver vedtaget. Jeg mener, DF bræger op så ofte at det er blevet en stående joke i min omgangskreds at sige “jeg kræver!” hvis man har et stupidt krav. Problemet er så bare at der er en del danskere der sidder og siger “det er fandme en god ide mand! De skal kraftedeme lære at vi æder svinekød her i landet” og så er det jeg tænker - hvorfor egentlig det, hva, fætter løgsovs. Er det en personlig tort i dine øjne, hvis alle ikke gør som dig, hva? Hvis det endelig er så stort et problem, fordi al ældremad serveres fra et kæmpe centralkøkken, så synes jeg ligesom vi har et lidt større problem end manglende flæskesteg, og det er manglende kvalitet af ældremad. Føj for en pakke bæ man får serveret. Når min mor bliver gammel, så kan hun bo i en længe i den gård, jeg naturligvis har på det tidspunkt, og så skal JEG nok sørge for hendes kost. Hey, hun kan lave et helt ollekolle derude. Og så kan man både få svin og lam. Helt uden at nogen bliver mindre danske af den grund.
Jeg håber sådan at danskerne snart vågner op og indser at vi er ude på en farlig, fremmedhadsk glidebane, der kun kan ende galt. Men som Jo-Jo ville sige det:
It’s just too little too late
A little to wrong
And I can’t wait



Når de bare ikke insisterer på, at man også skal se grisene optræde, før man spiser dem, vil jeg være forholdsvis glad. Jeg abonnerer på LIFE’s nyhedsbrev, men da jeg læste dette her i går:
http://www.life.ku.dk/Aktiviteter/2009/870_Achdulieber.aspx
blev jeg godt nok dårlig- Det var det sidste afsnit - “Eat the Artist” - jeg ikke kunne klare.
DF er fucked up mærkelige…
@Rasmine, jeg ved ikke, det er der nu alligevel en slags fin poesi i.
HØRT!
Tak for dit indlæg!
Jeg syntes det fortjener at komme ud i et større fora, så rigtig mange læser det, evt. som læserbrev til samlige aviser, det må da for pokker få nogen til at tænke sig om!
Jeg hader den snæversynethed som DF ofte kommer op med!
Kan jeg ikke få en plads i den længe, når det bliver tid? Hvis vi ser bort fra det med helbred og så’n, er det jeg seriøst gruer mest for, ved at blive gammel, at jeg ikke kan få noget ordentligt mad i skrutten!
Et helt andet aspekt er da også, at om 50 år gider pensionisterne jo ikke æde det der traditionelle danske mad, som der serveres i dag. Vi er (ok jeg er, og en del andre) jo vokset op med kødsovs, ristaffel, sushi, pizza, kyllingebryst og den slags.. jeg kan ikke erindre, at jeg som barn og voksen har fået serveret særlig mange karbonader - tror faktisk aldrig jeg har smagt en karbonade.
Fuck DF.
Svine produktion er desuden og en af de største forureningskilder i Danmark det burde DF godt nok lige have tænkt på op til sådan et stort klima topmøde….
men det er grisenes skyld at Østersøen snart er dødt hav.
Amen!
“Danske svin er sunde, de strutter af penicillin”. Jeg melder mig gerne som ekstra kogekone i din mors ollekolle!
Som jeg har sagt før: DF står for Da Fuckers!
Arjj, jeg er simpelthen NØDT TIL at pakke min foragt og frygt for DF, ind i humor. Ellers kan jeg ikke være her……
Tak for inlægget, Sif.
+ d
Jeg tror godt jeg kunne blive politiker. Jeg går ind for at alle skal tvinges til at gå med hat hver torsdag! Og at det skal være lovligt at give folk fra DF en dumflad når de kommer med latterlige forslag.
Stem på mig!
Pandekage.. - Er det muligt at brevstemme?
Jeg flyttede fra DK til Norge i begyndelsen af 2005. Og siden da har vi stort set ikke spist en eneste traditionel julemiddag hjemme hos os, - hverken af dansk eller norsk tradition. Vi har mere bestemt os for, at vi helst vil have en middag som vi allesammen kan lide. Vi har prøvet elgsteg, og rensdyrbøffer bl.a. Sidstnævnte var FARLIGT godt (dyrt, men godt) og blev serveret med ovnbagte kartofler og egen hjemmelavede rattatouille. Kanonlækkert, - selvom det føltes en anelse blasfemisk at tygge på selveste Rudolf på juleaften….