Shepherds pie uden shepherd
Posted By Sif Støbejernskasserolla on March 5, 2008

Jeg ved ikke om jeg er den eneste, der går igang i køkkenet uden egentlig at vide hvad jeg vil lave. Det er sådan de fleste af mine opskrifter bliver til. Jeg tager et kig i grøntsagskassen og tænker “åh gud jeg har ikke en skid”. Det er et fast ritual. Og så går jeg igang med at snitte og koge og bage og til sidst bliver det til en ægte middagsret.
Den her spiste jeg faktisk til morgenmad idag, men det er sagen uvedkommende. Det er næppe alle der gider stå i køkkenet tre kvarter for at lave varm morgenmad.
Jeg har overvejet om min blog en dag giver bagslag. En dag, når jeg tager mig sammen til (gys) at finde en kæreste igen, og omtalte kæreste har læst min blog og tror jeg står i køkkenet hele dagen og tryller god mad frem som en anden Martha Stewart… og opdager at det gør jeg slet ikke, for jeg har ligesom andet at lave, såsom at klippe negle og gå ture i skoven og drille Veganerkatten og savne Veganerhesten og bage kager og feje gulv og plukke blomster og pleje social omgang og skrive intelligente samfundskritiske blogindlæg og drikke the med dronningen.
Tror I jeg er dømt til et liv som Kattedame?
Shepherds pie uden shepherd, 2 sultne pers
1 aubergine
300 g kartofler
200 g brune champignon
100 gram broccoli buketter
Timian
Basilikum (tørret)
Olivenolie
Rød balsamico
Salt og peber
1 fed hvidløg
2 store tomater
Skræl kartoflerne og bring dem i kog. Tænd for ovnen på 200 grader. Skær auberginen i 1 cm tykke skiver og pensl dem med olie på begge sider. Læg dem på en bageplade med bagepapir og drys med timian. Bag i ca 15 minutter til de er godt lysebrune og krøllede. Tag dem ud og læg dem i bunden af et smurt ildfast fad.
Skær champignon i skiver og del broccoli i små buketter. Varm en pande op med en lille smule fedtstof og steg champignon til de har taget farve. Hæld dem over aubergineskiverne og put broccolien på den varme pande. Hæld et par spsk balsamico over og steg broccolien til den er let mør. Hvis du absolut ikke vil have let knasende broccoli i din mad, kan du koge den lidt først. Hæld den over champignonerne.
Når kartoflerne er møre, moses de med lidt olivenolie og et fed hvidløg og smages til med salt. Bred kartoffelmosen ud over broccolien og dæk med tomatskiver. Drys med basilikum og bag ved 200 grader i et kvarters tid. Server med brød og salat.




Umm - lyder virkelig lækkert! Kunne dog godt tænke mig at komme lidt sojafløde i mosen, i stedet for olivenolie.
Hvad med om ham der kæresten du engang finder selv er en slags supermand i et køkken…? jaaa… god løsning.
Hmm… det ville forudsætte at jeg var i stand til at lade andre lave mad uden at være “bagsæde-kok”. Det vil nok kræve lidt mere viljestyrke end jeg umiddelbart er klar til