Boston Cream Doughnuts, et sikkert middel mod dårlig julesamvittighed

Posted By on December 1, 2012

boston cream doughnuts

Savl med julesavl på

Skulle man på noget tidspunkt finde sig selv værende uden en kalender – hvis man f.eks taber sin mobil i toilettet og hælder kaffe i computeren samtidig med at man smadrer TV’et – skal man ej fortvivle. Man skal ej tænke “åh ve åh klage, hvorledes skal jeg nu holde styr på kalenderdagene, at jeg kan være på bedste vis forberedt til at give den max julegas den første december?”. Thi der er metoder. Stensikre metoder. Det kræver at man har en gågade med en masse butikker, facere og et par supermarkeder. Er man heldig ender denne gågade i et lille center, hvilket helt tilfældigvis er tilfældet i Hørsholm, selvom jeg sværger højt og uhelligt på at denne blogpost ingenlunde er inspireret heraf. På nogen måde.

På denne gågade skal man dagligt vandre en tur om formiddagen. Nyde freden. Klappe en sød lille hund, men kun hvis ejeren har lovet at den sleeeet slet ikke gør noget, så du kan være forvisset om at de skarpe tænder i din hånd på ingen måde er ondt ment, det har den ALDRIG gjort før (bortset fra i går og i sidste uge og ugen før det) og nu må du da forstå at hunde også skal være her. Købe et middel mod hundegalskab i helsekosten. Nyde buketterne i vinduet hos blomsterbinderen. Ånde luften i fulde drag og synge gud en sang for den lyse dag selvom det pisser ned.

Og så pludselig en dag vil gågaden være proppet til bristepunktet klokken 11 om formiddagen. Du vil blive jagtet op og ned ad gaden af Julevelgørenhed, der tydeligvis har besluttet at moderat psykisk pres er vejen frem. Målet helliger midlet, og børnene i Afrika skal have en ged under træet. Med sløjfe på. Og den sløjfe skal du død og pine betale, dit priviligerede svin. Foran butikkerne er der opfordringer til støtte julehjem og julemærker og fattiges jul. Frelsens Hær og Røde Kors og Kirkens Korshær, disse hellige korsfarere, deres ord brænder sig ind i dit sind. Put penge i her. Skriv under her. Køb denne plastikdims og red verden. Og du flygter, væk fra velgørenhedsridderne, ind i supermarkedet, men det hjælper ikke, for der er proppet med mennesker og slåskamp om snapsen og silden og Unicef står ved kasselinjen, klar til at støvsuge småpengene ud af dine dybe lommer. Og til sidst får du nok og brøler af en stakkels facer “HVIS DU IKKE HOLDER OP MED AT PLAGE SÅ KOMMER DU I SENG UDEN AFTENSMAD!” og så går du hjem og laver en stor gryde gløgg og bestiller alle juleindkøb over nettet.

Og så, min ven, ved du at det er 1. december.

Der er kun én kur: Hjemmebag. Eller måske snarere hjemmekog, eftersom alle tre elementer af Boston Cream Doughnuts laves i en gryde. Selv dejen kan røres i en gryde, omend jeg vil anbefale en skål.
Boston Cream Doughnuts er doughnuts med fyld af vaniljecreme og overtræk af chokoladeglasur. En slags virkelig sexet fastelavnsbolle. Dejen er temmelig blød og klistret, det giver de mest saftige og luftige doughnuts, så man skal helst starte dagen før. De skal nemlig koldhæve, så de er til at håndtere når man ruller dejen ud. Vaniljen i dejen giver en fantastisk cremet smag, noget jeg bruger flittigt når jeg laver sød gærdej og ikke gider kardemomme (som jeg også bruger flittigt). Vaniljecremen kan laves samtidig med dejen, den skal alligevel være helt kold før man putter den i.

Den opmærksomme læser vil måske bemærke at jeg koger i palmin, istedet for det sædvanlige svinefedt. Det er ikke med min gode vilje, men simpelthen fordi der er sket et eller andet med det svinefedt, man kan købe i supermarkedet. Hvor det før gav en liflig duft af flæsk når det blev varmet op, udgyder det nu istedet harske dunster af ammoniak og orne. Jeg ved ikke hvad i alverden de har gjort ved det inde på fabrikken, men en ting er sikkert: Jeg køber det ikke mere. To gange har jeg prøvet, og to gange er jeg blevet røget ud af mit eget køkken. Bvadr.

Og nu hvor ordene “ammoniak” og “orne” ganske givet har fået dine tænder til at løbe i vand, vil jeg hermed give dig opskriften på Boston Cream Doughnuts. Velbekoms!

boston cream doughnuts

Mmmm nam nam

Boston Cream Doughnuts
12 stk


Doughnuts:

2,5 dl mælk (skummetmælk og minimælk er ikke mælk)
0,5 dl sukker
Korn fra 1 stang vanilje
25 gram gær (eller 21 gram hvis du bruger øko – en halv pakke)
75 g blødt smør
1 tsk groft salt
300 gram hvedemel

Lun mælken til din pegefinger kan tage et behageligt varmt bad heri. Hæld den i en skål. Put sukker og vaniljekorn og gær i. Lad det stå et kvarter og soppe. Put smør i, og salt. Tilsæt melet lidt ad gangen, rør kraftigt rundt med en stor grydeske. Har du køkkenmaskine, kan du røre den deri. Det gør jeg. Når alt melet er hældt i, skulle du gerne have en klistret dej, der dog alligevel kan holde faconen sådan nogenlunde. Dæk dejen til med plastwrap og smid den i køleskabet. Du kan også bruge et fugtigt viskestykke, det vigtige er bare at dejen ikke tørrer ud, hvilket den ellers nemt kan gøre i køleskabet.
Lad den stå og boble til næste dag – helst ikke mere end et døgn, så kan den få ideer om at overgære og det gør ikke ligefrem underværker for smagen.

Tag så dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til omtrent en halv centimeters tykkelse. Endelig ikke tyndere! Jeg lavede engang doughnuts, hvor jeg rullede dejen tyndt ud, og så hævede de små svin som balloner nede i olien og endte med at blive fuldstændig hule. Og det er jo ikke lige det, vi er ude efter her. Så en halv centimeter.

Snup en småkageudstikker eller et glas (5-6 cm i diameter) og stik doughnuts ud. Drys et stykke bagepapir let med mel (så den bløde dej ikke hænger fast når den bliver varm, taler af bitter erfaring) og læg dejskiverne til hævning herpå. Dæk med plastwrap eller viskestykke. Lad dem hæve en times tid.

Når de små kræ skal koges, snupper du en bageplade eller et stort fad og lægger bagepapir på. Det dækker du med et par lag køkkenrulle. Her skal de nykogte doughnuts ligge og køle af. Så smelter du 2 pakker palmin i en 3 liters gryde. Varm palminen op til 180 grader og lad gryden stå ved jævn varme. Læg to doughnuts i den varme olie. Vend dem forholdsvis hurtigt, de skal ikke begynde at tage farve på undersiden. Ved at vende dem hurtigt (brug en gaffel), sikrer du at de de hæver nogenlunde jævnt op på begge sider. Kog dem til de er lysebrune på undersiden og vend dem så, og lad dem blive lysebrune på den anden side. Tag dem op og læg dem på køkkenrullen. Gentag. Det tager ikke mere end et par minutter at koge en doughnut. Lad de små fede basser køle helt af.

Bliver kræene meget hurtigt meget mørke, er olien for varm. Skru lidt ned for varmen. I det hele taget er det en god ide at have et sukkertermometer ved hånden og tjekke temperaturen løbende. For lav temperatur giver fedtede doughnuts. Af samme årsag er det en god ide kun at koge to eller tre styks ad gangen.

Når doughnutserne er helt kølet af, skal de fyldes og overtrækkes. Brug en sprøjtepose med en aflang tyl – de kan fås i diverse billige plastudgaver hos isenkræmmeren, hvis man ikke er så heldig at bo i nærheden af en specialbutik med køkkenudstyr. Fyld vaniljecremen i sprøjteposen og tjek på en ske hvor meget du skal trykke for at få en passende mængde creme ud. Det er rart at vide, for man kan ikke se det når man fylder doughnutsne jo. Har du ingen aflang tylle, kan du prikke hul i siden på bassen med en strikkepind og mose en sprøjtepose monteret med en almindelig stjernetyl ind. Fyld de fede basser med cremen og smør chokoladeglasuren på. Spises straks. Bøvs.

Vaniljecreme:
2,5 dl sødmælk
3 æggeblommer
60 gram sukker
1 stang vanilje
15 gram mel

Læg æggeblommer, vaniljekorn, sukker og mel i en lille gryde og tæv det grundigt med et piskeris. Det skal ikke piskes skummende eller noget, bare være ensartet og frit for klumper. Hæld en lille smule af mælken i og rør rundt. Hæld så lidt mere i og rør rundt igen. Gentag til al mælken er rørt i. Ved at røre mælken i på den her måde, sikrer du at æggemassen er rørt helt ud i mælken.

Smæk gryden på jævn varme og varm op under konstant omrøring. Når det begynder at boble og syde skal det bare lige have et minut eller to, stadig under omrøring, og så er det færdigt. Hæld det gennem en sigte ned i en skål, for at fjerne eventuelle melklumper og koagulerede stykker æg. Lad det køle af til stuetemperatur, og sæt det så i køleskabet for at blive helt koldt.

Chokoladeglasur:

(tyvstjålet fra Jørgen Søgaard Jensens fantastisk fine bog “Kager og konfekt fra Kransekagehuset)

40 gram fløde
40 gram flormelis
60 gram mørk chokolade

Fløde og flormelis puttes i en bette gryde og bringes i kog under omrøring. Så snart det koger, tages gryden af varmen og chokoladen røres i. Rør rundt til chokoladen er smeltet, og du står med en tyk og dejlig glasur. Den skal bruges mens den er nylavet og lun.

About the author

Jeg spiller ikke på lut.

Comments

6 Responses to “Boston Cream Doughnuts, et sikkert middel mod dårlig julesamvittighed”

  1. Elisabeth den tredje says:

    Ohh mine små øjne blev helt fugtige af at læse, hvis de kunne savle gjorde de det sq! Tak tak for en yderst lækker opskrift. Jeg undrer mig over hvad køkkenhyldens mange bøger dog står og samler støv for… UD med lor… Jeg har fundet et bedre inspirationssted. TAK.

  2. Nammenam nu vil orne og doughnuts for evigt være smeltet sammen i min hjerne :-)
    Af hjertet tak Sif!

  3. Dana says:

    Hmmmmmmm – der må fluks laves et eksperiment med safrancreme. Safran + lade er trøstemadens svar på ambrosia, så i selskab med doughnuts kan det kun gå godt ….

  4. Elisabeth – tak!

    Stinelade – skulle det være en anden gang. Jeg kan sikkert godt komme op med noget endnu værre *muha*

    Dana – åh det lyder supahnice

  5. Kat says:

    Sif for h… nu får jeg jo ikke læst til eksamen i morgen;)

  6. AmmernammerNAM altså Sif! Dem vil jeg gerne smage. Host host. Om jeg så skal spille på lut eller sækkepibe!