Om Amager, fordomme og konditorsøndag
Posted By Sif Syltetøj on November 13, 2012
Man kunne retteligt forvente at der snart kom et livstegn eller to på denne blog. Er hun levende? Er hun død? Eller er hun, guderne forbyde det, flyttet til Amager?
Se mig – jeg lavede en joke, der er populær blandt københavnere og nordsjællændere. Ved at udpege et bestemt geografisk område som underlødigt og uegnet til menneskelig bebeoelse, har jeg fastslået min status som værende geografisk overlegen, og dermed et bedre menneske. Folk fra Amager vil sikkert være uenige, hvorfor de vil returnere en spydig kommentar om Hørsholm, og således kan man starte en rask lille krig og effektivt fjerne fokus fra rigtige problemer.
Jeg har iøvrigt aldrig været på Amager, sådan rigtigt. Jeg er kørt igennem på vej til lufthavnen, og jeg er fløjet over. Jeg aner ikke hvordan der ser ud, og endnu mindre hvorfor det skulle være et nederen sted (nææ, københavnerslang). Så min påstand er helt og aldeles ugyldig, og udelukkende et tegn på at jeg tillægger mig andre folks fordomme, fordi de formodes at være mere inde i den lokale demografi end jeg selv er.
Tænk over det, næste gang du starter endnu en iPhone vs. Android diskussion.
Hvis der er tastefejl i dette indlæg, så har jeg iøvrigt en rigtig god forklaring på det også. I fredags besluttede min bærbare sig for at lys i skærmen er et meget overvurderet koncept. Jeg er overvejende uenig, vil jeg sige, men der er ikke noget at gøre. Sort er den evige modefarve, også på computerskærme, og derfor er jeg flyttet midlertidigt ind på en computer, der egentlig er beregnet til at redigere video på. Ergo har den et bizart tastatur, hvor shift, piletaster og enter sidder stort set oveni hinanden. +Vil jeg skrive et spørgsmålstegn, sker det ofte at der istedet kommer et plus – på linjen ovenover!?
På den anden side er det en dejlig afveksling fra den sædvanlige tendens, hvor jeg selv får myrdet computeren med en velplaceret kop the eller et glas pepsi max. Måske min lille Acer bare +besluttede sig for at gøre en ende på det, inden jeg selv gik ind og skoldede printpladerne?
Og så skal man heller ikke undervurdere hvor meget fritid det giver, når computeren sætter træskoene. Aldrig har jeg lavet så meget kage til en konditorsøndag som i denne weekend. Det blev endda til en ekstra spontan lagkage med chokolademousse, fordi kæresten syntes det var synd at spilde det joconde jeg havde tilovers. Fordi jeg er en enormt dårlig madblogger, fik jeg slet ikke taget nogen billeder. Det gjorde Marie til gengæld. Derfor vil jeg nu linke til hendes indlæg med beretning fra konditorsøndag. KUN derfor. Det har intet at gøre med det faktum at hun skamroser kagerne. På ingen måde.
Det er sandt.




Hold nu kæft der er meget kage! Hvor ser det bare lækkert ud det hele! Jeg er en af dem der sidder og savler herhjemme, men som endnu ikke har fået en plads eller haft mulighed for at deltage. Jeg håber det kommer!!
Karen.
Hæhæ det der + på linjen over? det skal vi da indføre fast for underholdningsværdien
Jeg tror jeg var blevet pænt vanvittig (mere end nu) af at arbejde med det tastatur!
Det er godt at høre, at de sjællandske konditorsøndage har fået en overvældende succes (se hvor uselvisk jeg er.. slet ikke misundelig med et hemmeligt ønske om fallit, så du flytter tilbage til Jylland) Det har jo været et dekadent orgie udi bagværk
Jeg SKAL SKAL SKAL også med næste gang. Be be? Please? Søde Sif? Jeg lover bestikkelse i form af sushi og champagne og østers og og og..Bare giv mig mere kage, tak!
Det er altså forskelsbehandling af yderste slags, at konditorsøndage fremover skal ødes på usle københavnere!
Jeg er tæt på at nedsavle mit tastatur, bare af at se billederne…….
Jeg savner allerede pandekage-appelsinfromagen… Vi var som skabt for hinanden. Vi havde en connection, det kunne jeg mærke!
Amager er skam ganske fin, og det er ikke så farligt derude, som det har været. Godt med en opdatering, ærgerligt med pc’en.
Du er så mega sjov!
Som vanlig læser af bloggen og (efterhånden) mangeårig Amagerresident, kan jeg med ro i stemmen fremhæve, at København S er et glimrende sted for dem, der har øje for det. Godt oppe af Amagerbrogade er der f.eks. en lille, hemmelig grønthandler, som indeholder et decideret _museum_ af esoteriske mel- og kornsorter. Ved siden af ligger en genbrugsbutik, som altid, jeg mener: altid, har uforklarlige, blomstrede mormorkjoler i vinduet. Amager er kæmpe.