Posted By Sif Syltetøj on October 13, 2012

Den store kongekrone og nogle trompetengle, Storkyrkan Stockholm

Gotiske kirker bliver ofte loppet sammen i én stor mørk spidsbue-stræbebue-ribbehvælvet halvmuggen kasse.

Men i virkeligheden er de vidt forskellige. Der er de store, tunge og mørke katedraler, som Notre Dame de Paris, fra det allertidligste gotiske kirkebyggeri i 12-1300tallet, hvor ærefrygten bæver i knæene og halvmørket transporterer dig direkte tilbage til middelalderen og kameraet kæmper en brav kamp for at følge med. Hvor ældgamle vægmalerier viser blå himmel med guldstjerner, tunge fløjsgardiner og ikke så få Jomfru Mariaer.

Der er dem, der skinner så meget af guld og farver, at man næsten bliver blind, men samtidig fuldstændig besat af at fotografere hver eneste milimeter, fordi det hele bare er så sindssygt fantastisk og guddommeligt smukt at man får overbevist sig selv om at man nok alligevel døde af at gå det lille stykke vej istedet for at tage metroen, og nu er kommet i himlen. Sådan en kirke… et kapel… er Sainte-Chapelle.

Der er de sengotiske hvide pragtstykker i gotisk rayonnant/flamboyant stil, som Saint-Étienne-du-Mont, hvor de store vinduer og den krøllede udsmykning giver et lyst og let indtryk og en gudsbenådet belysning til fotografering. Hvor solskin gennem glasmosaik får regnbuerne til at danse på de barokke kapellers marmorsøjler og englefigurer.

Der er de fine grå gamle damer, som Saint-Denis, der ligger tyste og kyske hen, og hvor man kan sidde og beundre det smukke syn mens man drømmer sig tilbage til en simplere tid, hvor man måske nok skulle kæmpe for livets opretholdelse og kunne dø af en simpel lungebetændelse, men på den anden side ikke skulle tage stilling til om man nu synes at dem, der køber iPhones er dumme mærkedyrsmæhfår med for mange penge eller om man synes at folk, der går i tøj fra Bilka er provinsforstadstaberdyr. Så giver det ligesom mere mening at bekymre sig om hvor næste måltid kommer fra, og hvem har ikke drømt om mere mening med tilværelsen? Ja jeg spørger bare.

Sydlige sideskib, set mod vest, Storkyrkan Stockholm

Og så er der de skandinaviske kirker. Vi havde ikke lige bundforhold til at bryde kampesten i stenbruddet og bygge kirker af dem, så vi brugte mursten. Røde mursten, for sådan er mursten nu engang flest. Og når de ikke lige er blevet fuldstændig hvidkalkede og barmavede at se på (Århus Domkirke, jeg kigger på dig!), men består af lige dele mursten og kalkmaleri, så giver det en helt og aldeles ganske særlig rød kirke med hvide striber. Og sådan en kirke er Storkyrkan i Stockholm.

Der er ganske vist kampesten i grunden her i Stockholm, men måske ville man gerne gøre som Lübeckerne og bygge med mursten? Stockholms middelalderbydel, Gamla Stan, er i alt fald inspireret af den magtfulde tyske Hansastad, så det er vel ikke helt umuligt. Eller også tænkte man at Gud ville blive helt forvirret, hvis kirken ikke lignede de andre. Who knows.

Et udsnit af det smukke pulpitur og noget søjleværk og kalkmalet hvælving, sydlige sideskib, Storkyrkan Stockholm

Trods sit navn er Storkyrkan ikke ret stor, sammenlignet med andre domkirker. Men det var den første rigtige “folkekirke” i Stockholm, altså en kirke for byens borgere. De andre kirker var lukkede klubber, hvor adgangskortet hed kyskhedsløfte og munkedragt. Det appellerede forståeligt nok kun til et ganske begrænset udvalg af borgere. Så de gik i Storkyrkan istedet, for at modtage Guds Nåde og måske lidt sladder bagefter.

Sankt Georg og Dragen, Storkyrkan Stockholm

Til venstre for alteret står en meget berømt skulptur af Sankt Georg og Dragen. Den er lavet i slutningen af 1400tallet, af Bernt Notke. Ham der også malede Døden fra Lübeck. Til dem, der ikke kender historien om Sankt Georg og Dragen, kan jeg fortælle at den handler om en supermodig mand (Georg), der dræber en drage (Dragen) og redder prinsessen (Tornerose?). Men i Storkyrkan tolker man historien lidt anderledes. Her handler det om Slaget ved Brunkeberg, hvor en gruppe svenskere, anført af Sten Sture, kæmpede mod en masse andre svenskere, altsammen for at slippe ud af Kalmarunionen, der blev ledet af den danske konge. Så selvom slaget var svensker mod svensker, blev det set som værende et angreb på, og en sejr over, Danmark.

Sten Sture spiller altså rollen som Sankt Georg, mens Danmark og den danske konge har rollen som Den Onde Drage. Rollen som den yndige jomfruelige prinsesse spilles af Stockholm og Sverige i én og samme rødmossede silkeklædte person. Som dansker må man uværgeligt kigge sig paranoidt over skulderen, når man opdager at der ligefrem er rejst et monument til ære for dengang de lavede en regulær revolution. Her går man og tror at småskænderierne med broderfolket bare handler om fodbold og hvem der har det dummeste sprog. Er det nu også klogt at være brofast med sådan en bøllenation? Jeg tror det ikke.

Kongestolen, Storkyrkan Stockholm

Så er det straks mere beroligende at tage sig en kigger på de to kongestole fra 1600tallet. Der står en på hver side af midtergangen, på første række, selvklart. De er skåret i træ, og er ærligt talt temmelig imponerende. Dem kiggede jeg længe på. Man måtte ikke røre, stod der, hvilket naturligvis gav en afsindig lyst til lige at sætte en finger på det blankpolerede træ. Men jeg nærede mig. Sankt Georg stod lige bag ved.

Categories: Rejseberetninger
Tags: Stockholm