Klassisk Fisk – en tegnet anmeldelse
Posted By Sif Syltetøj on September 27, 2012

De glade indehavere
Det skete i maj at der åbnede en ny restaurant i Århus. En fiskerestaurant. En fiskerestaurant, som jeg havde gået og ventet utålmodigt på siden sommeren 2011. Så selvfølgelig åbnede den en måned efter jeg flyttede til den anden ende af landet. Hvad ellers?
Restauranten hedder Klassisk Fisk, og i kulissen finder vi Søren og Sascha fra Klassisk 65 i Jægergårdsgade. Hvorfor en fiskerestaurant, spørger du måske. Jo, det var noget med at det passede bedst til stukloftet. Skål!
I fredags lykkedes det endelig at slå et smut fordi fiskebiksen til aften. Med på slæb havde jeg min kæreste, der ikke rigtig bryder sig om fisk, men som var villig til at udfordre skæbnen, selvom han måske hellere ville have været på 65 og spise peberbøf og tatar.

Han kunne dog godt lide den carpaccio af tun vi fik til forret. Og det kunne jeg også. Ret meget endda. Den var papirstyndt skåret, med lime og salt og koriander. Vi manglede bare et skud tequila. Det var SÅ GODT. Næste gang skal jeg kun have carpaccio.

Heldigvis var der bøf at få, så kæresten ikke skulle tygge i havko til hovedret. Og jeg fik bouillabaisse. Alle Suppers Moder. Bouillabaisse er en pragtsuppe, en kraftig fiskefond med forskellige slags dampet fisk og kogte skaldyr. Og jeg får det aldrig lavet selv. Men nu skulle det være. Og ind på bordet kom den, mørk og kraftig og fuld af blåmuslinger, hele rejer, dampet fisk og en enkelt flodkrebs, som jeg havde meget sjov ud af.

Det er selvfølgelig en mulighed at det kun var mig, der syntes det var sjovt.

Til dessert fik vi verdens største kugle hindbærsorbet. Verdens største og verdens bedste. Jeg huskede at dele. Det er jeg ellers ikke meget for, sådan helt generelt.
Jeg havde ikke plads til mit kamera i tasken, så derfor er denne anmeldelse tegnet istedet. Men jeg lover det var superlækker mamse, et must for enhver fiskefan. Ja og velsagtens også for enhver fiskehader, for jeg synes ikke man kan rynke på næsen af fisk, hvis man ikke i det mindste har smagt den helt frisk og veltilberedt – det er noget helt andet end tørre fiskefileter med ben i.
Vi drak fransk øl og champagne og endte med at slippe omkring 1000 kr. Og så var der også god betjening inkluderet. Og hygge. Det eneste kritikpunkt må være beliggenheden: det er aaaaaaaaaaaalt for langt fra Hørsholm!
Klassisk Fisk
Nørregade 38
8000 Århus C
PS: Min kæreste blev desværre ikke bange for Loch Ness uhyret. Jeg gjorde ellers et forsøg. Men når det først er tegnet – så er det vel næsten det samme som at det rent faktisk er sket?




Hehehehe…. Fede illustrationer. Enig I at han må have været blevet bange når tegningen siger det.
Du giver mig helt kyst til at prøve min første fiskerestaurent ever. Er som fin kæreste – hmmm fiske-kritisk. Men prøver ihærdigt at overbevise mig selv om at fisk er godt. Det sker indimellem at det lykkes.