En god film, en chokolade-vinder og et spørgsmål om hvor man kan se en ko på græs
Posted By Sif Syltetøj on September 3, 2012
I forlængelse af mit sidste blogindlæg om at stå ved sin smag (hvad sker der iøvrigt for at så mange af jer nævner Harry Potter? Hvornår blev det pinligt at være vild med Harry Potter? Er der noget jeg er gået glip af? Er Harry Potter ikke universelt cool uanset hvilken alder man har) så jeg at DR havde Mamma Mia på programmet lørdag aften. Jeg har aldrig set Mamma Mia. Og jeg ved ikke hvorfor. Hvis der er noget jeg elsker, så er det ABBA. ABBA styrer. For vildt. Min favoritsang er Thank You For The Music. Nej, Lay All Your Love On Me. Nej, Gimme! Gimme! Gimme! Nej Fernando. Nej vent, måske er det…
Jeg kan lide det hele. Det holder 100%. Benny Andersson og Björn Ulvaeus er nogle fucking genier og burde have deres egen statue. Altså i Sverige. Vi skal ikke have mere “kunst” i Danmark. Guderne skal vide vi allerede formår at fucke den slags op på et hidtil uset niveau. Hvis vi rent faktisk skulle rejse en statue af de to gutter her i Danmark, ville de blive lavet af en eller anden kunstner fra et hipt Nørrebro kollektiv, af skrald og døde måger, vedkommende selv havde samlet op på havnen hver morgen i turistsæsonen. Bagefter ville det hele blive hængt på snore med små klokker i for ligesom at symbolisere musikkens evige bevægelse og underbevidste indflydelse (de små klokker). Selve skraldet og de døde måger skulle symbolisere det beskidte kapitalistiske i at tjene penge på sin kunst.
Hvis det ikke havde været for det fine skilt hvor der stod “ABBA’s kunstneriske sjæl” ville folk tage det som et udtryk for en helt ny slags grafitti og begynde at hænge deres skraldeposer op i Fælledparken. Det ville definitivt ødelægge Københavns image som Grøn By. For Guds skyld, lad os holde os til at købe musikken.
Så DR havde en plan om at vise Mamma Mia. Og den havde jeg aldrig fået set, fordi jeg på et tidspunkt har ladet andre forme min mening om dem film, selvom jeg ikke engang anede hvad den handlede om. Det skulle være slut. Og lad mig bare lige sige, at hvis du ikke har set den film, så se den NUUUU. Nu! Lige nu. Også selvom du er på arbejde. Jeg brugte en god del af filmen på at være flad af grin. Okay, det kunne måske også have noget at gøre med den muscato d’asti jeg indtog. Hvem skulle også tro at 50 kr i Brugsen kan smage så godt? Min oprindelige plan med muscato d’asti var egentlig at finde en dessert jeg kunne pøse den i, men fremover tror jeg bare den skal pøses direkte i min mave. Er det snart min fødselsdag? Kan man blive præventivt medlem af AA? Måske jeg bare skal holde mig til min earl grey the.

Vindertal!
Men så var der også en konkurrence, hvor jeg bad jer fortælle mig hvordan Verdens Bedste Kagepyntebog skal se ud. Og jeg skal ellers love for at jeg fik mange svar. Mange GODE svar. I har været en kæmpe hjælp, og jeg håber bogen kommer til at leve op til alle jeres forventninger. Der var 103 svar, så jeg tastede nummeret ind på random.org og resultatet blev 73. Det betød at jeg pænt måtte sidde og tælle 73 kommentarer ned. Ja, det havde været hurtigere den anden vej, men det kom jeg først i tanker om bagefter…
Den glade vinder er:

Vindermette!
Mette! Som endda kom med et skidegodt forslag. Fraklip er et koncept jeg allerede er vild med, og brugte flittigt i min sidste kogebog. Nu skal jeg bare lige hitte ud af hvordan man rent faktisk fikser en væltet kage. Tillykke Mette, din heldigper. Du har vundet 3 kg Macaé. Spis nu ikke det hele på en gang!
Og lige her til sidst: Er der nogen der ved hvor jeg skal tage hen, her omkring Hørsholm/Nordsjælland, hvis jeg gerne vil have et billede af en græssende ko? Jeg har ikke bil, kun et periodekort og meget korte og svage ben. Kom gerne med klovbærende tips. Og et æbletræ mangler jeg også. Det er hårdt at være jysk immigrant der ikke kender området overhovedet.
Tak!




Den græssende ko er nem, ned af Mortensstrupsvej, for enden er en eng med køer der går omkring på markerne ved åen. En oase, hvor der bare er frisk luft og lækkert. God fornøjelse.
Hygge
Frederik
PS: Enig, den Mamma Mia er ikke helt skidt.
Tak, Frederik. Det er jo absolut til at overkomme.
Søde Sif, du kommer bare og besøger mig, S-toget går ned til Køge og der samler jeg dig op, og så kører vi ud til både køer og æbletræer, som vi har i stor stil i vores nabolag (og i haven…altså æbletræerne – ikke køerne, kun rådyr – ikke kreatur!)
venligst
Anne Vibeke
Hej Sif,
Jeg er helt enig med dig i, at Harry Potter er da cool uanset hvilken alder man har. Jeg var ikke så vild med Mamma Mia, men syntes i stedet at Muriels Bryllup, som også har lidt Abba med, var alletiders.
Med hensyn til den græssende ko, så går der nogle flotte køer rundt på en mark lige uden for Birkerød på Vej mod Hørsholm. Bus 500 S der kører fra Hørsholm til Birkerød stopper stort set lige ved marken. Marken ligger i øvrigt ned mod Sjælsø, så det er ren idyl, måske med undtagelse af den travle Ravsnæsve,j der er lige bagved en.
Hilsen fra Birkerød
Jeg kan se at de andre var hurtigere end mig mht. ko-græsser-info. Men jeg kan så komme med den bonusinfo, at køerne ved Mortenstrupsvej er rimelig almindelige brun og hvide, mens dem ved sjælsø er sådan nogle med store lange horn. Og de er godt nok flotte! Dem ville jeg vælge, hvis nu at jeg skulle fotografere køer.
Jamen, du kan da bare få et billede af mig. Altså ikke et billede af mig personligt, men et af vores køer. De går ude hele året og græsser løs hele sommeren, mens de stimler sammen om foderhækken hele vinteren. Det er meningsfyldt beskæftigelse for en ko, er det så.
Du kan kigge ind på min blog og se billeder af kræene, og send mig så en mail, hvis du vil have et par billeder.
Vh/Karen
Nu er vi jo nogen, der stadig bor i Jylland. Jeg kører vel forbi sådan cirka et par tusind græssende køer sådan på ugebasis….så du kan bare sige til mht koen… skal det være malkeko eller kødko? Må det være kvier? jeg tror stadig naboen kvier går i engen bag os—
som politikken skriver idag er der nogle fantastike økokøer i Klundborg
http://politiken.dk/mad/tema/ECE1738662/saadan-smager-oksekoed-naar-koen-har-haft-det-godt/
Den genrator har da talt helt forkert, når jeg ikke vandt!!!!
Tillykke til Mette, den er dig vel undt, trods misundelsen herfra!