Mandagskage: Rabarberhorn med marcipanremonce

Posted By on July 9, 2012

Rabarberhorn!

Det er jo sådan lidt på falderebet det her. Rabarbersæsonen er egentlig slut for i år, men skæbnen ville det sådan at jeg kom til at købe 5 bundter jordbærrabarber på Bondens Marked i lørdags. Det var et uheld, siger jeg. Nu ligger de i fryseren. Ja lige bortset fra et enkelt bundt, der endte som kompot og siden fyld i de hersens rabarberhorn. Held i uheld, kalder man det vistnok. Der røg også et par plader chokolade fra Friis-Holm ned i tasken. Alt i alt var det en god dag, hvor det pissede ned hele tiden.

Dagen efter var det høj sol. Vi tog til Rungsted Havn og blev skoldet på skuldrene. Det er alligevel første gang i mange år at jeg er blevet skoldet. Nok fordi jeg ikke har en have mere og ikke er helt så meget ude. Jeg bruger ikke solcreme. Nægter at tro på at sol skulle give mere kræft end at smøre sig ind i kemikaliecocktails flere gange dagligt.
Rungsted Havn ligger et stenkast herfra. Hvis jeg kunne kaste en sten 3 kilometer, altså. Der er helt vildt mange både i Rungsted Havn, nogle af dem ligner noget fra en sci-fi film. Jeg vil også have en båd. Men ikke sådan en moderne fiberglascomputer med vandtæt skrog… nej, jeg vil have en tremastet skonnert. Selvfølgelig kan sådan en ligge i en lystbådehavn… det er et spørgsmål om vilje!

Men altså, det jeg prøver at sige, er at jeg brugte min weekend på at lave ting, og derfor ikke havde mandagskagen klar i formiddags. Men nu er den her. Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at slutte af med en lille bøn. Lad os alle bede:

Store Rabarbergud. Jeg takker dig for disse røde stængler, der så villigt opgav deres liv og ånd for at jeg kan æde velsmagende kompot. Amen.

Rabarberhorn med marcipanremonce
12 stk

Dej:
1,5 dl mælk
50 g sukker
1 tsk kardemomme
50 g gær
50 g blødt smør
ca 300 g mel

Mælken lunes og gæren opløses heri. Tilsæt sukker og kardemome og lad det stå og hygge sig et kvarters tid. Smid smørret i. Tilsæt mel, et par håndfulde ad gangen. Det er ikke sikkert du skal bruge det hele – jeg måler aldrig mit mel, og derfor er de 300 gram et ukvalificeret gæt på hvor meget jeg mener burde være maksimalt nødvendigt. Rør rundt og tilsæt mel til dejen begynder at samle sig. Skrab den ud på køkkenbordet og ælt den grundigt. Tilsæt mere mel hvis den klistrer meget. Den skal være en smule klistret. Ælt til dejen er glat. Det giver armmuskler. Hvis du har en røremaskine, så lad den for guds skyld gøre det hårde arbejde.
Lad dejen hæve en halv time. Den skal være fordoblet i størrelse. Mens dejen hæver, laver du remoncen.

Marcipanremonce
50 g marcipan (jeg er glad for A Xoco)
50 g meget blødt smør
50 g sukker

Pluk marcipanen i små stykker og brug en gaffel til at mose den sammen med smørret. Dette skal gøres i en skål. Bare hvis du var i tvivl. Når du har en grov masse, røres sukkeret i.

Tag den færdighævede dej. Rul den ud så den er på størrelse med en bageplade (hvilket er ca 40×40, eller 40×30 hvis du har en indbygningsovn). Fordel remoncen på den ene halvdel så godt du nu kan – det behøver ikke at være superjævnt. Fold den “nøgne” halvdel ind over remoncen og tryk de to halvdele godt sammen så remoncen bliver lukket inde i dejen. Rul så dejen ud til en firkant igen.

Skær firkanten midt over og skær de to halvdelen i hver 6 brede trekanter. Læg en skefuld rabarberkompot (se opskrift nedenfor) på den brede end og rul til horn. Læg hornene på en bageplade med spidsen nederst og lad dem hæve en halv time. Bages 15 min ved 200 grader midt i ovnen. Køles af og ædes samme dag eller senest dagen efter.

Rabarberkompot

450 g rabarber skåret i 1 cm stykker, renset vægt
250 gram sukker
1 stang vanilje

Smid rabarber og sukker i en tykbundet gryde. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Put både korn og stang i gryden. Bring i kog og lad småkoge under jævnlig omrøring til en tyk, jævn kompot. Lad den køle helt af. Der er en del mere kompot end du skal bruge til denne portion horn, men resten kan bruges som marmelade eller druknes i fløde og ædes med en ske. Jeg foretrækker sidstnævnte.

Bon appetit!

About the author

Jeg spiller ikke på lut.

Comments

8 Responses to “Mandagskage: Rabarberhorn med marcipanremonce”

  1. Det er jo små overflødighedshorn!!, hvor er de smukke og lyder superlækre. Åh det ved vores rabarber vist ikke endnu, men gik jo også og panikdansede om dem, fordi de var langsomme opstartere:-) ha en smuk mandag.

  2. Taunusdottir says:

    Okay, det her er totalt rabarberhorns urelateret, men jeg kommer just fra køkkenet hvor jeg for første gang i mit liv vovede at lave mig min egen lemoncurd efter at have kigget dine kogebøger igennem og følte mig opmuntret til at gøre forsøget… og det lykkedes gudhjælpemig! I allerførste hug, uden røræggesmag eller noget. Tak for super gode og idiotsikre opskrifter! :)

  3. foodfanatic says:

    Jeg vil ha’ et af dem. Nu! ;)

  4. Maja says:

    De både ser og lyder usandsynlig lækre! Jeg er helt målløs… :)

  5. Trine says:

    Hvor er de horn bare flotte og lyder superlækre. Så er det jo alligevel sommer selvom det regner :)

  6. Uhm de ser gode ud! Lige sådan en, jeg står og godt kunne spise. Mon man skulle smutte i køkkenet og gå i gang?

  7. Ååhhh, Rungsted Havn. Jeg har så mange barndomsminder om solskinsaftner med isvafler og gåture på molen. Hvis ikke det var så forbandet dyrt og busnettet var en tand… udfordret, så ville jeg flytte teltpælene derop en dag, også selvom jeg ikke har båd. Men så kender jeg en, der har en tremastet skonnert….

  8. Jenny says:

    Ser lækre ud. Er glad for at jeg ikkke er den eneste, der mener at sol er sundt, kemi er usundt.