Mandagskage: Drømmekage fra Hørsholm

Posted By on July 2, 2012

Drømmekage

(Mandagskage er et koncept jeg lancerede på SifBeths facebookside (SifBeth er mit kage-kursusfirma). Tanken er at man nok kan trænge til at beglo en god kage sådan en mandag formiddag, hvor de søde weekenddage hastigt svinder i hverdagens grå tågeslør. På SifBeth er det en pyntet kage, der flashes. Her på bloggen bliver det en kageopskrift. Hver mandag. Because you’re worth it.)

Drømmekage. Den har uden tvivl fået sit navn fordi kokosfyldet smager som var det lavet af drømme. Altså gode drømme. Dem hvor man pludselig ejer en fransk gotisk katedral fyldt med islandske ponyer og staldknægten hedder Ben Barnes og Pierre Hermé har et konditori i et af klokketårnene, hvor der tilfældigvis også står et gammeldags brændekomfur og i baghaven ligger Versailles med originalt interiør (møblerne, ikke de royale!).

Drømmekage er lidt af en hellig ko for mig. Som en af de eneste kager i verden, får den lov til at blive bagt i et ildfast fad. Jeg er ellers meget hysterisk med at bage kager i gode, tunge og perfekt varmeledende metalforme, som jeg køber i England, fordi ingen anden bageform nogensinde har fundet nåde for mit kritiske blik. Men drømmekagen skal bages i et hvidt ildfast fad, for sådan blev den bagt i min barndom. Og det er heldigvis en af de kager, der kan tåle det. Desværre for drømmekagen deler den skæbne med de fleste andre hverdagskager. Den lider under dårlige ingredienser, margarine og dårligt håndværk. Man tilgiver den, fordi den trods alt har det der søde, seje fyld, der kan maskere smagen af selv den tørreste papkage. Der kommer ingen smarte kokke og redder hverdagskagerne ved at give dem Ny Nordisk Heltestatus som Gastronisk Kulturarv. De lever deres liv som gamle fedtede og håndskrevne opskrifter, deres skæbne lagt i hænderne på mere eller mindre kompetente hverdagskokke og travle husmødre. De er barndomsminder, højt elskede, traditionsbundne, men hurtigt glemt når de franske macarons danser i vinduet.

Men ikke mere. Jeg har skabt en drømmekage, som nok er værd at drømme om. Kagebunden er saftig, lækker, med pletter af ægte vanilje og fuld af smag, hvilket delvis skyldes at der er tilsat salt. Glem ikke saltet! Fyldet er sødt (uden at være kvalmende), karamelagtigt og fugtigt, ligeledes med masser af vaniljeplet på. Og der er nok af det. Faktisk er der halv kage, halv fyld – præcis som jeg kan lide det.

Den smager pissegodt. God mandag!

Drømmekage

Drømmekage fra Hørsholm
Mængde: Aldrig nok

Bund:
2 æg
125 g sukker
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 dl mælk
75 g smør
1/4 tsk fint salt
Korn fra 1 stang vanilje

Alle ingredienser skal have stuetemperatur, hvilket ikke burde tage særlig lang tid i denne varme. Ingredienser ved stuetemperatur opfører sig pænere, de emulgerer nemmere, æggene får mere volumen når de piskes.

Start med at tænde ovnen på 195 grader. Smør en lille bradepande – 15×20 cm – og drys med mel (hæld et par spsk mel i bradepanden og ryst den grundigt, hæld det overskydende mel ud. Gør dette over en håndvask!). Sæt den til side.

I en gryde putter du smør og mælk. Hvis smørret er koldt skal det skæres i små stykker. Tænd for middelsvag varme og lad det stå og hygge sig på blusset til smørret begynder at smelte og mælken er blevet fingerlun. Tag gryden af varmen og læg låg på. Den lune mælk vil sørge for at smelte resten af smørret. Sæt gryden til side.

Mel og bagepulver sigtes sammen og, gæt selv, sættes til side.

I en røreskål putter du æg, sukker, salt og vaniljekorn. Denne skål skal ikke sættes til side! Pisk æggene til de tigger om nåde er lyse og luftige. Meget lyse og luftige. Når du trækker piskeriset op af skålen, skal sporene i æggesnapsen være synlige i godt 30 sekunder. Det tager lang tid. Faktisk tog det ikke mindre end 8 ½ minut i min superawesome og højt elskede Pony. Men hav tålmodighed! Det er de piskede æg, der giver kagen sin superluftige lethedsfølelse. Bagepulveret alene kan ikke gøre det.

Når æggesnapsen er lys og luftig som skummet på en iskold fadøl, er det tid til at tilsætte melblandingen. Sigt halvdelen over æggene og vend det forsigtigt rundt med en stor dejskraber eller en stor flad grydeske. Brug store cirkulære bevægelser, skrab ned langs siden og bunden og op langs modsatte side, så dejen bliver vendt rundt uden at miste volumen. Hæld halvdelen af mælke/smør blandingen i og vend den rundt. Vend resten af melet i og slut af med det sidste mælkesmør. Du burde nu have en luftig og let flydende dej. Hæld den i bageformen. Sæt den midt i ovnen og bag 20 min, til kagen er lysebrun på toppen og føles spændstig ved et let tryk med en finger.

Fyld:
150 g smør
200 g kokosmel
250 g brun farin
½ dl mælk
Korn fra 1 stang vanilje

Mens kagen bager, laver du fyldet. Put smørret i en stor gryde (3 liter) og lad det smelte ved middel varme. Rør brun farin i, og vaniljekorn. Tilsæt kokos og mælk. Rør godt sammen. Bring det i kog under jævnlig omrøring og lad det koge et minuts tid. Tag gryden af varmen.

Når kagen er bagt færdig, tages den ud af ovnen og der skrues op til 210 grader. Fordel fyldet på kagen i spiseskefulde. Ikke noget med at dumpe en kæmpe grydeske midt på kagen, det kan den godt tabe pusten af, og hvem gider en drømmekage, der er flad som en ballon? Den vil dog synke under fyldets vægt uanset, så lad være med at gå i panik når den pludselig er blevet lavere. Dæk hele kagen med det sexede fyld og smid den tilbage i ovnen 5 minutter, eller til fyldet bobler i kanterne. Hiv kagen ud og lad den køle af på en rist.

Spis hele kagen på én gang, eller inden for 3-4 dage. Lad den stå tildækket ved stuetemperatur.

About the author

Jeg spiller ikke på lut.

Comments

10 Responses to “Mandagskage: Drømmekage fra Hørsholm”

  1. Lotte B says:

    Synes lidt det er en videnskab, men jeg følger med dig!! Har faktisk været træt af drømmekagen, da den ofte har været tør…og selv fyldet har været dårligt. Men – OK – den skal ha’ et comeback, og jeg vil følge din opskrift. For når det lykkedes, så når den op på siden af en chokoladekagen (my love)

  2. Giv.mig.et.stykke.tak!

    Den ser laber ud og særligt med alle de fine og flotte sorte prikker :-)

  3. hov – smiley på afveje!

  4. Klidmoster says:

    JA TAK! Sådan skal en drømmekage være. Glæder mig til at bage den en dag hvor armene vil makke ret. Ammenam…..

  5. Mette Lindgaard says:

    Mmmht godt med fyld! Drømmekage er en af mine favoritbradepandekager. Din ser virkelig god ud – som alt andet fra din kagehånd.

  6. Tant Trassel says:

    Du är såååå underbar Sif Syltetöj :)
    Och Drömmekage är det bästa som finns…
    Og nu skriver jeg på svensk märker jeg :)

  7. charlotte says:

    Drømmekager er mormorbryster og forklæder, der har været i rullemaskinen. Det er dage uden ende og med masser af græs mellem tæerne (solbrune, for dengang kunne min hud få en anden farve end trylledejsfarvet). Tak for opskrift og billede.

    Jeg ved du har lagt veganismen bag dig, men du er mit bedste bud på en der kunne ligge inde med en en opskrift på vegansk cheesecake. Immervæk en lækker een af slagsen. Er der håb?

  8. Britt says:

    Hej Sif,

    Hvad er det for forme du køber i England og hvor? Jeg mangler en eller et par ordentlige forme.
    Jeg får helt vildt lyst til drømmekage nu, det er længe siden jeg har bagt sådan en:-)

  9. Mette says:

    Wauw – den kage får tænderne til at løbe i vand. Og din opskrift er fantastisk skrevet. Ren poesi der fik smilet helt frem på forreste række her :o )

  10. Rikke Jakobsen says:

    Tak Sif
    Min kæreste bliver så glad for dig. Drømmekage er hans ynglingskage og det er vist ligemeget om den er fra Brovst eller Hørsholm.

    Det er sjovt det du siger med dårlige råvarer. Min far bliver altid bedt om og tage drømmekage med på arbejde (jeg bager den). For den smager meget bedre end den de selv kan lave.
    Ok punkt 1: Den er lavet nænsomt med tempererede ingredienser og pisket længe.
    Punkt 2: Med Økologiske æg og smør (aldrig margarine)
    Punkt 3: den er ikke mikset sammen af noget i en papkarton hvor der kun skal tilsættes vand.
    Og så kan det jo kun blive godt ik.