Konceptet “Konditorsøndag”

Posted By on June 21, 2012

Koldskålslagkage - nam!

Manner. Man flytter til Nordsjælland og hele konceptet “konditorsøndag” eksploderer. I Århus kunne det godt tage en hel dag, eller to, før pladserne var væk. I går gik der 35 minutter. Det er sådan noget, der giver mig lyst til at gå på talerstolen og give en lille takketale mens jeg modtager min Oscar for veludført kagebagning.

Når der kun er 10 pladser og en søgning der er markant højere, kan det selvklart ikke undgås at der er en masse mennesker, der ikke kommer med. Fysikkens og matematikkens love og den slags. Nogle tager det pænere end andre. I den forbindelse vil jeg godt skrive lidt om, hvorfor jeg holder konditorsøndag.

Den første konditorsøndag blev holdt i maj 2009, fordi jeg dybt inde i mit hjerte allerede ejer et lillebitte rokoko-konditori, hvor jeg kan lave smukke, velsmagende kager hver eneste dag, servere dem for folk og se glæden ved god kage og godt selskab stråle i deres øjne. Hvem skulle også tro at jeg var sådan et romantisk væsen? Ok, min store kærlighed til filmen Titanic har måske givet et hint eller to.

Man kan altid se hvem der er madblogger - det er dem med kamera

Dansk fødevarelovgiving tillader (heldigvis) ikke at jeg lige åbner et konditori i min stue, så istedet valgte jeg en alternativ model. Jeg inviterede en bunke fremmede mennesker ind i mit private hjem til Kæmpe Kagebord. De skulle bare betale deres del af ingredienserne, så jeg ikke gik fallit. Første konditorsøndag kostede kun 25 kr at deltage i, så jeg var nær gået fallit alligevel. Det år holdt jeg en hel række af fantastiske søndage. Det var på disse konditorsøndage at “Kagedåserne” blev til – en Århusiansk venindegruppe, der eksisterer den dag idag, selvom vi efterhånden er spredt for alle vinde og ikke ses så ofte som jeg godt kunne tænke mig

Siden har jeg holdt konditorsøndage med nogle måneders mellemrum, som regel i forbindelse med at jeg udviklede opskrifter til mine kogebøger, og manglede nogle uskyldige stakler at teste dem på (den eneste gang jeg har fået klager, var da jeg lavede en mango-karry-kokosnød-lagkage. Spørg mig ikke hvad jeg tænkte. Den var indbegrebet af klam). Det er min lille private legestue, hvor jeg kan give min indre konditor frit spil og samtidig have fornøjelsen af at servere resultatet for andre. Et par timers rendyrket livsnydelse, hvor man ikke skal skamme sig over at spise 5 stykker kage, og hvor man kan knævre ørerne i stykker på de andre ved bordet, og få knævret sine egne ører i stykker til gengæld. Det skal være intimt og rart.

Pistaciemazarin med jordbærkaramel

Derfor bliver det ikke noget med at holde store konditorsøndage – så meget kage kan jeg slet ikke nå at lave, endsige opbevare herhjemme i vores lille køkken. Det ville kræve en decideret produktion, og det har jeg ikke tid eller lyst til at kaste mig ud i, slet ikke når jeg ikke engang tjener penge på det. Det ville fjerne min mulighed for at være personligt til stede (og hvem skulle lave al kaffen?). Så selvom jeg gerne ville sige ja til hver eneste ene, der ønsker sig at deltage, så er det bare ikke praktisk muligt. Til gengæld er jeg åben for forslag om en anden måde at få afsat pladserne, så der er en reel chance for at nå at komme med. Smid gerne en kommentar.

Jeg håber det forklarer hvorfor konceptet er som det er – og når jeg åbner det der lillebitte rokoko-konditori, håber jeg at I allesammen kommer og spiser kage og får en snak. Også selvom det kommer til at koste noget mere end ingrediensernes pris. For jeg brænder for det her kagehalløj – men jeg brænder også for at det skal være en oplevelse og en luksus. Totalt kompromisløst. Sådan bliver det forhåbentlig ved med at være, mange år endnu.

Maaaaange år. Blev der sagt.

About the author

Jeg spiller ikke på lut.

Comments

19 Responses to “Konceptet “Konditorsøndag””

  1. Jeg fornemmer et hint af undskyldende karakter i denne post Sif, som jeg slet ikke synes bør være der. Selvfølgelig kan man ikke være sikker på en plads, blot fordi ønsket er der. Og helt ærligt, det kan man sgi ikke tillade sig at blive det mindste gnaven over – det er fantastisk tilbud du giver – ikke en rettighed;-)

    Jeg er én af dem som heller ikke nåede det – men det er da min egen skyld, sådan er livet, og jeg vender stærkt tilbage – det er jo værd at vente på…hehe

    Men synes helt klart at du skal holde hoedet uendelgit højt og ignorere alle dem der kunne få ondt i en hvis kropsdel, blot fordi de ikke kom i himmerige denne gang!

    Venligst
    Vibeke

    ps. sorry hvis dette kom til at lyde en smule negativt, men bliver faktisk lidt indigneret på dine vejne, uden overhoedet at have retten dertil!

  2. Jeg kan se hvad du mener – jeg havde håbet det var lidt mere forklaringsagtigt end undskyldsagtigt, men det er nok fordi jeg egentlig har det dårligt med at skulle afvise folk. Jeg vil jo gerne have plads til alle. Og nogen kan ikke forstå hvorfor jeg ikke bare lige finder et større lokale. Nye læsere ved måske slet ikke hvad pointen med konditorsøndag er.

    Men det har jeg forhåbentlig rettet op på nu.

  3. Hersom says:

    Jeg håber ikke at det var min “æv-at-jeg-ikke-kom-med” kommentar der gav dig en øv-følelse? For det var bestemt ikke meningen og så må du undskylde.

    Jeg synes dit konditor-søndags-kage-mæskeri-koncept er helt fantastisk, og jeg håber at jeg en dag er så heldig at få en af pladserne.
    Jeg synes ikke at du skal udvide til større lokaler og alt det hovedpine der følger med, for én af de attraktive årsager til at det lyder så lækkert er jo netop at det er med hjemmelig hygge. Og så at kagerne virkeligt lyder syndigt gode :D

    Dog kan du være helt sikker på at jeg bliver kunde i dit rokoko-konditori når du engang åbner sådan et – jeg vil hellere mæske mig i kagerne, end købe endnu et tastatur fordi jeg har ødelagt det gamle når jeg sidder og savler over billederne på din blog ;)

  4. Det var absolut ikke din æv-kommentar. Almindelige æv-kommentarer er gode – de viser ligesom at jeg er på rette vej :-)

    Glæder mig til at se dig på rokoko-konditoriet!

  5. Nat says:

    Forstår godt at folk bliver kede af det over ikke at komme med – det er jo et helt fantastisk koncept! Men først til mølle og alt det dér – ingen kan jo betvivle rimeligheden, selvom de er ærgerlige. :)
    Hvis du virkelig gerne ville give de folk en chance, der måske ikke sidder limet til skærmen og venter på kageupdates (jeg læser til eksamen, jeg har en undskyldning!), så kunne du overveje at sætte det op efter samme model som en konkurrence, så folk får en tidsramme inden for hvilken de skal tilmelde sig, og så trækker du lod mellem tilmeldte. Så bliver man ikke straffet for at have en lang vagt til gengæld ville der heller ikke være nogen fordel i at være Sif-a-holiker. I don’t know. Det var min umiddelbare tanke. :)

    /Nat, som desværre bor i den anden ende af landet.

  6. Iben says:

    Absolut no hard feelings herfra selv om jeg udtrykker mig bramfrit. I så fald må jeg beklage at jeg er en sproglig torsk (I am)

    Dit koncept er jo genialt. Gør folk glade, giver dig en masse. (Kronemæssigt ku du satme godt tillade dig at øge den et hak, og alle ville finde det fair med den enorme indsats der ligger bag arrangementet -hånden på hjertet).

    Og at folk er vilde med at deltage er FEDT.
    At jeg ærgrer mig halvt til helvede er alene pga at JEG igen er sinkesen til at tjekke blogs m.v

    Du er ikke til for at please mig – eller andre – men det er bare så smittende at opleve andre – altså dig- udleve og dele passioner.
    Tror det er en af hemmelighederne bag.
    Det er i al fald noget af det der trigger i mig.

    Iben bonderøven

  7. Iben says:

    Absolut no hard feelings herfra selv om jeg udtrykker mig bramfrit. I så fald må jeg beklage at jeg er en sproglig torsk (I am). Min tudekoncert i går var af et rent hjerte.

    Dit koncept er jo genialt. Gør folk glade, giver dig en masse. (Kronemæssigt ku du satme godt tillade dig at øge den et hak, og alle ville finde det fair med den enorme indsats der ligger bag arrangementet -hånden på hjertet).

    Og at folk er vilde med at deltage er FEDT.
    At jeg ærgrer mig halvt til helvede er alene pga at JEG igen er sinkesen til at tjekke blogs m.v

    Du er ikke til for at please mig – eller andre – men det er bare så smittende at opleve andre – altså dig- udleve og dele passioner.
    Tror det er en af hemmelighederne bag.
    Det er i al fald noget af det der trigger i mig.

    Iben bonderøven

  8. Ditte says:

    Kære Sif, du skal tage det som et kompliment og bestemt ikke et pres, at vi er så mange der gerne vil til dine “berygtede” konditor-søndage… Jeg var selv én af dem som var for langsom, men hey, jeg håber at tage revanche på et senere tidspunkt ;-)
    Jeg glæder mig i hvert til at besøge dit lille henrivende konditori, når det en gang blir til noget :-)
    Mht. prisen synes jeg det er fair at du tar mere end selve råvarene. Helt ærligt, på D’angleterre koster et kagebord 250 kr (hvis ikke mere idag) og jeg vil til hver en tid foretrække dit ;-)
    Kram fra en glad københavner

    PS. hvorfor er du blevet fed, er det det søde liv som kæreste der giver for meget god mad (og kager) eller er du gravid??? – undskyld jeg snager :-)

  9. Kære Sif

    Hvis jeg ikke har sagt det før, siger jeg det igen. Du er stjerne-inspirerende!

    Dette citat “For jeg brænder for det her kagehalløj – men jeg brænder også for at det skal være en oplevelse og en luksus. Totalt kompromisløst.” får mig til at slå flik-flak af glæde!

  10. Juliette says:

    Kære Sif

    Jeg er en af dem, der har en drøm om at deltage i en af dine konditorsøndage (eller -lørdage), men jeg er heller ikke hurtig nok, når du udbyder den. Synes Nats forslag om en lodtrækning er glimrende – men du bestemmer! Det er, som Vibeke pointerer, et fantastisk tilbud, du giver dine læsere, og vi har som udgangspunkt ingen ret til brok & justeringer.

    Ditte: “Hvorfor er du blevet fed” – hvad i alverden får dig til at skrive noget sådant?!

  11. Sif er s´gu da fed!
    Hun er i hvert fald den fedeste blogger, kagemager, kursushoder og kagedekoratør, jeg nogensinde har turdet drømme om at møde!
    GODT du startede i den jydske hovedby, så jeg (sløve padde) nåede at komme med til en konditorsøndag.
    MEN du er ikke sikret imod mig Sif, ikke engang på Djævleøen. Jeg kender godt motorvejen til Kbh., og kan også sagtens finde Hørsholm, hvis jeg en dag er heldig at nå at melde mig på hurtigt nok.
    Og mht hurtighed – selv den sløveste kan vel komme til at åbne anarkistsiden lige i rette øjeblik. Det er det øjeblik, jeg satser på at ramme!
    PS. du er galt afmarcheret med din påstand om madblogger – det er mig, der fotograferer på billedet, og jeg er bare en ordinær garnskør madskør kageskør fotogal blogger ;-D

  12. Prinsesse Suh says:

    Hvor er det da bare fantastisk, at vi er så mange der gerne vil med, at jeg er sikker på vi sagtens kunne oprette en alenlang venteliste.
    Jeg synes også lodtrækning er en god idé, og så måske, at man kun har mulighed for at komme med en gang om året (forudsat at du laver mindst een kondotorsøndag om måneden ;-) ), hvilket måske også kan gøre tingene lidt mere retfærdige – for os der endnu ikke har haft mulighed for at smage dine kager. Mit forslag vil helt klart blive ændret efter første jeg har været så heldig at komme med. Så må det være noget med at det er den faste gruppe, så du slet ikke behøver stå med al den administration ;-)

  13. Astrid Werge says:

    Kunne man ikke udlodde halvdelen af pladserne? Så er der både mulighed for de hurtige og de knap så hurtige?

  14. uden overhovedet (denne gang med h – da jeg kan se at jeg konsekvent udelader h’et i øverste post…!) at skulle blande mig i hvordan Sif klare evt. tilmeldinger til himmerigsdagen – altså om det er ved først til mølle-princippet eller lodtrækning o.a. Så kan jeg alligevel ikke lave være med at kommentere på det evindelige (og efterhånden landeplagende) ønske og forventning om såkaldt “retfærdighed”… Hvorfor er det lige det er så vigtigt? Får sådan lyst til at citere alverdens store mænd igennem historien: “LIFE ISN’T FAIR – GET USED TO IT!”

  15. Laura E says:

    Vil bare gerne lige indskyde, at min veninde og jeg sidder parat ved tasterne som to præteenagere på billetnet med udsigt til en Justin Bieber-koncert for at komme med næste gang! ;) Og ÅBEN SÅ DET KONDITORI så jeg ved hvor min skatteyderbetalte SU skal ende henne.

  16. OBMalle aka. Dennis (den svært skuffede ;) ) says:

    Først til mølle er vel ganske fint .. Og bare fordi dine konditter søndage, er voldsomt mere eftertragtede end div. boyband billetter hos teenage piger. Så skal du da hverken undskylde eller lave om på dine principper.

    Som en Vibsen skrev så er der intet i livet der er “retfærdigt” så f*ck det og gør hvad der passer dig (du gør det jo lige så meget for egen skyld).

    Så må vi andre jo bare opdatere din blog lidt oftere :)

  17. Ditte says:

    Juliette: Hi hi fordi det skrev Sif selv i sin kommentar på FB ;-)
    Jeg var bare nysgerrig på hvad der fik hende til at skrive det…thats all! :-)

  18. Godt skrevet, Vibeke.

    Sifs konditorsøndage er et helt fantastisk tilbud for de (alt) for få, der får plads.
    Det er helt vidunderligt, at Sif orker (og nyder) at lave det helt unikke tilbud gang efter gang.

    Stor respekt – og er jeg heldig at gafle mig en plads eller to igen nogensinde, så TA’R JEG DEN!
    Selvom (eller fordi) jeg har været med i Aarhus. I skal ikke forvente nogen jeg-må-hellere-lade-en-anden-få-muligheden-holdning herfra.

  19. Pernille says:

    Åh, jeg gad gerne deltage i en af dine kagedage, men med den fart tilmeldningerne har, er jeg ved at se i øjnene, at det nok aldrig sker, Så skulle du finde på en måde, vi der er lidt langsommere skulle få en mulighed, så er jeg på :)

    I øvrigt er jeg fuld af beundring over hvordan du kan fremvise den ene mere lækre kreation efter den anden.