Posted By Sif Syltetøj on May 23, 2012

Hvis der er noget jeg beundrer, så er det folk, der er dygtige til det de laver. Ikke bare dygtige, men sådan VIRKELIG dygtige. Folk, der får trykket på min indre synes-godt-om-knap (tak Zuckerberg, for dette lille bidrag til den danmarkske sprog).

Det kræver en del, men har man først vundet min gunst, kan man blive genstand for grænseløs beundring. Heldigvis er det mest de materielle genstande, der er resultatet af genistreger på arbejde, og folk, jeg næppe kommer til at møde, der er placeret på de udsatte poster.

Min fascination af Notre Dame kender de fleste. Jeg har gramset så meget på den kirke, at det er et under jeg ikke har fået polititilhold forlængst. Det er noget helt særligt hver gang. Som regel hopper jeg af Metrolinje 4 ved Cité. Jeg ved præcis hvilken vej jeg skal. Tværs over Place Louis Lépine og til venstre.

Sainte-Chapelle

Forbi Palais de Justice de Paris – det er en lille omvej, men den fører forbi Sainte-Chapelle, og hvis køen er kort, så skal jeg også derind. Til venstre igen langs Quai du Marché Neuf, der altid er spændende at gå langs, fordi bilerne holder oppe på fortovet.

Notre Dame... aaah

Og man skal ikke ret langt hen ad gaden, før man kan se det første glimt, halvdelen af det sydlige tårn, en flig af vestfacaden, af Sankt Annas port, og så snart man når enden af gaden (man løber ikke, for det ser unægteligt dumt ud), så ligger hun der, i al sin pragt, kongegalleri og spidsbuer og rosenvinduer og statuer og knapper og brikker og tårne og spir i én stor gotisk pakke.

Og man er glad for at man (igen) brugte hele sin opsparing for at rejse ud i verden og gramse på middelalder. For uanset hvor meget datidens håndværkere end måtte have påstået at de var inspirerede af Gud, så ved vi andre bedre. De var nogle fucking genier, og deres kunstværker gør min sjæl glad og mit sind roligt.

Ja altså lige pånær når jeg sidder hjemme i Danmark. Så klør det i både dankort og bisselæder, og man er nødt til at skrive sentimentale blogposts for at holde det bare lidt ud, mens bloglæserne ruller med øjnene og ønsker at nogen gad klippe mine fingre af så jeg for helvede holder op med at skrive om gotiske kirker.

Men jeg er heldigvis ligeglad. Og denne blogpost har ingen pointe. Egentlig ville jeg have skrevet noget om de mennesker jeg beundrer. Om Michael Flatley, der gravede grøfter for at tjene penge til sin drøm om at blive Dansesmølf #1. Om Oprah, der nok må siges at have brudt den sociale arv. Om Joseph Lambeth, der grundlagde mit levebrød for 100 år siden ved at perfektere kagepyntning til det næsten guddommelige. Men det løb lidt af sporet. Det er 30 grader i min lejlighed og jeg er dehydreret. Hvad er din undskyldning?

Gravhunde kan også lide kage, tilsyneladende

Istedet kan I lige se den her tegning, som er en af flere tegninger jeg så mindeligt bad Hverdagsnadia om at tegne til den kogebog jeg pt arbejder på. Er den ikke sej? Nadia og Stinestregen udgør, efter min sølle mening, creme de la creme i tegnebloggernes verden, og jeg er stolt af at have dem begge med i mine sølle bogskriblerier.

Jeg kan nemlig også godt lide gode tegneseriemagere.

Categories: Økologi & stuff
Tags: