Sifoladen i Paris: Panthéon

Panthéon

Det skete i de dage for et par 100 år siden, at Louis XV gik hen og blev syg. Hvad han fejlede melder historien ikke noget om, men han lovede Gud at bygge en kirke, hvis han blev rask. Og Gud, der som sædvanlig var husvild, gjorde kongen rask i 1744, og således var Panthéon en realitet. Eller, dvs, det tog lidt tid før den stod færdig. Faktisk blev den først færdig i 1790. Kort tid efter var det at Louis XVI gik hen og pådrog sig et anfald af halshugning, den stakkel, og Panthéon blev omdannet til et mausoleum, hvor de Store Franske Revolutionære Helte kunne begraves *dramatisk musik*

Panthéon

Så Panthéon er altså ikke længere en kirke. Hvor alteret stod, er der nu en revolutionær statue, og i midten, under den store kuppel, hænger et Foucault pendul, et pendul der beviser at jorden drejer rundt om sig selv. Foucault hamselv hængte et lignende pendul op i Panthéons kuppel i 1851, og brugte dermed en kirke til at bevise noget, kirken før i tiden kunne finde på at henrette folk for at sige højt. Ironien er ikke spildt på mig.

Panthéon

Det er arkitekturen heller ikke, skulle jeg hilse og sige. Panthéon er et eksempel på tidlig neoklassicisme. Og jeg har altid hadet neoklassicisme. Men ikke mere. Oh no. Ikke mere. Neoklassicisme styrer. Det er awesome. Tjek den perfekte symmetri! De smukke buer! Alt det jeg elsker ved gotiske kirker, bare med runde buer og en hel del romersk aura. Whats not to love?

Men vi taler altså kun om den overdådige neoklassicisme, ok? Den, der ligner barok en hel del. Den med malerier og udskårne blomster og andre smukke ting. Ikke det der pis med to søjler i et hjørne og stribet tapet.

Panthéon

Bagest i Pantheón er der en trappe ned til krypten. Det er en ret stor krypt – den fylder ca hele kirken. De klammeste rum ligger bagest. Det er små gange, fyldt med døråbninger ind til hylder med kister. Her ligger Frankrigs berømte mænd begravet, og man kan gå ind i nogle af rummene. Jeg turde dog ikke. Sværger jeg kunne mærke deres vrede ånder, der insisterede på at jeg skulle holde mig væk fra deres gravsted. Tog et par billeder af nogle af rummene, i håb om at fange et spøgelse. No such luck.

Jeg var kommet for at besøge en helt bestemt herre. Nemlig Alexandre Dumas. En for alle, alle for en! Takket være Dumas kan vi se film hvor lækre mænd går med musketerhat og fangsy støvler. Det er nok et prominent gravsted værd.

Noget af krypten er lavet om til udstillinger. Blandt andet var der en udstilling om Panthéons strukturelle fejl. Det viser sig nemlig at bygningen har nogle pænt lame-o fejl, der gør at der af og til dratter en bette sten ned fra loftet. Noget med jernnagler, der ruster og dermed udvider sig og dermed knækker murværket. Noget med et utæt tag, der fremskynder processen. De HAR styr på det nu, siger de. Godt så.

Panthéon

Det er meget betryggende at gå i krypten under en meget stor og meget massiv stenkirke, og se en lille udstilling om de strukturelle fejl, der får bygningen til at smuldre… og de tunge sten til at falde ned.

Not.

Den slags afskrækker selvfølgelig ikke mig, så jeg gik demonstrativt rundt i kirken et helt kvarter mere end nødvendigt.

Panthéon

Da jeg havde taget dette sidste billede, skyndte jeg mig dog alligevel at gå væk. Hvorfor løbe risikoen?

Panthéon
Place du Panthéon
75005 Paris