2011 på vers

Olde Hansa
2011 var fødselsdag i Tallin
På middelalderrestaurant – jeg åd hver en gnalling
For Moster K var taget med og maden var en gave
Derfor lå den ekstra godt i min trediveårige mave
… sammen med øllet
2011 var hygiejnecertifikat
Jeg lærte at vaske hænder efter billeder på en plakat
For jeg måtte låne et køkken på den bedste bistro i byen
Endnu en livsdrøm opfyldt – lyserød var skyen
… og rene var mine hænder
Notre Dame
2011 var gotiske katedraler
I ved, de store høje bygninger hvorom jeg så ofte taler
I byernes by – Paris – brugte jeg dage og atter dage
Med at kysse på Notre Dame og Saint-Denis og spise kage
… dog ikke på samme tid, det er noget svineri
2011 var fine nye venner
Først bloglæsere, siden kaffegæster – og så blev de “folk jeg kender”
Nogen kom også fra den virkelige verden, hvilket jeg synes er lidt sort
Jeg mener, de fleste skal langsomt net-vænnes til mig for ikke at løbe bort
… godt der findes modige mennesker
Spidsbuer, ribbehvælv OG blindarkader i Sainte-Chapelle
2011 blev middelalderens bytte
Jeg har oversat, kokkeret, rejst og præket, for alle der gad lytte
Min omgangskreds er blevet så klog, på middelalderartiktur
De kender til stræbepiller, ribbehvælv, spidsbuer og pulpiturer
… men måske var de helst fri?

Chokoladefrøer på Julens Chokolade
2011 blev chokoladens år
Eller i alt fald chokoladens efterår – hvis du forstår
For det startede i november med Julens Chokolade og
Venner kendte venner, jeg blev så klog så klog så pisseklog
… i alt fald i teorien
2011 blev produktiv
Hele to nye bøger kom der ud af mit skriv
Om kager med masser af fedtskatsdyrt smør
Og fløde og sukker, som det sig hør og bør
… medmindre man er kernesund
2012 bliver MIT fucking år
Jeg har nye mål og drømme, som jeg helt sikkert når
Og bloggen her, hvad sker der med den? Ingen ved det, men
Jeg håber at du vil følge med igen
… selv når mine digte bliver lamme
Godt nytår!
10 Comments
Tak for mange skønne timer i bloggens selskb i løbet af 2011. Jeg synes dit sprog og dine indfald er så skønne. Jeg nød din “rundvisning” i Paris, men allermest holder jeg af din poesi.
Tak og rigtig godt nytår. Håber jeg bruger lige så mange timer i 2012 på din blog.
Truuuuut!
Det har som sædvanlig været en fornøjelse at følge med i året, der er gået, og det er jo dejligt at læse med hos en, der værdsætter Middelalderen så meget – det varmer mit rollespils- og nørdhjerte ♥
Tak for mange dejlige indlæg. Jeg håber, jeg får mulighed for at se dig igen i 2012 – gerne i et fælles forsøg på at indoktrinere Moster K til at holde endnu mere af oste
Hvis jeg var til nytårsfortsætter, ville jeg have et om at følge din blog i 2012 – dit ofte overraskende sprogbrug får mig til at juble og dine altid fantastiske kager får mig til at savle.
Tak for en dejlig blog. Jeg kunne godt ønske mig, at 2012 bliver året, hvor jeg når “først til mølle”, hvis du igen byder på kaffe og kage.
Rigtig godt nytår til dig, Sif.
Hey
Skønherligt nytår til dig!- du inspirerer mig så meget- til at spise marvpiber, rejse til Tallin, dyrke min historie-fetich, nørde kogebøger og glæde mig over du findes derude!
Du har givet mig gode grin og grund til eftertanke.
Dit “næn” med ord og poesi er åbentlyst – men skønnest er det bid og vid, der gennemsyrer det du gør. Tak!
/My
Du kan regne med kig, jeg vil fortsætte med at nyde læsningen af dine verbale finurligheder, dine ud- og indfald.
Jeg glæder mig ALTID til at læse det næste fra dig.
Godt nytår!
du kan også regne med mig!
tak for det hele – og ikke mindst for at sætte Tallinn og Olde Hansa på mit landkort.
du ønskes et forrygende godt nyt år.
Happy new year, din skøre skid
Jeg elsker din tørre humor, dit digtegen – OG at høre om de der katedral-tingester… Det er en ode til dine skriblerier, at du faktisk kan gøre katedraler interessante for en, der ikke lige orker at tygge sig gennem Jordens Søjler 
Jeg er sikker på, at du kunne blive vores nye national-sangskriver. Vi har brug for at få luftet lidt ud i den danske salmebog. Gerne med lidt Talinn’sk drys på!
Jeg GLÆDER mig til mere af samme skuffe i år! Sidder og smågriner for mig selv efter dit smukke digt. Godt nytår
Sikke pænt de taler om dig Sif. Jeg vil gemme en portion ros til en anden god gang, hvor du har mere brug for den, ellers kommer du jo aldrig ned på jorden til os andre dødelige igen.
Kram ChokoladeStine