Hvedekage a la kanelsnegle – sådan former du en sneglekrans

Posted By on December 18, 2011

Kanelsneglekrans

Yes my boyz. Så er det sket. Julen står for døren, så nu står den på jul, jul og mere jul. Helt frem til jul. Men ikke til påske, det er måske alligevel at strække den lidt, og desuden har jeg fødselsdag i januar.

Selvom de fleste af vores juletraditioner er af nyere dato, altså set i det store perspektiv, så er der alligevel en del alderpræsidenter at finde blandt madopskrifterne. Decideret julemad har det ikke været, for i gamle dage var julemad lig med meget mad som igen (hvis man havde råd) var lig med favoritterne, der igen kan opsummeres i to ord: Kød og kage.

Kernesunde vegetarer fandtes ikke dengang.

Nogle af retterne er senere gået over og er blevet fast julemad, i takt med at vi fik mere mad mellem hænderne og kunne være selektive og forkælede. Grød, f.eks, var noget man spiste til forret for at lægge bunden og strække den dyre julemad. Nu har vi puttet flødeskum i den og gjort den til dessert. Det er den omvendte verden! Ikke at jeg klager. Småkagerne er ret nye, de kom først for alvor til sammen med brændekomfuret, som kom i starten af 1800tallet. Før det måtte man nøjes med kager, der kunne koges i en gryde over ildstedet. Såsom klejner. Eller man lavede tærter og puddings.

Men hvedekagen… den er ældre end Jesus selv, og det er meget, for han er helt vildt gammel. Før vi begyndte at dyrke mutanthvede med stort udbytte på udpint landbrugsjord (her i midten af det 19e århundrede) var hvede en kostbar kornsort, der gav lille udbytte og dermed var de fleste bondemarker dedikeret til rug og byg som hverdagsmad. For menigmand var hvedekagen til højtidsbrug. Og juletidsbrug. Hvis man var en heldig fæstebonde/kokkepige/stalddreng, så gav Husets Herre hvedekage til jul. Og øl. Og god mad.

Så hvorfor ikke holde en pause fra småkagerne og bage en hvedekage? Nu er vi ret priviligerede, her i moderne tider, så en almindelig hvedekage er lidt kedelig. Istedet tænkte jeg at jeg kunne vise hvordan man laver en sneglekrans. Den er så yndig, så yndig, og gæsterne bliver så frygteligt imponerede.

Husk at give et stykke til tyendet. Men pas på med at inkludere din mor i den betegnelse… det gælder også selvom du er over 18 og bor hjemme og hun vasker dit tøj.

Kanelsneglekrans
ca. 12-15 gode stykker

Gærdej:
2,5 dl lun mælk
50 gram gær
75 gram sukker
1 tsk groft salt
1 æg
5-600 gram hvedemel
100 gram smør

Fyld:
100 gram meget meget blødt smør
rørt sammen med 100 gram sukker
og 2 spsk stødt kanel

Tip: Smid smørret til fyldet 10 sek i mikroen til det er så blødt at det NÆSTEN begynder at smelte. Det vil gøre det langt, langt lettere at smøre fyldet på dejen.

Hæld den lune mælk op i en stor skål og rør sukker og salt ud i. Bræk gæren i mindre stykker og læg den i mælken. Slå til sidst ægget ud oveni. Lad det stå et kvarter, så gæren kan få lov at småboble lidt i fred.
Rør så melet i, lidt ad gangen, til du har en fast dej. Og så skal den æltes. Den skal æltes længe. Jeg gør det på røremaskinen. Den skal æltes til den er så elastisk at den føles som tyggegummi. Et kvarters håndæltning er ikke meget galt, og på maskinen kan den med fordel få lige så længe. Når den er æltet godt igennem skal smørret æltes i. Skær det i små tern og fordel det på dejen. Ælt så godt igennem igen. Det er noget værre fedteri, især hvis du håndælter, men fat mod! Det samler sig til dej igen.
Når dejens overflade er fin og blank og spændstig er det nok. Læg et klæde over og lad dejen hæve 1,5 times tid.

Dejen rulles og formes til en cirkel

Efter hævning tages dejen ud på et meldrysset bord og klappes ud til en rektangel – det gør det nemmere at rulle ud i den rigtige facon, hvis man sådan lige har formet dejen en smule. Snup så kagerullen og rul den ud til en stooooor rektangel. Den skal være ca 50×25 cm. Husk at løfte dejen med jævne mellemrum når du ruller, så du er sikker på at den ikke hænger fast.
Smør fyldet på dejen, efterlad en 2 cm stribe med bart på den ene langside. Rul dejen sammen som til kanelsnegle – på den lange led.

Skær enderne af så de er lige, og læg rullen i en cirkel på bagepladen.

Nappe nappe!

Med fugtige fingre knibes enderne sammen.

Og skære skære

Og med en skarp kniv skæres der snit i dejkransen, hele vejen rundt. Sørg for at stykkerne er lige store – som du kan se er nogle af mine tyndere end de andre – det gør at kransen bager hurtigere og bliver mørkere på den side. Ingen katastrofe, men ikke så pænt.

Vende vende

Vend forsigtigt de skårne stykker og arranger dem så det bliver en fin, jævn krans. En håndflade under selve kransen mens du vender stykkerne hjælper med at strække dejen forsigtigt så kransen bliver større og der bliver plads til alle de fine snegle.

Hæve hæve!

Lad kransen hæve 1,5 time og pensl den med lidt mælk. Bag den midt i ovnen ved 200 grader i 20 minutter.

Medmindre du altså ved et uheld kommer til at sætte ovnen på varmluft… så bliver den lidt mørk og et kvarter er nok. Ahem. Bruger du varmluft med vilje, så skru ned på 185 grader og hold øje.

Lækker lækker!

Når kransen er bagt færdig, er det bare at lade den køle af og så ellers gå ombord i sagerne… man kan hælde lidt glasur over hvis man synes, men den er rigeligt sød uden.

Lige til at spise

Og så er det bare at dele ud til tyendet. Glædelig jul!

About the author

Jeg spiller ikke på lut.

Comments

5 Responses to “Hvedekage a la kanelsnegle – sådan former du en sneglekrans”

  1. moma says:

    hold nu op …. det var sku da blæret ;) en kanel-slange ;)

  2. Katrine says:

    hold nu kæft! … tænkte jeg, midt i min overspringshandling fra opgaveskrivning … JEG HAR IKKE TID TIL AT SE PÅ KAGE.. kl. er 4.30.. men DEN DER den SKAL jeg prøve at lave! Tak for sjove indlæg og inspirerende mad!

  3. Mums, kanelsnegle og smukhed i et!

  4. Cecilie says:

    Vi spiser stadig risengrød før maden til jul og uden flødeskum i.. :)

  5. Inaluk says:

    Det er helt tosset, så godt, denne kringle smager, både nybagt og afkølet. Jeg lavede den dog med fyld af revet æble, kanel og rørsukker. Det kan helt sikkert anbefales!