Ingefærsnebolde (mandelsmåkager)
Posted By Sif Syltetøj on December 6, 2011

SMÅKAGER... med sne på
Jeg vågnede idag til en hvid have. Eller – altså. Ikke sådan dyner af sne, vel, men ikke desto mindre sne, og det blev liggende. Jeg ville tage et billede, men så ville I alle se hvilket bombekrater jeg har gemt bag det høje plankeværk, og så ville I miste al respekt for mig. Jeg lader min have gro helt til hvert efterår – sundt for jorden, men dårligt for min snarlige optagelse i Haveejernes Æresforening. Når der er faldet en halv meter sne og alle de vilde visne gevækster er behørigt dækket til, så kan jeg tage et billede.
Kom så sne. Kom så!
Lige nu sidder katten og jeg på sofaen mens sneen daler udenfor. Katten hader sne, så den hvæser hver gang jeg åbner havedøren. Ergo har jeg besluttet mig for ikke at åbne havedøren idag. Jeg sidder og skriver på en ny kogebog (bortset fra lige nu, hvor jeg skriver en blogpost), men det kommer vel ikke bag på nogen. Der er flere temaer og arbejdstitler i spil, nu må vi se hvad det bliver til – jeg har leget lidt med tanken om at udgive noget af overproduktionen som e-bøger. Mine bøger bliver jo trykt på et kulturhus, og ikke på et professionelt trykkeri, så der er vist grænser for hvor mange bøger jeg kan bebyrde dem med. Det er hårdt at være forfatter. Er man forfatter når man selv udgiver sin bøger? Måske er man kun pseudoforfatter. Det er aldrig til at vide hvornår man bryder kulturelitens uskrevne love. Men det er i alt fald mindst ligeså hårdt at være pseudoforfatter.
I dagens snefyldte anledning har jeg valgt at blogge en opskrift på snebolde. Det er en, for nu at bruge kernesunde udtryk, smuk og nærende småkage, fyldt til bristepunktet med silkeblødt smør og sexede mandler. Der er også lidt sukker i, men faktisk ikke ret meget, så man bare får et hint af det midt i al den vidunderlige smag af smørbagt småkage, der smelter i munden. Den stødte ingefær kan udelades, men jeg synes den giver et let krydret hint. Det er en populær småkage, der går under mange navne på nettet – snowdrops, mexican cookies, butterballs osv osv. Folk kan som regel ret godt lide dem, så I skulle da også lige have mit bud på en udgave. Mit gode bud. Seriøst, de skal opleves. Bag dem NU!
Men først en sang:
Det er hvidt derude
Jeg kan høre katten tude
For den fryser og vil ind*
Men den sviner på mit tæppe
Og den vasker det jo næppe
Så jeg lukker mit gardin
Det er hvidt derude
Katten går med sne på snude
Sætter fodspor på mit gulv
Hvidt forneden, hvidt foroven
Jeg blir mer og mere doven
Derfor blir min blogpost kort
*Ingen katte kom til skade under tilblivelsen af denne sangtekst.
Vi takker Steen Steensen Blicher for at skrive smukke, smukke digte, der er så oplagte til omskrivning. Nogen burde lave en fanklub til den mand.
Ingefærsnebolde
ca 50 stk.
250 gram blødt smør
50 gram flormelis
1 nip salt
Korn af 1 stang vanilje
1 tsk stødt ingefær
250 gram hvedemel
75 gram malede mandler
Smørret puttes i en skål og piskes godt og grundigt sammen med flormelis, salt, vaniljekorn og ingefær. Pisk et par minutter – det er alt det dejlige luft, du pisker ind i smørret, der giver småkagerne deres dejlige smelte-i-munden-tekstur. Rør hvedemel og mandler i (mandlerne males nemt i en foodprocessor eller minihakker eller blender) og skrab dejen ud på et stykke bagepapir. Pak bagepapiret omkring dejen og læg den i en frysepose. Lad dejen hvile på køl en times tid eller til næste dag. Tag dejen ud og tril kugler på størrelse med hasselnødder. Grundet det store smørindhold i dejen bliver den nemt blød når den først kommer i varme hænder, så den er nem at arbejde med. Er den stenhård direkte fra køleskabet (min var ikke) så lad den lige ligge et kvarters tid eller to. Men den skal altså være kold når den trilles.
Læg de små fede bæster på en bageplade dækket med bagepapir og bag dem 10-12 minutter ved 180 grader. De er færdige når de har fået brune fødder, men selve småkagerne er sådan rimeligt blege, så lad være med at vente på at de bliver gyldne. Lad bagepapiret med småkagerne glide over på en bagerist og sigt et godt lag flormelis over. Lad dem køle helt af før du forsøger at flytte dem. Spis dem alle samme dag eller gem dem et par uger i en småkagedåse.




Mmm de ser lækre ud
Skal der virkelig kun 50 g sukker i? Det lyder af meget lidt.
50 gram er korrektimus.