Æblekanelmuffins



Rockstar muffins

For et par uger siden var jeg i Kvickly – ikke den lokale Kvickly, men den der ligger et par busstop væk. Et ganske overlagt valg, for den anden Kvickly har Sally Soft i deres bland-selv-slik. Jeg var småsyg og uendelig baldret efter en aften i byen; villig til at rejse til verdens ende for blød lakridsskumfidus med den helt rigtige smag og tekstur. Ergo slæbte jeg mit elendige skrog ind i en bus og op til Farvestofhimlen.

Udover blødt lakridsskum havde de cox orange æbler. “Fyld posen for 20 kr”. Jeg elsker cox orange, så jeg tog en pose og begyndte at fylde æbler i. Og fylde æbler i. Og fylde æbler i… det var en kraftedeme en stor pose, viste det sig. Måtte bære den i min favn. En favnfuld cox orange. Kan det blive bedre? I think not. Og så navnet. Prøv at sige det på engelsk. I love cox.

Og så havde jeg alle de der æbler. Og jeg spiser ikke rigtig rå æbler. Marsvinene fik et par stykker, men der måtte være bedre måder at bruge dem på end at kaste dem for svin. Tærte? Tjek. Kringle? Tjek. Æblegris? Tjek. Hvad mere? Æblekanelmuffins, selvfølgelig! Det er også lidt julet. Det er til min gru gået op for mig at det er 1. december lige om lidt, og jeg har ikke fået pyntet op til jul endnu! Det er det der skide liv, der er kommet i vejen. Igen. Men idag, idag gør jeg det. I dag er det 1. søndag i advent, noget man jo skulle synes BURDE have været starten på middelalderens adventsfaste. Men nej, de kristne havde en eller anden fyrre-dages fetish, så den fyrre dage lange adventsfaste startede allerede 11. november (ved ikke hvad de lavede de sidste 4 dage før 1. juledag… ). Og der har vi så grunden til Mortensaftens ædegildet. Sjovt som frås og faste historisk set er knyttet så tæt sammen.  Så husk det, folkens, hvis I vil være middelalderautentiske, så hedder det nul kød før 1. juledag. Kun fisk og sæsonbestemte lokale råvarer. Kom så, spis din kåltorsk lavet på klipfisk og løg! Ingen kartofler, det er ikke autentisk. Heller ingen chokolade… …

Ved nærmere eftertanke dropper jeg nok den der middelalderautentiske julemåned.

På den anden side siger visse kilder at man kun fastede 3 dage om ugen.

Men er det ikke også 3 dage for meget?

Nu har jeg forvirret mig selv. Lad os haste videre til mine æblekanelmuffins, der gerne må spises i fasten. De er saftige, ikke for søde, og perfekte til at putte i maven. Muffinformene er fra Culpitt, der laver nogle vildt seje forme af tykt, kraftigt papir, der holder farven, selvom man bager.

Æblekanelmuffins
12 stk

75 gram blødt smør
125 gram sukker
125 gram mel
2 store æg
½ dl kærnemælk
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
2 store syrlige æbler
1 spsk stødt kanel
1 nip fint salt

Æblerne skrælles og skæres i små tern (ca på størrelse med en terning) og lægges i en skål. Kanelen drysses over og æblerne vendes grundigt rundt til de alle er dækket af kanel. Sæt skålen til side.

Smør og sukker piskes til det tigger om nåde. Æggene deles i blommer og hvider, blommerne piskes i smørsukkeret, en ad gangen, og der piskes længe til dejen er lys og fluffy. Mel, bagepulver, natron og salt sigtes sammen og røres i dejen á to gange, skiftevis med kærnemælken. Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen sammen med de små nuttede æblestykker. Dejen fordeles i muffinformene.

Bag kræene 20-25 minutter ved 175 grader, til muffinsnenerne er gyldne på toppen og dufter af kage. Spis når de er kølet af, eller luk dem ind i en pose og æd dem dagen efter.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 Comments

  • Fantastisk! Elsker æbler, kanel og kage!! Muffinsformene, har du et indkøbslink?

  • Der er ikke noget bedre end Sally Soft! Eller Cox Orange… Tror faktisk der er en engelsk for fatter ved navn “Tracey Cox”. Eller Michael Fox. Eller… NÅ, et sidespring! Eller sidespor. (Må man godt tage pis på julen og sige “sidespring” istedet for “sidespor”, selvom man mener det sidste?!)
    Er også selv helt skudt i cox orange æbler, min farmors gamle æbletræ er desværre ikke noget jeg kan få mine klamme grabber på mere, men det står stadig lysende som et lysbeklædtjuletræ med elpærer i min hukommelse.

    Tror jeg vil lave noget med stjerneanis og æbler i denne uge… Hvis jeg kan få det til at passe til det oksedyr jeg har i fryseren. :P

  • Uhh de lyder gode de muffins. Men hvad blev der af æggehviderne – står de bare og venter på at nogen skal få lyst til at bage kokosmakroner, eller skulle de have været i muffins’ene ?

  • Uuups, godt du er mere vågen end jeg, Belinda. Har puttet dem ind i opskriften.

    Dottie, sidespring er vist meget passende!

    Livsmod, jeg køber dem i UK http://www.design-a-cake.co.uk

Comments closed for this article.