Æbleskiver med saltet karamelsauce og bagte kanelæbler



Æbleskiver - åh onde dagslys! Du forsvinder så tidligt og gør det så svært

Tak for jeres feedback på mit Vi-bliver-alligevel-aldrig-voksne-indlæg. Det er alligevel meget rart at høre at det ikke kun er mig. Og det er virkelig mærkeligt at føle sig fake-voksen og samtidig så uendeligt gammel.

Jeg er ved at blive gammel (selvom jeg kun er 30 og stadig ikke voksen). Men gammel. Seriøst, jeg fandt endnu et gråt hår, og jeg tror der sidder antydningen af en rynke mellem øjnene. Min mor påstår altid at det var os børn, der gjorde hende tidligt gråhåret, men jeg har ingen børn. Har sågar været frivillig single de sidste 5 år. Burde jeg ikke ligne en 19årig så? Og hvad gør jeg nu? Skal jeg til at æde grøn thepulver og alger, ligesom hende den kernesunde dame der blev teenager på 10 uger? Skal jeg slå mig på raw food (mere tartar og carpaccio!)? Eller skal jeg kaste håndklædet i ringen og sige at så må I kraftedeme kalde mig Bedstemor Sif? Det sidste lyder tiltalende. Når man er gammel så er det der skønhedsløb ligesom kørt. Så er det tilladt at gå uden makeup og bage kringle hver eftermiddag. Så er man den Søde Mormor istedet for den Usunde Dame Der Burde Spise Mere Salat.

På den anden side er det jo ikke mig, der går skidemeget op i om andre synes jeg gør tingene forkert, så måske jeg bare skal omfavne min panderynke og sige det er politikernes skyld. De får alligevel skylden for så meget andet. En rynke fra eller til gør næppe det store udslag.

På den vis er det jo meget passende at blogge denne lille bombe. Æbleskiver med saltet karamelsauce. De. Er. Så. Gode. At. Jeg. Åd. Hele. Portionen. På. 28. Æbleskiver. Selv. Og ja, jeg havde ondt i maven bagefter. Godtnok er jeg en hardcore æbleskivespiser, men 28 stk var for meget, selv for mig. Du gør nok klogt i at invitere et par gæster over.

Karamelsaucen er egentlig en hvid chokoladeganache. Lader du den stå et døgns tid sætter den sig og bliver smørbar. Så kan den smøres på muffins og kage og den kan sågar også fyldes i støbte chokolader. Men frisklavet er det en lækker, tyktflydende sauce. Den køler hurtigt af, som ganache nu engang gør, så du kan lave den en times tid eller to før den skal bruges. Husk at opbevare den ved stuetemperatur, den kan godt tåle et par dage på et køligt køkkenbord. Hvis den altså holder så længe…

De syrlige æbler er den perfekte kontrast til den søde karamelsauce. For en gangs skyld vil jeg ikke anbefale Belle de Boskoop, da de bliver splattede når de bliver varme, og så er de også liiiige syrlige nok. Men butikkerne bugner lige nu af gode danske cox orange, mit personlige favoritspiseæble. Det er perfekt. Brug det mens det er der! Og har du din egen favoritæbleskiveopskrift, så bruger du naturligvis bare den.

Æbleskiver med saltet karamelsauce og bagte kanelæbler
4 personer

Æbleskiver:
125 gram mel
1 tsk natron
1 tsk sukker
1 nip fint salt
½ tsk kardemomme
3 æg, delt i blommer og hvider
Reven skal af 1 citron
1,5 dl Kærnemælk

Sigt mel, natron, kardemomme, salt og sukker sammen i en skål. Riv citronenskallen over. Lav en fordybning og hæld æggeblommerne i sammen med 1 dl kærnemælk. Rør det hele godt sammen med et piskeris til det er en glat masse – men lad være med at voldpiske det. Det skal bare røres sammen. Rør resten af kærnemælken i og lad dejen hvile en halv time, tildækket på køkkenbordet. I mellemtiden kan du jo passende gøre æblerne klar, så de kan gå i ovnen så snart den sidste pandefuld æbleskiver er klar til bagning (se opskrift længere nede).

Pisk æggehviderne til stift skum, og vend dem forsigtigt i dejen med en grydeske. Varm æbleskivepanden op så den er godt varm og fordel en stor tskfuld smør i hullerne. Altså én teske smør til alle 7 huller. Ikke en skefuld i hvert hul. Put en spsk dej i hver hul og vend dem med en strikkepind når de er stivnet i siderne og brune på undersiden – kan tjekkes ved at lirke strikkepinden ind mellem æbleskive og pande og lige tjekke en af dem. Æbleskiverne er færdig på få minutter – stik en strikkepind ind i den største, for at tjekke om den er bagt igennem. Der skal være lidt modstand. Det kræver lidt øvelse at vide præcis hvordan en gennembagt æbleskive føles, men efter noget øvelse burde du kunne mærke det alene ved at løfte den. Gennembagte æbleskiver er nemlig lettere end dem, der ikke er gennembagt. Hvis du prøver at lægge mærke til det, så lærer du det hurtigt. Til de efterfølgende æbleskiver behøves hullerne kun en lille dut smør. Bag alle æbleskiverne og server dem med nam nam:

Saltet karamelsauce med hvid chokolade:
50 gram sukker
1 spsk vand
1,5 dl piskefløde
125 gram hvid chokolade, hakket
50 gram meget blødt smør
1 tsk flagesalt, f.eks Maldon eller Guerande

Bland vand og sukker i en lille gryde og rør det rundt så sukkeret bliver vådt. Sæt på jævnt blus (trin 4 ud af 6 på mit komfur plejer at være passende) og lad det koge til det bliver gylden og får store bobler – det tager nogle minutter. Hæld så den varme fløde i, og pas på, det sprutter op, så gør det ad to omgange. Rør rundt i blandingen og lade den koge et minuts tid mere til en jævn blanding. Hæld den gennem en sigte over chokoladen. Rør forsigtigt rundt med en stor ske i midten af skålen. Du vil se den smeltede chokolade og karamelfløden emulgere og blive tyk. Rør rundt til at chokoladen er smeltet og saucen er ensartet. Rør til sidst det bløde smør i. Lad blandingen stå til den skal bruges.

Bagte kanel æbler:
½ æble pr person skæres i tynde både og lægges i et smurt ildfast fad. Drys med et tyndt lag sukker og stødt kanel. Bag æblerne ved 225 grader til de er møre – ca 10 minutter. Server dem varme til æbleskiverne.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

9 Comments

  • For hulen hvor mit mundvand gik i selvsving her :D

  • ÆV. Nu er JEG sulten. :-) ~~~

  • Mmmmm – hvor lyder det lækkert :-D Det skal bestemt afprøves :-D

  • Kære Sif
    Hvor lyder det lækkert. Jeg lavede også æbleskiver her til aften, og jeg tænkte på at lave nogle fyldt med karamelliserede æbler på et tidspunkt – bare for at lege lidt med forskellige variationer. Den omgang du har lavet lyder også vildt lækker. Lige et bageteknisk spørgsmål – har det nogen betydning, hvis man voldpisker dejen? Jeg så en opskrift, hvor dejen laves i blender.
    Kh Nadia
    Ps. Manglede dagslys er … irriterende. Har du købt studielamper?

  • Christina i NZ 22.11.2011 - 09:40am

    Nu sidder jeg bare og savler helt vildt. Og det der med at blive gammel, det skal bare gøres med ynde :-)

  • Nadia, jo mere man voldtager dejen, jo sejere bliver æbleskiverne efter sigende. Glutenudvikling und such. Men det er vist noget, der er delte meninger om – jeg må få lavet en test en dag og se hvor meget forskel der er.

  • God idé. Jeg venter spændt på svar, og vil selv undgå at voldpiske alt for meget :) Tak for svar.

  • planen er at lave en portion her til søndag, hvor jeg på trods af alle ods, er kommet i besiddelse af en æbleskivepande, hernede i Gypten …. men jeg har et spørgsmål til karamelsovsen … hvornår skal det der salt i?

    (og hvorfor skal man sigte den over chokoladen?)

  • Mette Lindgaard 11.12.2011 - 02:47am

    Wow, det lyder himmelsk!

Comments closed for this article.