19
Nov
Det der voksen
Da jeg var barn, var jeg sikker på at de voksne var sådan nogen kloge nogen, der altid vidste hvad man skulle gøre. Voksen var en tilstand. Man blev voksen og fornuftig. Tadaa.
Nu er jeg 30 og jeg føler stadig lidt at jeg går her og faker det der “voksen”. Og det der fornuftige, vidende noget, det som jeg stadig kan se i alle andre voksne menneskers opførsel – ja jeg lader altså bare som om og håber på at ingen opdager det.
Men gør alle det? Er det kun mig, der ikke har styr på en skid? Eller er det en myte? Sker det aldrig at man rent faktisk bliver Voksen?
Er det bare noget man leger – resten af livet?
(okay, okay – jeg ER blevet mere fornuftig end da jeg var 15 og 25 og gudskelov for det…)
Comments closed for this article.
16 Comments
Ja Sif, det. bare noget vi leger..
Nu har jeg været heldig at vokse op med fjollede, barnlige forældre, så min illusion om voksenhed er ikke så fasttømret.
Hvordan tror du forresten man har det, når man har taget en lang uddannelse og fået et job og alle nu tror, at man kan noget?? Jeg går rundt med følelsen af snart at blive afsløret…
*ChokoladeStine
Åh ja… følelsen af at blive afsløret, I has it. En dag opdager alle at jeg slet ikke kan noget – det er bare rent held. Hver gang!
Det er noget pis, siger jeg bare… Hvor længe mon vi kan fake os igennem??
Mjah. Nu kender du jo mig. Det er alt, jeg har at sige.
Vi kommer alle til at LIGNE voksne. Tror det er det eneste der er garanteret
Er ikk sikker på at jeg har lyst til at være rigtig voksen, for det minder mig mest om stilstand
Hmmm, jeg troede, at når jeg fik en uddannelse, så ville jeg blive voksen, så var det en til uddannelse, så var det barn der skulle til, troede jeg. Nu har jeg en PhD, 3 børn og har holdt 40 års fødselsdag, men jeg føler mig altså stadig ikke videre voksen eller ansvarlig.
Men på trods af, hvad jeg føler, så opfører jeg mig nok forholdsvis voksent og ansvarligt, hvis jeg tænker mig om. Mine børn får mad hver dag, og rent tøj, du banker en chokoladestand sammen på ikke ret lang tid, bager kager til deadlines, skriver dine bøger og blog osv.. Egentlig tror jeg tit vi undervurderer os selv, og det vi gør, rigtig meget. Vi kan mere, og gør mere, end vi egentlig tror og husker på i den travle hverdag. Af og til gør det godt at lytte til andres ros og tænke ‘jo, jeg gjorde det, JEG gjorde det, og jeg gjorde det godt’. Jeg øver mig, hver dag, men det er stadig (meget) svært at være voksen.
Ja, de fleste af os, om ikke alle leger bare udadtil at vi er voksne – håber jeg da :$
Midt i 30erne og stadig føler jeg mig som barnenumsen når man er ude og alle er så voksne, kloge, sjove osv… på den “rigtige” måde…
Ufff… men på den anden side er det nok fint nok at vi ikke er så alvidende, voksne og seriøse.
At være voksen er ikke at have styr på alt.
Man er voksen, når man indser at INGEN har styr på alt.
Well… min mor er 61 og siger, at indeni er hun ikke en dag over 25…
Jeg er 41 og føler mig ikke en dag over 17… tja bum.
Jeps kender følelsen! Føler mig mere erfaren, men ikke mere voksen, end da jeg var 18… Og føler jeg faker mig gennem forældremøder, bankmøder og alle de der pligtting man burde vide når man har hus/børn/job og er 36…
Jeg er netop rundet 29 og har altid tænkt, at “Når jeg bliver gammel…. ” (dvs., 30 år, tak Gnags), så ved jeg hvad jeg vil og jeg har styr på mit shit.
Jeg er derfor nødt til at punktere en KÆMPEstor hemmelighed: Jeg har ikke styr på en skid. Jeg er (stadig) – efter 3 år – arbejdsløs humanist, jeg har ikke fundet drømmejobbet og bare fordi man har fundet prinsen, skider den retarderede hvide hest altså stadig hestepærer ud, når den går på gaden… Og nogen skal samle den op. Måske en P-vagt, der hedder Bent, som er i aktivering af kommunen og bor ude i Nordvest med sin gamle hund og en tante med storhedsvanvid. Life is a crazy piece of shit.
Hvis jeg skal definere det at være voksen – så er det de folk, der til firmaets julefrokost opfører sig utrolig åndssvagt og snøvlende og tror de er UNGE igen, fordi de danser og kaster sig rundt imellem de andre gæster til plagiatbandet på scenens trælse underholdning og kl. halv to om natten findes snøvlende og krammende et af de kunstige juletræer, fordi de troede det var kontorchefen/den blonde sekretær med den stramme nederdel de havde fat i.
Jeg bliver fyrre næste år, så jeg burde vel egentlig være voksen. Det er jeg i og for sig også, med tanke på det med at betale regninger og være ansvarlig for at ungerne vokser op som forholdsvise selvstændige individer. Men derudover… helt, helt inde bag absolut alle facader – ja, da er jeg vist ikke ret gammel. Men jeg tvivler stærkt på, at jeg er den eneste som har det på den måde.
Dybest set er vi alle som en små, usikre unger inde bag det her “fornuftige og voksne” ansigt og væremåde. Vi er alle usikre på mange forskellige ting, og bryder os faktisk om hvad andre mener, – jo, vi gør.
Der vil altid være noget som vi ikke har en skid forstand på, men igen “En kan ikke alt, men alle kan noget” – og Sif er knaldhamrende sej til det der med konditorkager, madlavning, bogudgivelser og det at give det hele et tilsnit af herlig, syrligt dryppende sarkasme.
Lille hemmelighed…?
Når jeg er til forældremøder på mine ungers skoler, kan jeg sidde og tænke at moderen lige overfor mig godt nok ser gammel ud; for så bagefter finde af at vedkommende faktisk er YNGRE end mig!
Der ryger hele mit virkelighedsbillede vedr. min egen alder, både den udvendige og den indvendige.
det er fake det hele, tror jeg. og så også det som Christina i NZ siger
er mere end 40 og uddannet jurist … så bliver man nok ikke mere voksen i andres øjne … men igen; det sete afhænger af øjnene der ser og jeg venter stadig på at finde ud af hvad jeg skal lave når jeg bliver voksen …
38 år.. og jeg faker også stadig totalt det der med at virke voksen og som om man har styr på det hele…. ….med varierende held, er jeg bange for.. egentligt rart at høre at der også er andre derude, der bare går og venter på at blive afsløret