Awesommeste weekend ever

Ja det var min weekend. Awesommest, altså. Også ret opslidende, men det er sjovt som de to ting næsten altid går hånd i hånd. Yay, en uges ferie i Paris. Yrrrrk en uge med daglange traveture i Paris. Yay, en hyggelig fest. Yrrrk indkøbopvaskrengøringmadlavning. Yay en kæmpe kage. Yrrrrk mavepine.

I forstår hvad jeg mener.

Denne weekend var det bogfest + Julens Chokolade. Og nej, det var ikke skidesmart at de lå samme weekend, men til mit forsvar skal det siges at jeg allerede havde inviteret til bogfest da jeg fik mulighed for at få en stand på Julens Chokolade, og stædig som jeg er, besluttede jeg at aflysning ikke var en mulighed. Jeg skulle da bare planlægge mig ud af det!

Det viste sig hurtigt at man ikke kan planlægge sig ud af to ting: Det faktum at døgnet har 24 timer og det faktum at GLS generelt er inkompetente. Begge dele var skyld i en uge med et minimum af søvn, et maksimum af stress, et lynkursus i benhård prioritering samt et stærk øget forbrug af farverige bandeord såsom “røvherpes” (da ovnen gik ud midt i småkagebagning), “asstard” (da det stod klart at min længe ventede lyserøde kokkejakke i ville nå frem i tide) og “DETERKRAFTHELVEDEBARELØGNJEGSKALBRUGEDENPAKKENU” (da jeg opdagede at GLS havde besluttet sig for at min adresse ikke eksisterede og var igang med at returnere min pakke til Holland – uden iøvrigt at kontakte mig først. Hvornår er det lige at man lærer at fravælge webshops, der bruger dem til udbringning?).

Det lykkedes mig dog at få bundet en fin sløjfeknude på det hele til sidst ved at aflyse konceptet “søvn”, og således er jeg svært godt tilfreds med mig selv i dag. Der er selvfølgelig tusind milliarder ting jeg vil gøre anderledes næste gang jeg skulle kaste mig ud i konceptet “messe”, men på den anden side skal man jo starte et sted. Og det gjorde jeg. Og jeg så at det var godt.

I dag er jeg selvfølgelig en anelse træt, men ikke mere end at jeg kylede Nightwish i CD afspilleren og brugte morgenen på at hoppe rundt i stuen og brøle:

“IT IS – THE END OF ALL HOPE!
TO LOSE THE CHILD – THE FAITH!
TO END – ALL THE INNOCENCE!
TO BE – SOMEONE LIKE ME!”

hvilket muligvis er den awesommeste sang, der nogensinde er skrevet. Go Nightwish! Måtte dog lige sætte mig ned og tage en puster efter to  vers. Katten insisterede mijawende på at blive lukket ud i haven. Jeg tror hun syntes jeg var pinlig. Digtede en version af sangen specielt til hende: “It is -  the end of my cat! To lose – the food, the bed! To end – the bellyrubbing!  To live with someone like me!”

Bogfesten var selvfølgelig en lille fejringsting af Vinterkage. Jeg havde inviteret 10 uskyldige mennesker til kage og ingen sprut med meget klare instrukser om at festen sluttede ved midnat. Ikke fordi jeg ville blive forvandlet til et græskar ved de tolv sagnomspundne slag, men fordi jeg skulle op kl 5 næste dag og, well, søvn er bare generelt rart at  have, ligesom konceptet “tømmermænd” ville være en elendig ide.

Som sædvanlig var sprut overflødigt (omend altid rart…) da Kagedåserne samledes. De få gæster, der ikke var Kagedåser, stod ikke tilbage for at deltage i løjerne. Jeg har af og til været lidt nervøs for om vi var for stor en mundfuld for andre, men det viser sig at de fleste er glade for at være i et selskab hvor de kan smide hæmningerne og bare være sig selv.

Jeg fik også rare gaver, og må jeg hermed lige benytte lejligheden til at sige JEG ELSKER GAVER! Fuck det med at være voksen og så “er det jo ligemeget med de gaver”. Guhelvede er det ej. Jeg elsker gaver. Især de personlige gaver. Jeg bliver så glad når jeg får en gave, der viser at vedkommende kender mig og har overvejet hvad jeg ville synes om. Det tror jeg aldrig jeg bliver for voksen til. Måske er det fordi jeg ikke har børn, men jeg tror i virkeligheden at de fleste har det sådan – de vil bare ikke indrømme det, fordi det af en eller anden årsag er blevet udråbt til at være barnlig grådighed. Well fuck det, siger jeg bare. Man kan også blive FOR voksen.

Gaver som vi kan lide dem

StineStregen gav mig en ramme med den tegning, hun tegnede af  hendes første kagebesøg herude, og som jeg fik lov at bruge i Vinterkage. Er den ikke fin? Jeg har givet den ærepladsen ved siden af TV’et. Jeg fik også en awesome hjemmesyet brødpose af Anne – se de lyserøde gingham tern! Jeg ELSKER lyserød gingham. Og jeg elsker brød. Ren win. Chokoladestine gav mig en fabuløs hvedepude til mikroen, der iøvrigt var gode ved mine ømme fødder efter chokolademessen. Tuberkulose-Tine stak mig de yndigste glaskugler (åh julepynt), der straks fik ærespladserne som pynt i helblondekopperne.
Klidmosterdamen gav mig en fin lille dug og så stak hun mig en seddel hvorpå der stod skrevet to hellige ord: “Põltsama Kuldne”. Det er en estisk æblevin, de serverer på Restaurant Miró, og den er så  god at jeg ville sælge din mors lever for en flaske. Heldigvis kan denne seddel ombyttes til et stykke alkoholisk æblehimmel, så din mors lever er i sikkerhed. For nu.
Ene hane i kurven var Tom, der var ansvarlig for at pushe mig en stand til Julens Chokolade, og han havde et eksemplar af Bo Fribergs “The Advanced Pastry Chef” liggende, som han ikke brugte (????), og det fik jeg. Oh hell yeah! Så skal I bare se løjer på bloggen. Den bog er fuld af awesomehedskage.

Men inden denne blogpost bliver alt for lang, vil jeg runde af med nogle billeder fra Julens Chokolade. Det var en fed dag, omend jeg lagde ud med alverdens mindreværdskomplekser over min lillebitte bod, som jeg ene kvinde havde banket sammen på kun 14 dage. Men mine showkager med julestjerner i sukker fik masser af god opmærksomhed, og jeg snakkede med flere bloglæsere, der godt turde møde mig IRL. Jeg er god til at snakke om kage, men virkelig dårlig til at sælge, så det havde jeg bedt Klidmoster om at stå for. Hun klarede opgaven med bravour, og da vi endelig kunne pakke biksen sammen havde jeg udsolgt af min chokoladekage.

Hest! Hest! Hest!

Men jeg fik også mødt nogle andre chokolademennesker, og især Chokoladefabrikken fangede min opmærksomhed da de satte denne hest op. Jeg var fluks ovre og spørge om jeg ikke lige måtte tage nogle billeder af den.

farver!

De havde også de smukkeste chokoladefrøer i fine farver – naturlige farver, I might add. Jeg spiste en grøn. Den var med pistacie og solen skinnede lidt ekstra. De gule er appelsin. Jeg fik lov at komme ind på standen og tage billederne helt tæt på, istedet for gennem montreglasset.

Jeg glemte at spørge om den store chokoladefrø også kostede en ti'er.

Og som I kan se, er jeg ikke den eneste, der sætter pris på spas og løjer i arbejdstiden!

Jeg havde stand mellem Friis-Holm og A Xoco, hvilket jeg takkede mine lykkestjerner for. Især den del hvor der flød smagsprøver over i mine grådige hænder. Mamse! Jeg vil gerne skrive meget mere om Julens Chokolade, men det må blive i en anden blogpost, for ellers bliver indlægget her 3 kilometer langt. Jeg venter også på nogle billeder fra Klidmoster + andre, af mine kager og min stand. Dum som jeg var  fik jeg slet ikke taget nogle ordentlige billeder selv.

Til gengæld fik jeg tonsvis af lækker chokolade med hjem. Jeg må sige jeg er blevet svært bidt af konceptet chokolade efter jeg opdagede hvor meget nørdethed der ligger bag. Så nu skal jeg lære alt hvad jeg kan, for Sifoladen gør intet halvt. Da jeg opdrættede marsvin havde jeg hollændere, fordi de er den sværeste race. Inden for kageverden slog jeg mig på Lambeth fordi det er den sværeste teknik. Men hvad er chokoladeverdens holændermarsvin? Det må jeg se at finde ud af. Og blive den bedste til.

Skal nok holde jer opdateret!