Aftenkaffekage aka chokoladekage med kokos og give away

Aftenkaffekage
Det hænder at jeg bliver alvorligt bekymret for mit eget mentale helbred. Ja faktisk sker det oftere end man umiddelbart skulle tro, men det er især på taler-med-katten-fronten at alarmklokkerne af og til bimler og bamler i en sådan grad at arbejdsmiljøstyrelsen kommer løbende og tildeler mig verdens allersureste smiley fordi larmen på arbejdspladsen overstiger det tilladte niveau med cirka 7000 decibel.
De fleste, der har dyr, vil nok indrømme at de taler med dem i et eller andet omfang. Men nogen af os scorer lige nummeret højere på sindssygeskalaen, og det var her jeg befandt mig for 10 minutter siden, da jeg fandt katten siddende ude i køkkenet. Med halen svøbt om forpoterne og store, bedende øjne. “Piiiv”, sagde hun, og så var det at jeg tabte hjernen og kastede mig ud i følgende monolog, altsammen med den værste klynkende babystemme du kan forestille dig:
Nåå er du helt alene, lille mis? Hva? ER DU HELT ALENØØØØØØ nåååååååååå ER DU HELT ALENØØØØØØØØØØØ hvor ER DET SØØØØØØND FOR DIIIIIIIIIIIG lille missekattemussenuserpullermuller, har du slet ingen VENNEEEEER NÅÅÅÅÅÅ MORS BABYMUSSEPUSSEPIGEBAMSELEJSEMULLENULLE kom heeeeeer og bliv kløet bag øreeet jaaaaaaaaaaaaaaaaa NÅÅÅÅÅRH MORS LILLE BAMSØØLAMSØØMAMSØØDAMSØØØØØ….
og det var så ca. her at katten fik nok og skred. Så kunne jeg stå der med al min omsorg og ligne en idiot. Utaknemmelige kræ, hun har nok glemt hvem der fodrer hende. Men I ved jo hvad man siger om profeter og hjemlandet, så jeg lod mig ikke slå ud af det. Mest fordi jeg havde chokoladekage.
Der er visse opskrifter jeg evig og altid arbejder på at perfektere. En af den er æbleskiver. En anden er chokoladekage. I går nåede jeg et gennembrud indenfor chokoladekagegenren. Jeg har døjet meget med at kagen blev lidt for tør og fik hård skorpe og en mærkelig bismag, jeg ikke helt kunne identificere. Og det er mærkeligt, for jeg har bagt de samme chokoladekager jeg altid har bagt og elsket, men lige pludselig smagte de bare ikke godt i min mund længere. Efter megen banden og svovlen og prøvebagning, gik det op for idioten her, at det jo nok var kakaopulveret, der var problemet. Kakaopulver er rart og dejligt, men det har den ulempe, at det ikke suger væske skidegodt, hvilket enhver, der har prøvet at piske kakaopulver ud i kold mælk vil nikke genkendende til. Og når det ikke vil binde væske, ja så vil det uværgeligt tørre kagen ud, og det skal man kompensere for. Samtidig giver for meget kakaopulver en bitter smag, så jeg vendte min chokoladekageopskrift på hovedet. Jeg erstattede det meste af kakaopulveret med chokolade, så der var dobbelt så meget chokolade som før. Så skar jeg lidt ned på smørret for at kompensere for den øgede fedtmængde. Tilsatte en anelse ekstra mel. Og vupti. Lækker, saftig kage, blød skorpe, kort bagetid og masser af chokoladekage i maven.
Chokoladekage er selvfølgelig aldrig bedre end den chokolade man pøser i. Så brug en mørk chokolade, du kan lide. Der er stor, stor forskel på de forskellige mærker. Jeg har tidligere brugt Änglamärks 70%, men på et eller andet tidspunkt begyndte den at smage enormt syrligt og ødelagde en stor plade brownies, og siden har jeg knurret ondt hver gang jeg gik forbi den i supermarkedet. Syre er godt – bare se på Valrhonas Manjari – men det skulle gerne være en balanceret syre. Min favorit allround chokolade er Callebaut Select, en mørk choko på 53,8%. De fås i Metro, men husk at kigge på pakken. Der er flere slags mørk Callebaut chokolade, og nogen af dem er meget bitre og stærke og liiiige i overkanten, mens andre er milde og bløde. Jeg købte engang den, der hedder Strong og måtte smide en hel portion fyldte chokolader ud, fordi de blev så bitre. Der var gråd og tænders gnidsel…
Anyway, nok ævl, det var mest for at pointere at mørk chokolade ikke bare er mørk chokolade, så lad være med at falde for fine indpakninger og guldtryk. Det skal smage godt, ikke bare være dyrt. Og smag er personlig – bare fordi “alle” elsker Valrhona, så er det ok hvis du synes et andet mærke er bedre. Man skal aldrig være mærkevareslave – heller ikke på det gastronomiske plan (jeg kan godt lide Valrhona, btw, og modtager det gerne i værtindegave. Siger det bare!).
Inden jeg kaster opskriften i grams, vil jeg lige lave en hurtig give away. Min nyeste bog, Vinterkage, er netop hjemslæbt fra trykkemanden og sendt ud. Det skal fejres med en lille give away, som du kan deltage i. Hurra! Hvis du allerede har købt bogen, kan du stadig være med – hvis du vinder, så refunderer jeg ganske enkelt din betaling. Tadaa! Eller sender dig en ny bog, hvis du gerne vil have en ekstra, selvklart.
For at deltage, skal du skrive en smækker kommentar i kommentarfeltet nedenunder, hvor du fortæller mig, hvad du gerne vil se mere af på bloggen. Jeg kan ikke love at jeg vil bruge det, men jeg vil gemme alle kommentarer og læse dem igennem når jeg mangler inspiration. Sidste frist er i morgen, tirsdag, ved midnat.
Og nu, uden mere tjams, opskriften. Fordi jeg selv synes jeg er ekstremt morsom, har jeg forfattet en udgave af opskriften, som den måske ville se ud hvis den stod i en middelalderkogebog. Vi ser lige bort fra at kager i den forstand ikke rigtig sådan fandtes dengang, at man hverken havde bagepulver, natron eller chokolade… eller kakao. Den rigtige opskrift er nedenunder.
Chokoladekage, middelalderkogebogsversionen:
Tag godt smør, som to æg, og vask det godt og tag dertil fint sukker, en halv kopfuld, og tag salt mellem to fingre og læg det i et kar og pisk det og hæld derpå chokolade, en håndfuld, en ske med kakao, og kogende vand at dække det og rør det med mel, en kopfuld og kærnemælk så det bliver som creme. Bag det midt i ovnen.
Chokoladekage, nutidsversion
75 gram smør
125 gram sukker
1/4 tsk fint salt
2 æg
100 gram mørk chokolade
1 spsk kakaopulver
½ dl kogende vand
100 gram hvedemel
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
½ dl kærnemælk
Alle ingredienser skal have stuetemperatur. Og jeg mener det! Gør det. Ellers får du bank. En kagedej er essentielt set en emulsion, ligesom mayonnaise, og den kan skille og så får du en tør og smuldrende kage. Er alle ingredienser samme temperatur, så bliver det nemmere at røre den godeste kagedej i verden.
Start med at tænde ovnen på 175 grader. Snup dig en bageform – 20 cm/diameter – og smør den med lidt blødt smør. Læg en cirkel af bagepapir i bunden af formen og drys så mel i. Drej formen rundt så melet dækker siderne og bank det overskydende ud af formen igen.
Hak chokolade groft og put den i en skål. Hæld det kogende vand over. Lad det stå et par minutter og rør så rundt til al chokoladen er smeltet. Rør kærnemælken i og sæt det til side.
Tag smørret og put det i en skål. Put også sukkeret i skålen. Og saltet. Pisk det til det er lyst og luftigt, helst så længe at sukkeret er opløst, men hvis man er superdoven, så kan mindre også gøre det. Måske.
Tag et æg, slå det ud og pisk det i dejen. Pisk til dejen bliver stiv. Slå et æg mere i. Pisk igen til dejen bliver stiv. Sigt mel, bagepulver og natron sammen og rør halvdelen i dejen sammen med chokolade-kærnemælksblandingen. Du kan bruge håndmikseren hvis du pisker på lav hastighed og kun pisker i kort tid. Rør resten af melet i dejen og fyld dejen i formen.
Bages 30 minutter midt i ovnen. Lad kagen køle HELT af på en rist. Imens kan du lave chokoladeglasuren:
Smørbar ganache:
100 gram mørk chokolade
100 gram smør
Hak chokoladen groft og put det i en skål sammen med smørret, der er skåret i skiver. Smelt chokolade og smør sammen, enten over vandbad eller ved at give det 15-30 sekunder i mikroen på middel effekt. Rør rundt med et lille piskeris (RØRE! Ikke piske) til chokoladen og smørret er smeltet og ganachen er glat. Lad den køle af til smørbar konsistens, ca 45 minutter. Det passer som regel med at kagen er blevet helt kold.
Smør ganachen på kagen og drys med kokosmel. Spis! Rester opbevares tildækket ved stuetemperatur i op til 2 dage – aldrig i køleskabet! Det gør kagen tør og kedelig. Ganachen bliver ikke dårlig.
75 Comments
Generelt bare mere mere mere …. jeg kan squ da ikke vælge. Alt du laver er jo lækkert. Men med fare for at lyde som en super kedelig duskedreng, så ville hjemmebagte rugbrød i forskellige versioner faktisk være et hit – her vil jeg gerne blive meget dygtigere og få mere føling med varene Arne ….
Jeg ELSKER dine bøger og har købt de 3 andre, og lige nu er jeg bare ludfattig og det er den eneste grund til jeg ikke har bestilt din nye endnu, og det gør ONDT at den ikke er under hovedpuden. Indtil videre vil jeg bage den her chokoladekage – synd den er så lille!!!!!! Så måske også STØRRE kager…..ha ha
Jeg må tilslutte mig det der bliver skrevet meget langt oppe i kommentarerne, nemlig noget meget SU-venligt mad, eventuelt også noget mad/kage-værk, der ikke kræver de helt vilde redskaber, da os på SU også tit har små køkkener, med små midler
Keep up the good work!
Jeg vil rigtig gerne se mere til heste! Jeg er en rigtig heste-pige og synes simpelthen det kunne være så lækkert med lidt flere hestebøffer på bloggen.
Eller… øh.. nej, så bare fyldte chokolader tak – dem er du så dygtig til og jeg er helt misundelig! God julegave ide iøvrigt!
LÆKKER LÆKKER kage Sif.. er næsten ked af at den bog er slut, har du så slet ingen opskrifter du skal have afprøvet til konditer-søndage.. Hvaaaa..snøøøøøft..host..
Vi vil da bare gerne se mere af dig Sif.. dejligt med et godt grin en gang i mellem… og så er jeg altså nød til at vinde den bog bare så du ved det!
Den bog VIL jeg bare vinde (altså som i: “vil rigtig gerne og bare det var mig der vandt” – ikke som i: “VIL, eller jeg sender mit tæskehold”, vel?) Hvis jeg sku sige EN ting jeg gerne ville se mere af – så er det DIG – synes det er dybt mærkeligt ikke at vide hvordan en ikke-lutspillende Sif-anarkist ser ud – men det er nok bare mig der er sådan lidt visuel i det. Ellers bare mere af alt det som er dig: humor (kæft jeg griner hver gang jeg læser dine indlæg), professionel stolthed og KAGE, KAGE, KAGE! KH Lisbeth
Flere overvejelser omkring god chokolade! Jeg elsker når der går nørderi i opskrifterne
Katten! Jeg ææælsker katten. Min egen er desværre død
Snøft. Og flere af dine lettere militante og helt velfunderede holdninger til fabriksmad!
SUPPE! – Noget der rigtig kan dræbe en ond gang forkølelse og ondt i halsen *host host*.
Men ellers kage, masser og masser af kage! Det hjælper nemlig også på en øm hals..!
Her op mod jul kunne jeg godt tænke mig at se noget med gavepotentiale.
Altså ting med en rimelig holdbarhed, som ikke skal opbevares på køl, som man kan pakke pænt ind, og give til sin far, som ellers har alt.
Ellers synes jeg også at dine anmeldelser af industriprodukter er rigtig sjove. Skal helt klart have købt noget bær’næse (eller det var ikke det der var pointen med anmeldelsen….? …ok, så lader jeg vær).
Og ting med pæn glasur. Hvordan gør du? -nogle aktionpics engang imellem ville være rart.
Orv, jeg har ganske vist allerede forudbestilt bogen, men en give-away siger man da ikke nej til ;o)
Jeg har et ønske om flere grønne retter (det behøver ikke være kedelig mad, men kunne f.eks. iklædes et tema; eksempelvis indisk mad). Derudover ville jeg elske, hvis du gjorde endnu mere i brødbagningens fine kunst (og gerne med ursorter fra Aurion
).
Men ellers gør du det jo bare fantastisk!
Mere mad-nørderi, mere baggrund for de processer der ligger bag, f.eks. din ide med at lade gæren boltre sig helt alene i vandet et kvarters tid er jo enkel set i bakspejlet, men beskrivelsen, og baggrunden er netop det der gør at din blog gang på gang er skyld i åbenbaringer her på adressen
- og så selvfølgelig med Sifsk’ fis og ballade indover..
Veganerkatten!!! Vi ser alt for lidt til det milde kræ! En dag med et nyt billede af Gnaskepot er en dejlig dag!
Nå ja, og så lidt gris måske… elsker mad med svinekød
Tillykke med den nye bog, for dælen da!
Lambeth – metode, manden bag, dine egne kager og hvad du ellers kan finde på.
Det kunne også være spændende med noget mere om kirker, katedraler osv. Jeg ved meget lidt om emnet men syntes det er rigtig spændende.
Og ellers er jeg mere end tilfreds med alt hvad du kan præstere. Alle dine indlæg er skønne og læse lige meget hvad de handler om.
Bogen er forudbestilt og jeg GLÆÆÆÆDEEEER mig som et lille barn.
Allerhelst ville jeg gerne se mere middelaldermad a la Sif, det er et super spændende emne og du kan om nogen gøre det levende (og oversætte opskrifterne til læseligt sprog). Det ville også være rart at se flere af dine Lambeth kreationer, kendte absolut intet til teknikken før jeg faldt over din blog og den er da temmelig lækker!
Og chokolade….livet er ligesom bedre med chokolade indenbords ikke…
Hehe… *HOST HOST*. Lige pt savner jeg faktisk intet… Er det en anelse for federøvs-agtigt? Nårh hmm…. Men altså, jeg ønsker mig flere konditor søndage i året, og flere billeder af klidmoster med ærte-bælge i næsen. – ups, det var vist hendes blog.
Lige nu finder jeg din kombi med middelaldermad, kage, kirke og kat – plus bernasise, krydderet med sort humor perkekt nok til jeg læser det hver gang…
Jo jeg vil gerne vinde bogen! Vælg mig, vælg mig! Den magler her på hylden, og så lover ´jeg at få bag noget mere…
Jeg ville have sagt mere humor, men det går ikke, for underboen klager sådan over larmen, når jeg falder ned fra stolen af grin.
Så ville jeg sige flere kageopskrifter, men det går heller ikke, for jeg er allerede blevet så godt i stand, at selv mine sødeste veninder påpeger det.
Til sidst tænkte jeg, at det eneste, jeg kunne bede om, var billeder i din nye kogebog, men det er der jo allerede, og det eneste der mangler, er sådan set bare dén på min (alt for tomme) hylde med kogebøger…
Nåja, nogle skildringer af samtaler med/monolog rettet mod en sagesløs kat er altid kærkomne, da jeg så føler mig en anelse mindre sær. Tak.
Den kage er bare for god…. lavede den til aftenkaffen MUMS.
Kunne da godt tænke mig at se noget mere af dit Lambeth (er vildt imponeret) og brød, som der også bages en del af her i huset.
Har en nabo som lykkedes at fejle alt hvad hun skal bage i en ovn, som ville nyde godt af en dose sifsk hjælp.
Jeg elsker din blog og bliver meget inspireret af dine opskrifter, jeg kunne godt tænke mig lidt mere med grøntsager som tilbehør, da det er der jeg selv mangler lidt inspiration.
Uh, dén bog vil jeg gerne vinde (og ellers ønsker jeg mig den til jul, omend det er lidt sent).
Altså, jeg vil jo bare gerne have mere af det hele på din blog: mere tisse-i-bukserne humor, mere middelaldermad, flere kager og alt det andet. Er det for stort et krav?
Jeg synes at det kunne være fedt med nogle billeder af dine køkkenredskaber. Der må skulle bruges et par ting eller 31 til at lave så rigt dekorerede kager. Og jeg synes på ingen måde du skal lave billigere eller mindre komplicerede ting – jeg bruger netop din blog til den der seje opskrift man laver en gang om måneden.
Faktisk er jeg også lidt vild med de indlæg der kun er på to linjer – de er altid ret sjove og finurlige. Man forventer et “rigtigt” indlæg, men i stedet får man et grin.
Jeg synes virkelig at forsiden til bogen er pæn og jeg håber sådan på sne igen i december (ja, jeg er ligeglad med trafikale problemer – bortset fra Bornholm, den søde ø kunne godt slippe)
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at læse noget mere omkring dien rejser og de anbefalinger, der følger med. Du er vel enig? Hvis det betyder, at du kommer oftere afsted til fjerne himmelstrøg
Der må kunne findes en løsning med noget sponsering….
Og ellers alt, der kommer i nærheden af det franske køkken hilser jeg velkomment!
Kage……., f.eks. flotte lagkager med spændende fyld. Det vil jeg gerne se.
)
Og så håååååber jeg at jeg bliver den heldige
Jeg ved næsten ikke… Mere middalaldermad. Og flere lambeth-kager. Selv om man selv er en klovn til finmotorik kan man jo godt drømme om at kunne lave dem.
Og tak for bloggen:-)
Jeg kan godt lide din lettere sarkastiske tone i indlæggene – blandet med opskrifter på søde kager. Det er sgu meget rart, når det hele ikke bliver så sødt. Så mere af det, tak.
Ville elske at eje din nye bog
Har tænkt at nogle flere opskrifter på det bageren nok betegner som “tørkager” ku være dejligt. Og her tænker jeg på en helt bestemt slags – nemlig “kartoffelkage”. Den med noget lys bund, en slags mørk creme, marcipanovertræk og kakaodrys.
Kh Tine