Græskartærte



Græskartærte

Græskartærte (billede taget af Klidmoster.dk)

Der er en rar bloglæser, der nu TO gange har mailet mig efter opskriften på græskartærte fra min første bagebog. Og TO gange har jeg forgæves ledt efter mailen, når jeg har sat mig ned og ville svare. Jeg sværger, det er ikke med vilje. Normalt sender jeg hjertens gerne en opskrift til folk. Men så tænkte jeg at jeg ville være smart og poste den her istedet. Så kan alle da få noget glæde af den!

Eller grine af den og håne den. Frit valg.

GRÆSKARTÆRTE

Sød tærtedej
Nok til en 24 cm tærte

Ingredienser:
Mørdej:
250 gram mel
50 gram sukker
150 gram koldt smør
1 æg
1-2 spsk. isvand

Når man laver mørdej er det vigtigt at alle ingredienser er kolde. Man kan med fordel sætte melet i køleskabet et par timer. Det skal dog ikke opbevares der permanent, da køleskabet er for fugtigt til mel. Dejen skal samles hurtigt og æltes minimalt. For meget æltning aktiverer glutenstrengene. Dvs. at dejen bliver sej og ikke så sprød som man kunne ønske sig. Den bliver også sværere at rulle ud.

Man starter med at skære det iskolde smør i små firkanter. Så blander man det med mel og sukker i en stor skål, stikker fingrene i og begynder at smuldre smørret med fingrene. Man smuldrer løs indtil blandingen ligner groft sand. Så tilsætter man æg og 1 spsk. isvand og samler dejen lynhurtigt med to-tre hurtige æltetag.

Dejen skal ikke være glat og smidig og der må gerne være små hele stykker smør stadig. Er den meget tør, så tilsæt 1 spsk. vand mere. Tryk dejen flad og pak den godt ind i en lufttæt beholder. Lad den hvile i køleskabet 30 minutter. Hviletiden giver dejen mulighed for at blive kold og lader glutenen slappe af så den er let at rulle ud.

Når dejen skal rulles ud tager man den naturligvis ud af køleskabet. Ellers kan det godt blive en kende svært. Drys bordet let med mel. Jeg gør det at jeg tager dejklumpen og gnider bordet. Den let fedtede overflade gør det lettere at sprede melet i en tyndt, jævnt lag.
Rul dejen ud med en stor kagerulle. Undgå at mase, trykke eller strække dejen. Bare rul og rul. Dejen flækker ofte i kanten, fordi kanten ikke rulles så hurtigt ud som midten. Det er ikke noget at bekymre sig over. Den samler sig som regel igen mens du ruller.
Når dejen er ca 3 mm tyk løfter du den op i tærteformen (rul den evt. om kagerullen, drys med lidt mel først) og trykker den fast. Lad være med at strække dejen. Skær kanten af, dæk tærten godt til og sæt den 30 min i køleskabet. Nu er den klar til brug.

Tærtebunden kan også fryses op til 3 mdr.

Græskarfyld:
1 græskar på ca. 1 kg (eller en butternut squash, de vejer ca 500 gram)
2 æg
1 spsk. kanel
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. kardemomme
½ tsk. allehånde
½ tsk. muskatnød
Korn fra ½ stang vanille
175 gram lys Muscovadosukker
200 gram flødeost naturel (ikke light!) eller piskefløde

Skær græskaret over på midten og skrab alle kernerne ud. Smør et ildfast fad og læg de to halvdele i fadet med snitfladen nedad. Bag græskarret ved 175 ° C til det er helt mørt, ca. 1,5-2 timer afhængig af størrelse og sort. Lad de to halvdele køle af og skrab så al indmaden ud med en ske. Pas på ikke at få noget skal med, den bliver meget blød under bagning. Put indmaden i en skål og giv det en tur med en stavblender – eller put det i en rigtig blender og giv det en køretur. Og så tilbage i skålen med det.

Der er græskarmos nok til 2 tærter. Del mosen i to lige store portioner á ca 4-500 gram (afhængig af hvor meget du fik ud af græskarret) og frys den anden portion ned til senere brug. Mosen kan også bruges til suppe, risotto, småkager eller i kagedej (f.eks. i stedet for banan i en banankage).
Rør Muscovadosukker og krydderier i mosen, husk at smage til. Pisk æg og flødeost kortvarigt til det er ensartet og rør det i græskarmosen. Hæld fyldet i tærtebunden. Bag tærten ved 175 ° C ca. en time. Fyldet skal være stivnet, men stadig blævre en anelse i midten. Tærten vil sætte sig yderligere, når den køler af. Spises lunken eller kold med flødeskum eller creme fraiche.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

7 Comments

  • Jeg tørrer øjne over, at der er næsten 14 dage til din bog kommer og bruger ventetiden på at bage den her i stedet :-D

  • Mange tak :) jeg havde faktisk planlagt at bruge aftenen på at finde en god opskrift på sådan en her, men dig stoler jeg så meget på at jeg trygt antager at din opskrift er god :)

    hvor høj er din tærte ca, når bagetiden er en time? jeg skal lave desserttapas, og dvs det bliver flere småtærter i ovnen, som ikke er særligt høje eller med særligt meget fyld. bare for at have en ide om hvornår jeg skal begynde at kigge ind i ovnen :)

  • Nøj altså, hvor ser det godt ud!
    Jeg tror da sørensme at der skal laves lidt græskarmad i weekenden. Perfekt timing!

  • Har du flere tips til at flytte mørdej? Den har det med at gå i stykker for mig, også selvom jeg forsigtigt ruller den over kagerullen, og så bliver det ikke nær så pænt.

  • Dejligt I kan lide den!

    Jasmin, du kan rulle dejen ud mellem to stykker bagepapir – husk at drysse med mel og løsne bagepapiret ofte. Så vipper du bare dejen ned i formen og piller bagepapiret af. Skidesmart.

    Tårnet, mine tærteforme er sådan nogle almindelige nogen – 3-4 cm høje, tror jeg. Hold øje med fyldet og tag tærterne ud når det er stivnet.

  • TAK! Fru Sif! Du er jo rar! I virkeligheden! Troede ellers at du bare sad og gnækkede ondt og tænkte at hun må sgu da undvære at bage græskartærte, når nu hun roder så meget. Den bli’r afprøvet i weekenden, den lyder jo både nem og lækker – så bli’r det faktisk ikke bedre. :)

    Jeg modtog din nye vinter bagebog i går, men du havde glemt at signere den. Bad ellers om en absurd Sifsk julehilsen, men ak – det må blive i din næste bagebog. Men hvor er det en lækker bog, og jeg kan faktisk godt li’ billederne, også fraklippene. ;)

Comments closed for this article.