Archive for September, 2011

Jeg besøgte Saint-Sulpice og det var ikke en gotisk kirke

Jeg er kommet hjem. Der skete bare det at jeg fik en ordentlig gang halsbetændelse med i tasken. Det var en totalt dårlig souvenir, og ikke særligt fordrende for bloglysten. Ville hellere have haft en ekstra pakke macarons fra Ladurée. Så nu ligger jeg under dynen og så tænkte jeg at jeg kunne blogge lidt mere Paris.

Bedste. Ferie. Ever. I løbet af den foregående uge opnåede jeg for første gang at leve 100% i nuet. Jeg må med skam indrømme at jeg fuldstændig glemte livet derhjemme. Savnede ingen, tænkte knap nok på Danmark (ja mor, jeg savnede selvfølgelig dig hvert eneste minut). Mit hoved var så fuld af oplevelser, Versailles, middelalder, gotisk byggekunst, awesome kage og Livet at jeg fuldstændig glemte hvem jeg var og hvad jeg hed. Savnede ikke engang nogen at tale med. Det var så fedt at jeg slet ikke kan beskrive det.

Det var selvfølgelig en udfordring at rejse så langt væk helt alene. Det var også meningen. Mine enerejser er først og fremmest oplevelses- og inspirationsrejser. Minder for livet med hjem i kufferten, nye ideer med hjem til biksen. Men der er bare ikke noget som at være mutters alene i et fremmed land, der får luget grundigt ud i diverse småneuroser og kan-ikke-tanker. Jeg brød virkelig mange grænser på den tur, for jeg havde ikke rigtig noget valg. Og blev så rigeligt belønnet. Seriøst, hvor fedt er det ikke at man kan hele sindet mens man vandrer gennem Solkongens gemakker, eller mens man sidder i Notre Dame, eller heck, mens man spiser macarons på bænken foran Saint-Sulpice? Ok, det er måske kun fedt hvis det er noget man brænder for. Havde næppe opnået samme resultater i Amsterdam, f.eks (ikke et ondt ord om Amsterdam, men når man brænder for fransk gotisk arkitektur, fransk konditorkunst og fransk middelalder/renæssance så er det nu engang nemmest at blive euforisk i, well, Frankrig).

Sidste dag i Paris blev lidt af en Dan Brown ekskursion, og så var det ikke en gang med vilje. Dagens plan var at tage på Louvre og så til Saint-Germain-des-Prés for at købe kage hos både Pierre Hermé og Ladurée. Hvad jeg ikke vidste var at Saint-Sulpice ligger lige ved siden af Pierre Hermés butik. Jeg gik ned ad rue Bonaparte og talte husnumre, så jeg ikke ville vade direkte forbi butikken. Pierre Hermé ligger i nr 72. Jeg talte 64… 68… 70… 74… hov! Hvad fanden? Hvor er den? Jeg drejede rundt om mig selv, men kunne ikke se den. Til gengæld kunne jeg se en meget stor kirke, der lå på en meget stor plads med et meget stort springvand foran. Saint-Sulpice. Det kunne jeg ikke modstå. Jeg gik indenfor.

Saint-Sulpice

Når man er i  Saint-Sulpice, så er det supervigtigt at man ikke nævner Dan Brown til personalet… de har set deres del af turister, der banker på gulvet omkring basilisken for at finde hulrummet. Og den der rosenlinje, det er ikke Parismeridianen. Den ligger slet ikke der. Linjen i Saint-Sulpice er en metode til at måle påskens nøjagtige tidspunkt. Dan Brown er ikke altid lige faktuel i sine bøger. Han flytter både bygninger og breddegrader for at få det til at passe  ind i historierne. Og i Saint-Sulpice er de tilsyneladende ret trætte af at blive udlagt som rotterede for en hemmelig orden, der modarbejder alt de står for. Forstå det hvem der kan. Og Da Vinci-filmholdet fik selvfølgelig også afslag på at filme i Saint-Sulpice, så i filmen er det en digital kirke. Det sagt, så er jeg vild med Dan Brown, så det var nu meget nysseligt at se kirken live (måske jeg skulle tage til Rom næste gang? Engle og Dæmoner er trods alt min Dan Brown favorit).

Men ak, Saint-Sulpice er en barokkirke, og endda en meget kysk en af slagsen, så der var ikke så meget at se på. Jeg hvilede mine fødder, tog lidt billeder, lagde €5 i kollekten (gør jeg altid når jeg besøger kirker udelukkende for at objektificere dem, satser på at det giver plus på karmakontoen), og smuttede ud på gaden for at finde Pierre Hermé. Og der lå den, lige foran snotten af mig, jeg var trasket lige forbi uden overhovedet at se den. Goddammit, sæt nogle skilte op. Men jeg gik derind og betalte €6.70 for en Tarte Vanille Infiniment. Og hvilken kage. Oh my freaking god. Alle. Pengene. Værd.

Tart Vanille fra Pierre Hermé og macarons (hindbær og lakrids) fra Ladurée

Det var 35 grader i Saint-Germain-des-Prés og først skulle jeg lige forbi Ladurée. Da jeg endelig nåede hjem havde kagen stuetemperatur, og holy fuck hvor det bare fik vaniljen til at stråle i alle sine bløde og krydrede og kraftige nuancer. En sprød bund af sød tærtedej (sablée) med tårnhøjt fyld af den bedste vaniljefromage jeg nogensinde har smagt. Så vidt jeg kunne forstå så bruger de flere forskellige slags vanilje for at få forskellige nuancer frem. Det er første gang jeg har smagt en konditorkage, der i den grad bragte glædestårer frem i øjnene. Åh det er skønt at opleve ægte håndværk på konditorfronten. Det sker bare alt for sjældent. Ladurées macarons var også fine, men de smagte som dem jeg selv bager, så der var knap så meget åbenbaring over dem. Til gengæld var butikken fantastisk og ekspedienten indbegrebet af god service.

I det hele taget forstår jeg ikke hvorfor franskmænd har sådan et dårligt ry. Paris er da nok det sted jeg har været mest imponeret over folks venlighed, høflighed og villighed til at hjælpe, selvom de måske ikke engang taler engelsk. Det gælder både personalet på museer, fremmede mennesker i metroen og salgspersonale. I loves it.

Louvre var awesome, og Naturhistorisk Museum var awesome… men det må blive en anden blog, for jeg tror sgu jeg har fået den berygtede manfluenza. Rart nok at sygdomme ikke kønsdiskriminerer, alligevel.