Restaurant Miró og verdens bedste æblevin

Før jeg mødte Klidmoster havde jeg aldrig brugt det der med at gå ud og spise. Der har aldrig været penge til det før i tiden, så restaurantbesøg havde været begrænset til et par stykker i London, Moskva og Tallinn (det var derfor der aldrig var penge til det – jeg ville hellere ud at rejse). Og hvis man lige ser bort fra Olde Hansa (som jeg var så vild med at jeg tog hele vejen tilbage til Estland for at holde fødselsdag der), og selvfølgelig bistroen, så har det aldrig været noget jeg har brudt mig synderligt om.

Klidmoster, til gengæld, er stor fan af konceptet “restaurant” og vi har efterhånden spist på bistroen en hel del gange. Men nu var det tid til at prøve noget nyt og anderledes, endda lidt fancy-pancy. Så i anledning af at bloggen havde fødselsdag (man kan godt fejre den slags to gange), tog vi på restaurant Miró igår. Jeg har fået den voldanbefalet fra flere sider, inklusive Klidmosters, så med åbent sind og tom mave drog jeg ind til byen til en 18.30 reservering.

Vi fik et bord allerbagest i restauranten, hvor vi diskret kunne sidde og være enormt pinlige. Jeg havde for en gangs skyld taget mit gode kamera med, så det var fint at sidde et sted hvor man ikke vakte opsigt når man bippede og klikkede med det. Hvis nogen laver et lydløst spejlrefleks, så sig lige til, ikke?

Miró har én menu med 6 retter og dertilhørende vin. Man kan vælge mellem 3 retter (389 kr) og op til 6 retter (598) og vinmenuen koster det samme. Egentlig skulle jeg ikke have vin, for jeg hader virkelig at have det dårligt dagen efter, men under præsentationen sagde manden pludselig “og så har vi en æblevin fra Estland…” og så var jeg nødt til det. For jeg savner Tallinn rigtig meget. Heldigvis kunne man få en halv vinmenu, hvilket begrænsede skaderne en hel del.

Før jeg fortsætter vil jeg gerne lige sige at jeg er meget… gammeldags og konservativ. Jeg foretrækker rustik mad, der ligner mad, og af samme årsag vil du næppe nogensinde se mig spise på steder som Noma (medmindre DU inviterer). Men maden på Miró smagte afsindigt godt (pånær desserten, mere om det senere), så selvom jeg ganske givet vil brokke mig lidt over “moderne pjat”, så er det bare mig der er forstokket. Bestil bord idag!

En bette haps

Vi gik alle the way og bestilte hele menuen. Første nummer var en bette happer. En sprød maltcrouton (vistnok et fancy ord for ristet rugbrød) med fjordrejer, estragonmayo og karse. Den lille happer blev serveret på en meget stor skiferplade, hvor den ærlig talt så lidt ensom ud. Så jeg åd den. Og den smagte godt. Estragonmayoen passede overraskende godt til fjordrejerne. Måske en kombi man skulle prøve hjemme?

Skaldyrsroulade med Peters urter og blomster

Efter den humane aflivning af fjordrejerne, gik vi videre til en skaldyrsroulade. På menukortet stod der “skaldyrsroulade med Peters urter og blomster, hertil sprødt.”

Jeg ved ikke hvem Peter er, men han skal fandme holde sin urtehave ude af min mad. Da jeg havde fjernet det meste af Interflorabuketten dukkede der et lille stykke hummerhale op. Åh fryd! Perfekt hummerhale. Under halen var der citroncreme, krydderurtemayo og rygeostcreme. Selve rouladen var lavet af… altså af skaldyr, ikke. Der var fjordrejer i, og lidt hummer. Med andre ord, jeg kan ikke huske mere end det, men det smagte fantastisk sammen med de tre slags creme. En skønsommeligt afbalanceret ret.

Vinen til haps og Interflorabuketten var 2007 Riesling Wechselberg fra Østrig. Den rislede, som en Riesling skal gøre det, lige ned i min hals. Haps!

Bagt pighvar med tomatiseret salt, panisse, aromatiske tomater, sellericreme og beurre blanc

Ret nummer to var pighvar med dims. Den lå på en gul seng af en ret så awesome beurre blanc med purløg. NAM! De små dutter af sellericreme var også gode i sig selv, men passede ikke så godt sammen med fisken (jeg er sart). Panisse er lavet af kikærtemel og stegt, lidt som polenta, og de små firkanter smagte vældig nysseligt med lidt beurre blanc på toppen og et stykke fisk på maven. Tomaterne var søde og bløde. Og jeg spiste det og jeg så at det var godt.

Vinen var en 2007 Wandin Valley – Chardonay reserve. Den smagte af vin (jeg er så sofistikeret). Vi fik lov at smage den i to forskellige glas, et rigtig og et forkert. Noget med om man havde flad tunge eller spids tunge og hvilke dele af tunge vinen ramte… det var mega awesome, jeg elsker sådan noget nørdet teori. Mere af den slags på restauranterne!

Stegt foie gras med Mirós æbleflæsk, rugbrød og karse

Næste ret var foie gras, og egentlig var det en ret, vi havde besluttet at springe over. Jeg kan normalt ikke lide foie gras. Men det var altså her at den estiske æblevin hørte til, så jeg sagde ok, hit med’et. Først måtte jeg lige fjerne den der store bunke skum, der lå ovenpå og irriterede min æstetiske sans. Det smagte ikke af noget så hvad det skulle ligge der for, ved jeg ikke. Med skummet af vejen kunne jeg stikke gaflen i min foie gras og hallo, det smagte jo godt! Af and og lever og brunet overflade. Jeg er hermed omvendt. På et tidspunkt kunne jeg have svoret at leveren dansede hen over tallerkenen mens den sang Dirty baaaabe, you see these shackles, baby I’m your slaaaave. Skulle nok ikke have drukket så meget vin… helt klart aftenens bedste ret!

Og  vinen… åh, vinen. DEN VAR SÅ GOD! Hold kæft den var god. Den hed Põltsama Kuldne og den smagte af efterår og skovbund og æbler og englesang og juleaften og sex med Ben Barnes. Jeg aede glasset så lidenskabeligt at kokken hældte ekstra op til mig. Jeg stjal også halvdelen af Klidmosters glas. Desværre glemte jeg at købe en flaske med hjem, så jeg er nok nødt til at svinge forbi på et tidspunkt og hamstre lidt.

Rosastegt, krogmodnet irsk okse serveret med kalvehalepoletter, Peters majs, stegte svampe, friske hasselnødder og trøffelglace

Og så var det tid til ko på tallerkenen. Muuuuh! Og i to udgaver: En fin rondel af irsk oksedyr og en kalvehalepolet. Er kalvehalepolet ikke bare det sejeste ord du nogensinde har hørt? Meget sjovere end vaskepolet. Og en velsmagende en af slagsen var det også. Selve den irske okse var formet i den der cylinderform som kokke lige pt er meget glade for at proppe al mad i. Jeg ved ikke hvorfor, men mode eksisterer vel også indenfor kokkeverden. Men det var en god okse,  var det. Egentlig kan jeg ikke ret godt lide oksekød (kun sovsen det laver!), men når man skovlede lidt stegte svampe på gaflen samtidig, blev det hele forvandlet til en lille oksehimmel i munden. Meget imponerende!

Peter havde heldigvis ladet urtehaven blive hjemme denne gang og nøjedes med at levere en imponerende lækker babymajs. Når man bed i den faldt de små sprøde kerner af inde i munden. Det var ret fantastisk.

Vinen var en 2007 Kuyen fra Chile, og det var en rødvin. Jeg smagte på den, men rødvin er for mig noget der hører til i en sovs. Så Klidmoster fik min rødvin og jeg fortsatte med at slikke på æblevinen fra forrige ret.

Vi var ved at nærme os menuens sidste numre. Det var tid til ost. At spise ost med Klidmoster altid en morsom oplevelse. Mest hendes ansigtsudtryk. Jeg fik desværre ikke skrevet ned hvilke oste det var, men jeg bad om “Den Onde Tallerken”, og der var faktisk kun én ost jeg ikke kunne få ned. Det var den lille rødkit nederst til venstre. Den var stærk på den der måde, hvor den bogstaveligt talt bider igen og man får små blister på tungen.
Den lille skål i midten gemte på de mest vidunderlige syltede tørrede frugter, og selve siruppen var helt fantastisk at dyppe ostene i. Åh det var godt. Så godt. Øverst til venstre ligger en Stilton, og den var jeg især glad for, ligesom det flydende nummer nederst til højre også forsvandt på mystisk vis.
Klidmoster havde bedt om en tøsetallerken (uden blåskimmel), og hun smagte på det meste. Dygtig pige! Jeg skal nok få hende lært at spise blåskimmel en dag.

Vinen var en 2003 LBV portvin fra Burmester, Portugal, en ruby portvin så hut jeg visker. Jeg tror ikke jeg drak noget af den. Jeg havde stadig lidt æblevin. Klidmoster adopterede den. Hun blev ret bedugget.

Pærer - hindbær - karamel - hasselnød - rødvin

Allersidste punkt på menukortet var desserten. Den bestod af en pæresorbet lagt ovenpå noget hasselnøddeknas, saltet karamel med en pære, en pæremousse rullet i malt, en lille kage på nelliker og rødvin med flødeskum (chantilly?) og hindbær på toppen.

Jeg vil gerne starte med at sige at jeg er Dessertsnob ud over det sædvanlige. Jeg er hende, der har smidt La Glace lagkage og fyldte Valrhonachokolader i skraldespanden fordi det smagte af pap. Jeg har to gange i mit liv oplevet at en dessert blæste mig bagover, og den ene gang var i Paris hos en verdensberømt konditor. Den anden var en creme bruleé lavet af en kokkelev, så det er altså ikke fordi det skal være fancy, snarere tværtimod – det skal bare være godt! Med andre ord, jeg er svær at imponere og har meget høje krav. Og den her dessert skuffede desværre fælt.

Pæresorbeten var dog sublim. Helt perfekt, sød uden at være vammel, med en god smag af pære. Jeg kunne have spist mere og så lidt mere af den. Men så gik det ellers kraftigt ned ad bakke. Pæremoussen var sat så hårdt at det var som at skære i en Danbo, og den smagte af absolut intet. Hvordan kan man servere 5 perfekte retter og så smide sådan en gang knald på bordet til dessert? Den lille kage var udmærket, men mærkeligt malplaceret, og pæren med karamel var kedelig. Jeg var så skuffet. Havde vi droppet desserten, var vi gået derfra på en lille lyserød sky efter en perfekt aften. Men jeg kogte på vej hjem over at det altid er den gode dessert, jeg skal snydes for. Grr!
Det skal dog siges at Klidmoster  har spist der flere gange før, og sagde at det plejer at være meget bedre, så det var forhåbentlig bare en enkelt svipser.

Vinen var til gengæld fecking awesome. En 2008 Muskat Ottonel fra Østrig, der var så sød og sprød og fin at jeg gav den et diskret blowjob. Åh mand.

Så hvis vi lige lader som om at desserten ikke fandtes, så var det en brilliant aften. Jeg plejer at sige at god betjening er det bedste krydderi, og der fik vi fuld valuta for pengene. Kokken tegnede og fortalte med slet skjult entusiasme,, og jeg tror at hvis vi havde puffet bare lidt, så havde han kastet sig ud i lange taler om vinen. Det burde vi måske have gjort, for det var ret spændende, men så havde vi nok aldrig fået spist færdigt.

Miró får 5 sorte faner ud af 6 mulige, med lovning på den sidste fane hvis desserten er bedre næste gang. For der bliver helt klart en næste gang. Håber de beholder den der æblevin på kortet lidt endnu…