Lagkage med syltede pærer og ahornsirupsfromage

Lagkage med syltede pærer og ahornsirupsfromage (billedet er taget af klidmoster.dk)
Nå, det er alligevel ikke meget man har fået blogget siden man kom hjem fra Paris. Først lå man brak nogle dage og pev noget så ynkeligt – det mente jeg ikke helt var blogmateriale – og bagefter lavede jeg en kage til Pernille Kagedåse. Jeg er stadig forkølet, men absolut i stand til at lave noget, så nu er jeg på vej til Sjælland for at afholde et kursus. Det bliver så godt, hvis de ikke hører efter kan jeg true med at hoste på dem.
Men jeg savner Paris. The Homecoming Blues har for alvor sat ind, men heldigvis har jeg bogen at gå op i, eftersom der er 3 uger til deadline, så er jeg nødt til at køre på for fuld knald. Det er min yndlingsskrivefase, tæt på deadline. Tror faktisk det er der jeg skriver det meste.
Desværre betyder det at jeg kommer til at forsømme bloggen lidt, så det vil jeg nu råde bod på ved at blogge en af kagerne fra sidste konditordag. Selom den var til bogen, så får I den nu, for så gavmild er jeg sgu. Jow jow. Og mens I bager kage, så vil jeg sidde her i toget og drømme mig tilbage til Versailles. Og Notre Dame. Bare rolig, Paris. Jeg kommer snart igen.
LAGKAGE MED POCHERET PÆRE OG AHORNSIRUPSFROMAGE
Du skal bruge:
1 portion kakaobunde
Ahornsirupsfromage
100 gram ahornsirup
100 gram alm sukker
2 dl vand
3 æggeblommer
3 æggehvider
6 blade husblas
2,5 dl fløde
Husblasen lægges i blød i rigelig koldt vand.
Ahornsirup og sukker blandes med vand i en lille gryde og det hele bringes i kog. Lad det småkoge i 7 minutter til en sirup og tag så gryden af varmen. Lad den stå 5 minutter og dampe af. Tag husblasen op af vandet og smelt den i den varme sirup. Hæld siruppen i en lille skål og lad den køle af til stuetemperatur.
I en skål piskes æggeblommerne og 1 af hviderne lyse og luftige. Pisk siruppen i og pisk det hele godt igennem. Pisk både æggehvider og fløde til stift skum og vend forsigtigt i æggesnapsen. Vupti, fromagen er klar til brug.
Pocherede pærer
8 store modne pærer, gerne Clara Friis eller anden velsmagende pære
1 kg sukker
½ liter vand
1 stang vanilje
100 gram frisk ingefær
Start med at skrælle pærerne. Er du rigtig god, kan du fjerne kernehuset ved at stikke skrællekniven op i måsen på pæren og vride rundt. Har du 5 tommelfingre kan du skære pærerne over og fjerne kernehuset med en ske. I sidste ende gør det ingen forskel, for pærerne skal alligevel halveres før de kommes i kagen, men jeg synes det er nemmest at pochere hele pærer med en stilk at holde i.
Skær ingefær i tykke skiver og flæk vaniljestangen. Hæld vandet i en stor gryde (3-4 liter) og rør sukkeret i. Smid vaniljestang og ingefær i og bring indholdet i kog. Lad det koge et par minutter og skru så ned til en simren – hvis lagen bulderkoger, koger du pærerne i stykker. Læg 4 pærer i lagen og pocher dem til de har fået det syltede ”gennemsigtige” look og ikke gør modstand når du stikker en gaffel i. Ca 15-20 minutter. Vend pærerne et par gange. Fisk dem op med en hulske og læg dem i en skål. Lad dem køle helt af, og så er de klar til brug. Skal pærerne gemmes en dag eller to, så lad lagen koge 10 minutter ekstra når den sidste pærer er fisket op, og hæld den varme lage over pærerne i skålen. Lad det køle af, dæk skålen til og sæt den i køleskabet.
Kagen samles i form. Pærerne skæres over og tråden fra stilken fjernes. Dup pærerne tørre med køkkenrulle og læg dem på bundene før de overhældes med ahornsirupsfromage. Der er til 2 lag pærer. Gem en pære til pynt. Pak formen ind og sæt den i køleskabet til dagen efter. Vend lagkagen ud på et fad og smør et tyndt lag flødeskum på. Rør 50 gram smeltet chokolade sammen med 50 gram meget blødt smør, put det i en sprøjtepose eller frysepose, klip et lille hul og lad chokoladen falde i et snirkler mønster over lagkagen. Skær den sidste pære i skiver og læg dem på toppen. Spis!
5 Comments
Åh guf, den fromage har jeg bare ventet på. Den er simpelthen SÅ skøn. Tror desværre jeg bliver nødt til at kombinere den med bacon på en eller anden måde. Undskyld.
Og jeg kan oplyse til de nysgerrige;: det er 2,5 dl fløde der skal i moussen
Mmn ja den var dælme dejlig!
@Klidmoster.. Læg baconen fra dig, hold armene i vejret og bak langsomt væk fra kagen!!
Juhu, den var virkelig skøn!
Uhhhhuhuhhhh – Det ser namset ud!!! Hvor længe kan pærerne holde sig sådan? Jeg har nemlig adgang til en stak pærer…
Altså, hvor ser dine kager helt fantastiske ud! – De er jo små kunstværker i sig selv
Og så ser de også meget meget lækre ud!!!