Archive for August, 2011

Spiderman, spiderman... not living in a caravan...

I tirsdags fik jeg det frygtede brev. Det var tid. Det var nu. Nu eller aldrig.

Der skulle aflæses vand.

Fuck.

Mit rækkehus er fra byggeboomet i 70′erne. Ikke nok med at isolering var en by i Rusland (og fuld af kommunister, no less!), så var digitale målere jo ikke noget man brugte dengang. I alt fald ikke i Århus. Og sikkert heller ikke i Thyborøn. Både varme og strøm aflæses automatisk fra centralerne via nogen funky målere, der blev sat op sidste år. I vinters blev alle husene herude isoleret og fik skiftet vinduer. Vandrørene blev ved samme lejlighed udskiftet og isoleret, hvilket betød at jeg havde en flok håndværkere i min entre en hel dag midt i den ondeste novembersnestorm med -15 grader frost. Varmen slukket, hoveddøren åben og grundet katten var jeg nødt til at blive hjemme hele dagen og fuck det var koldt, men hold nu kæft hvor det hjalp. Der kommer nærmest kogende vand ud af hanen nu. Så jeg troede jeg, naiv som jeg var, at de havde udskiftet vandmåleren også. Jeg mener, de savede mine fucking rør ud og satte nye i. Det logiske havde da været at skifte måleren, ikke sandt?

Forkert!

Det famøse brev beviste at måleren sad dernede, intakt og analog. I krybekælderen under dørmåtten. Hvor intet lys kommer ind. For at komme derned skal jeg først løfte en ret stor og ret tung dørmåtte, der ved tidligere aflæsninger har formået at dratte ned over min lilletå og brække den. Når dørmåtten er slæbt til side, åbner man en stor lem ned i krybekælderen – et dybt og bredt hul. Jeg tror det er indgangen til Helvede. Det er lige stort nok til at jeg kan skvatte derned og brække både arme og ben. Hvis det her havde været et afsnit af Bones, så havde der ligget et halvråddent lig dernede, og Dr. Brennan og agent Booth var kommet på besøg i min lille hytte og vi ved alle at Booth er både lækker og single. Det havde været awesome.

Desværre er dette et afsnit af Life of Sif, helt uden Monty Python til at spice det op, så jeg tog et dyb indånding og svingede lemmen åben, klar til at skrige som en tøs hvis der sad 40 gigantiske edderkopper på den. Det gjorde der heldigvis ikke, og jeg fik aflæst min måler. Men først da jeg havde hentet en lampe. Der er nemlig ingen vinduer i entreen, og lyset når ikke helt derned. Ved at stikke hovedet helt ned i hullet fik jeg aflæst måleren, klappet lemmen i, bakset dørmåtten på plads og danset en lille sejsdans. Jeg har nemlig skåret mit vandforbrug næsten 40% ned i løbet af de sidste par år.

Men hvordan, Sif. Hvordan? Fortæl os det nu!

Sådan her:

Regnvand efterlader ingen kalkpletter på dit service!

Det hænder at jeg gør et forsøg på at opføre mig sådan… I ved, dameagtigt. Sådan lidt feminint og elegant.

Hold nu kæft! Det kan faktisk godt lade sig gøre. Seriøst. Hvis jeg bruger et par timer foran spejlet og finder det mest flatterende tøj frem, sætter håret op og putter nogle hæle på. Så kører bussen. Wroom wroom! Som regel når jeg dog at vrikke om på foden allerede før jeg når stoppestedet.
Jeg har svage ankler, ok. Det er rent gummiland dernede. Da jeg var 18 år og buffaloskoene var på mode, brugte jeg mere tid på at ligge og rode rundt på fortovet end på at stå oprejst. Arrene på mine knæ beviser det. Med tiden har jeg dog lært at tackle det elegant. Når jeg snubler så laver jeg simpelthen bare lige et let hop på højre ben (det er ALTID venstre ankel der bliver spastisk) så jeg kommer i oprejst position, et fancy spark med den venstre og så hop, spark, drej i en fancy serie af steppende dansetrin hen ad fortovet. Alle tror jeg er sådan en enmands-flash mob. Har sågar fået stående applaus og det afleder fuldstændigt opmærksomheden fra det åbne sår på knæet og de store hudafskrabninger på hænderne.

Hvis jeg når hen til bussen uden alt for stort blodtab, så er det smooth sailing derfra. Se mig, jeg er voksen og normal. Bortset fra den der oversize lyserøde blomst jeg har stukket i håret, men hvem siger også man skal være så konform. Jeg når helskindet ind til byen, tjekker at håret sidder ordentlig og at nederdelen ikke er kravlet op over røvhøjde før jeg elegant træder ud af bussen, vinker yndefuldt til Klidmoster, der venter ved stoppestedet, jeg breder armene ud og kvidrer…

“hold kæft hvor ser dine patter godt ud idag, kælling!”

Måske skal jeg bare opgive at prøve…

Der er nogen problemer med bloggen – og jeg kan ikke løse dem. Mange fortalte igår at domænet fremstår som tomt når de prøver at klikke sig ind, min statistik har ingen besøg registreret i et døgn og jeg modtager ingen mails fra bloggen overhovedet.

Jeg aner ikke hvad der er galt. Hvis det ikke virker i aften, så må jeg gå ud fra at det er en fejl i min wordpress installation og så er jeg nødt til at geninstallere.

Hvis nogen har løsningsforslag så hører jeg gerne fra jer!

“I’m sorry you feel bad about not meeting your goals.
What I would suggest is that you begin meeting your goals, in order to feel better.”
Chris Guillebeau

Af og til er Bedstevennen lavet af så meget awesome, at jeg burde putte ham på glas og sælge ham dyrt, til alle, der drømmer om at ændre deres liv. Det var ham, der introducerede mig til begrebet “flere drømme”. Jeg har hele mit liv rendt rundt med den opfattelse at man havde én drøm. Man fik kun én chance for at være sej og bryde normerne og forfølge Den Store Livsdrøm. Det viste sig så at være en stor bunke crap. Og det er jeg glad for, for ærligt talt følte jeg mig lidt sært til mode tidligere på året, da det gik op for mig at alle mine livsdrømme var opfyldt. Og det endda før jeg fyldte 30. “Find en ny drøm,” sagde Bedstevennen, “og når den er opfyldt, så find en ny. Og hvis drømmen ændrer sig, så skift kurs.”

Af og til skal man helt ned og rode i mudderet, før man finder hvad man leder efter, men derfor kan man stadig godt have krølle på halen (glad flæskesteg, Vabaõhumuuseum, Tallinn 2010)

Hop fra drøm til drøm gennem livet. Vupti. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før?
Well, en af grundene var selvfølgelig at sådan er samfundet ikke udformet. Uanset hvor meget vi benægter det, så er der en bestemt livslinje man forventes at følge: Skole – job – børn – mere job – pension. Hvis du ikke tror på mig, så bare prøv at tænk på hvor meget ramaskrig der skaber, når folk gør noget, der falder uden for normen. Folk uden børn, f.eks, kan sjældent være i fred. Folk, der foretager karriereskift midt i livet, bliver mødt med gisp og “wooow det er flot gjort!” som havde de personligt forhandlet fred på plads i Mellemøsten.

For slet ikke at tale om, når jeg fortæller folk, at jeg vil leve af at skrive. “Ej men det er jo svært. Kan man leve af det?” De har givet op på forhånd. På mine vegne! Sgu da ikke så sært man kigger på det der 9-17 job og tænker “nåja, hvad fanden. Alle andre gør det.” Man vokser op med opfattelsen af at man er fucking screwed hvis man ikke holder sig indenfor rammerne. For hvem skal besøge mig når jeg bliver gammel, jeg barnløse egoist? Men hvis børn var en garanti for at få besøg på plejehjemmet, så var Røde Kors Besøgsvenner næppe opfundet (bare rolig mor, jeg skal nok besøge dig!).

Ingen vil takke mig for at sparke mine drømme ind under gulvtæppet og følge normen. Martyrrollen er kun for middelalderhelgener og sindssyge mennesker. Den er ikke noget for mig!

Af og til er tingene skjult, selvom de er lige foran næsen af en. Jeg så først den lille kat, da jeg kiggede billederne igennem for 117. gang, 4 mdr efter (Niguliste kirik, Tallinn, 2010)

For 14 år siden blev jeg så syg, at jeg måtte opgive at leve efter normen. Selvom jeg nok kunne undvære de år, så er jeg i dag kommet så langt at jeg på en sær måde kan værdsætte dem. For de har tvunget mig til at tænke udenfor rammerne, finde nye veje og selv sætte normerne. Mit liv passer ikke ind i samfundets rammer, men det passer til mig. Og på den anden side, så passer samfundets rammer  heller ikke til mig. Det har taget mange år at anerkende, men da jeg endelig opgav ideen om hvad jeg “burde kunne lide”, fik jeg det meget bedre. Min rejse til Lübeck blev vendepunktet. Hvis jeg kan rejse alene til udlandet, noget jeg troede var umuligt, så er der ingen grænser for hvad jeg ellers kan opnå.

Vigtigst af alt er håbet og troen på at jeg kan. Og det gør hele forskellen. Nu er jeg klar til at gå fremad og opfylde den næste store drøm: At rejse fuldtids og se hver eneste lille afkrog af europæisk middelalderhistorie. Bagefter resten af verden. Måske ikke i morgen. Måske ikke næste år. Men snart. Jeg arbejder mig frem mod målet hver eneste dag, og alt bliver vejet op mod spørgsmålet “kan dette hjælpe mig videre?”

Det har aldrig skortet på negativ kritik, når jeg fortalte om mit liv og mine fremskridt. Jeg er blevet kaldt selvbedrager og den gængse reaktion på mine planer har altid været negative. Indtil planerne lykkedes – så fik piben pludselig en anden lyd.
Så det bedste råd jeg kan give, hvis du også vil forfølge dine drømme: vær selektivt døv!

Hvem er det, der er awesome og sej?
Sif Sødmæææææææælk
Hvem fikser en hypersej kage til dig?
Sif Sødmææææælk
Hvem kan bage den bedste roulade
Få folk til at tømme dåser og fade
Hvem er den bedste og sejeste bager
Ja hvem laver jordens smukkeste kager
Sif Sødmæææælk!
For hun er så sej
Og slet ikke bleg
Hun styreeeeeeeer!

(Sif Sødmælk er mit superhelte alterego. Hun kan bage 100 lagkager på en enkelt dag og fortælle dig forskellen på en basilika – midterskibet højere end sideskibet og der er klerestorievinduer – og en hallekirke – alle skibene er lige høje. Hun kan slås med katten uden at blive bidt og hun kan helt selv finde rundt i Londons metrosystem.)

Regnbue

Skal blogge om konditorsøndagen (inkl en opskrift) og om da jeg stoppede kage i gabet på den super inspirerende StineStreg (forvent snarligt storværk om middelalderkager), men først får I lige et billede af den fineste regnbue Tranbjerg havde at byde på idag.

Det er som om den siger “alting skal nok gå. Hvis du er en artig pige og spiser dine stokroser.”

Undskyld rodet… er lige ved at lege med designet. Det er ikke færdigt overhovedet… så sæt jer ikke for godt til rette, derude i sofaerne.