Den dag La Sifolade au Paris gramsede på Saint-Denis

Saint-Denis' sydvendte klerestorievinduer. Tjek de awesome stræbepiller (buerne) med dragenedløbsrør.

Jeg ved hvordan vi får flere besøgende i den danske folkekirke.

Saint-Denis' nordvendte rosenvindue.

Vi skal bare have sådan nogle kirker her.

Jeg vågnede i morges og besluttede at jeg trængte til at se på noget rigtig pænt noget fra middelalderen. Nærmere bestemt Saint-Denis. Jeg har gerne ville besøge kirken i flere år, og nu ville jeg ikke vente så meget som en enkelt dag mere!

Dem, der har læst Jordens Søjler, kender kirken – det var den Jack hjalp med at bygge i Frankrig, hvor han lærte om spidsbuer og stræbepiller og vinduer så høje at de nærmest nåede helt op til himlen. Saint-Denis betegnes som verdens første gotiske kirke, men før det lå der en noget mindre klosterkirke, hvor Suger var abbot. Og en magtfuld fætter. Han var slyngveninde med de royale og han ville gerne bygge nyt og stort. Selv skriver han, at det var superduper nødvendigt med en ny kirke fordi den gamle var alt for lille, men mon ikke også han var drevet af det samme som de fleste – ønsket om at blive husket for noget stort. Man må sige at det lykkedes. Det var dog ikke ham selv, der tegnede kirken. Der var efter sigende to bygmestere, der stod for kirken – ikke på samme tid, dog. Vi ved ikke hvem de var, men vi ved at de kunne deres kram, for kirken står her stadig. Selv en del af de farvede mosaikvinduer har overlevet. Nogle er fjernet for at blive restaureret og erstattet med kopier, men andre er der endnu.

Fine, fine sydvendte glasmosaikvinduer

At træde ind i Saint-Denis er som at få et ordentlig los i røven så man ryger helt tilbage til middelalderen. Slam! Værsgo og spis middelalder med ske. Først blev jeg lidt overvældet og måtte sætte mig ned og spise en gajol og tælle til 500 og kigge på kirken én del ad gangen. Først kiggede jeg op på de fine farvede vinduer, der stod på rad og række højt oppe og fortsatte i hele hovedskibets længde.

Grønne mosaikvinduer i nordlige sideskib

Så kiggede jeg på de smukke grønne mosaikvinduer i sideskibene som var så svære at fotografere. Og bagefter kiggede jeg på de lange rækker af blindarkader, der løb under dem, og som jeg glemte at fotografere.

Pænt stort orgel

Så gloede jeg bagud og fik øje på det enorme orgel. Var fandme nær blevet katolik på stedet.

Det nordvendte sideskib. De gotiske spidsbuer er tilstede overalt som en kæmpe mosaik i en mosaik i en mosaik, og det hele passer perfekt sammen

Og så havde overvældethedsfølelsen ligesom aftaget lidt og jeg kunne gå rundt og se nærmere på det hele.
Det gode ved Saint-Denis i forhold til f.eks Notre Dame, er at den ikke er overrendt af turister. Den ligger nord for Paris og dermed langt udenfor turistområderne. Der var behageligt stille og kun få mennesker. Det betød at jeg havde god tid til at gå og nærstudere detaljerne og ae lidt på de gamle søjler og fortælle dem at de stadig var fine selvom de havde adskillige hundrede år på bagen. Kirker har også brug for lidt personlig ros af og til.

Saint-Denis er også den royale gravkirke. Faktisk kalder man ambulatoriet (gangen rundt om koret og alteret) for den royale nekropolis, for alle Frankrigs kongelige bæster er begravet her. Well, deres gisanter (fransk ord – hvad hedder det på dansk? Det er de fine statuer af de afdøde der ligger ovenpå kisterne) står her i alt fald – de grave, der befandt sig i kirken under revolutionen, blev åbnet, knoglerne fisket op og ødelagt. Nogle har man kunne identificere og derfor er der nogle ganske få knogler fra Louis XVI og Marie Antoinette, og de ligger begravet i krypten under kirken. Der er gudhjælpemig også et mumificeret hjerte fra en af deres børn. Men eftersom mange først kom til Saint-Denis efter revolutionen, der er nogle ægte knogler rundt om også.

Krypten var både uhyggelig og awesome

Den skumle krypt under kirken… som også er vildt awesome, fordi de har udgravet resterne af den allerførste kirke på stedet, der blev opført i 700tallet. Så man kan gå ned og stå i resterne af en oldgammel kirke og se en hel masse oldgamle kister man fandt da det blev udgravet.

Jeg tog ingen billeder af den royale nekropolis, for det virkede sådan lidt upassende at fise rundt og knipse billeder af gravsteder. Til gengæld blev jeg spurgt om jeg ville udtale mig til fransk TV om et eller andet gyselig kunst, hvilket jeg absolut ikke ville. Man kan da heller ikke gå i fred nogen steder!

Og så tog jeg hjem, mæt af middelalder og med lovning på at vende tilbage.

I morgen skal jeg flytte hotel – da jeg forlængede mit ophold kunne jeg ikke få det samme hotel, så jeg skrider fra Temple og flytter op til Operaen i 9e arrondissement. Det nye hotel tager vistnok penge for interwebset, og hvis det er meget dyrt, så kan det hænde at jeg bliver nærig og ikke vil betale for det. Men så skriver jeg bare blogposts offline og uploader dem når jeg kommer hjem lørdag. Udover hotelflytning står der Naturhistorisk Museum og Notre Dame/Sainte-Chapelle på programmet. Jeg var faktisk i Notre Dame i dag også, men glemte selvfølgelig kortet til mit kamera. ARGH! Så jeg bliver “desværre” nødt til at smutte derned igen.

Fandme et hårdt liv man har.