Google er min ven. Måske.
Jeg ved ikke om I har lagt mærke til det, men jeg er nysgerrig. Som i, meget nysgerrig. Selv foretrækker jeg at kalde det videbegærlig. Mine venner ynder at kalde det “pisseirriterende”. Men jeg er altså typen, der skal vide ting, alting, små detaljer. Når jeg læser en wikipedia-artikel (det perfekte startpunkt for en overfladisk gennemgang af ethvert givent emne!), ender det altid med at jeg har 40 faneblade åbne, fordi hver enkelt artikel indeholder nye ord og koncepter jeg er nødt til at kende til. Af og til er det nok bare at Google og læse nørdehjemmesider. Tit må jeg dog på biblioteket så jeg kan fordybe mig endnu mere.
Jeg synes det er fedt. Min hjerne indeholder megen mærkelig viden, og det er aldrig til at forudse hvornår man kan få brug for den. Der er dog visse situationer, hvor det er jævnt hen irriterende, og det er når jeg ser film. Hvis jeg er i det rette humør, kan det tage adskillige timer at se en enkelt film, fordi jeg er nødt til at pause for at google forskellige ord og begreber. Lige nu ser jeg f.eks The Librarian (den er på pause mens jeg skriver dette), og den er særlig slem. Indtil videre har jeg googlet Pandoras æske, Language of the birds, Spear of Destiny, Giza pyramiden og højden på stuebirk (en af kulisserne skulle forestille en høj trætop og den var bygget af ficus, . Var nødt til at tjekke om det overhovedet var realistisk. Det var det. Ficus slægten er en af de mest almindelige regnskovsplanter, who knew). Googlede også størrelsen på en kattehjerne. Som forventet er den meget lille. Og jeg er kun halvvejs gennem filmen!
Nok meget godt jeg er single. Så behøves jeg heller ikke at dele mine chips.
Comments closed for this article.
13 Comments
Me to! Jeg er SÅ glad for jeg ikke er den eneste!
Jeg bliver også kaldt perfeksonist – at jeg ikke kan stave er noget andet – men engang så jeg Marie Antionette, altså filmen med Kirsten Dunst, og det varede ikke længe før jeg var på Wiki, derfter google, mere google jeg rodede mig ud i familietræ, kager, og stuepigerne navne – det slog mig først at jeg var nørd, da jeg sad og oversatte franske slægsforskingssider med google-translate for jeg taler sgu ikke fransk! Hmm… Måske man så er gået en anelde for langt.
Prøv at læse DaVinci Mysteriet og se hvor lang tid det tager…
Åh mand jeg er glad for at nogen kan relatere! Føler mig af og til en anelse scatterbrained. Jeg læste Da Vinci mysteriet og blev lidt skuffet over hvor meget den mand vred virkeligheden rundt… ok, burde nok have forventet det, men jebus altså. Hvis man skriver en så informationstung roman, så mister det virkelig meget af awesomeheden når man direkte lyver.
Men jeg elsker stadig Dan Brown. Han fik mig! Og det er en awesome bog.
Sådan havde jeg det også engang. Det begyndte, da jeg gik i tredje klasse. Det var længe før pc’ernes tid, men på det tidspunkt købte min far et leksikon i 12 digre bind, og det var lige så godt omend noget langsommere. Efterhånden er jeg blevet lidt træt af både Google og andre opslagsmidler og har gearet en hel del ned. Ellers kan man jo bruge al sin tid på det, og der er trods alt andet her i livet. Selvfølgelig nyder man det, men jeg er alligevel glad for, at det er lykkedes mig at give lidt slip.
Hvis det ligefrem står i vejen for at man kan leve livet, så er det nok meget klogt at skrue ned for det – men så tangerer det vist også snarere virkelighedsflugt end videbegærlighed, gør det ikke?
He he, jeg kender en for hvem det der fænomen gør film i bio til et dilemma: bio-oplevelse eller instant information gratification? Det kan være en svær beslutning.
Der findes i øvrigt 2 The Librarian film mere. Begge med Noah Wyle som Flynn, nams. Men han har vist også selv produceret så måske det giver meget god mening at han beholder sig selv i hovedrollen. Og de er lige så fulde af ting man kan få lyst til at efterprøve.
Jeg har samme “problem”. jeg googler ALTING, hvis vi ser film, hvis jeg hører noget om nogen som jeg ikke ved hvem er, hvis jeg bare får en tankte(og det gør jeg faktisk rimelig ofte). kan godt være at folk tænker: hvad gjorde vi dog før mobiltelefonen, JEG tænker hvad gjorde vi før google.
Men hensyn til film/tv har jeg en suuuper irriterende vane, 1 er at finde fejl i selve filmen, men jeg er ved at blive sindsyg over at der er så mange absurt dårlige oversættelser i rigtig mange programmer. så noget tvserie hvor de skal købe deres første hus, og de staver konsekvent køkkenet KØKNET, og det er hver gang. hvem fanden har fået lov til at skrive det???? man burde ikke være kunne få job som oversætter hvis man ikke kan hverken oversætte rigtigt eller stave så let et ord som køkkenet
Det er virkelig blevet instant grafitication heaven. I “gamle dage!” aka min barndom, var jeg henvist til biblioteket og dets begrænsede udbud. Lærte hurtigt at bruge amazon da interwebzet for alvor slog igennem.
Og så kom Google…
Stine – TAK! Det er desværre ikke kun i den serie.. Det må være den samme som oversætter Hells Kitchen med Ramsay, for det er samme fatale stavefejl. Hvis man overhovedet kan kalde det dét?
KØKNET?? Come on!
Jeg er vist ikke helt så hårdt ramt som jer, men kan også godt finde ud af at ødelægge en hel film ved at fokusere på noget i filmen, der ikke er realistisk. Det hjælper dog altid hvis der er en lækker snitte med
Ikke virkelighedsflugt – snarere besættelse eller tvangs-et-eller-andet.
Hahahaha jeg ligger flad af grin. Mon du når at få set filmen færdig?
Sif & Stine – aldrig mere skal jeg føle mig som den eneste google/stavefejls-knepper! Tak for det <3
Kan totalt relatere til det! (selvom jeg dog aldrig har stoppet en film for at researche, som jeg kalder det
Venter til bagefter) Ellers elsker jeg at researche alt muligt og får ofte bemærkninger om de mange faneblade, der altid er åbne. Ulempen er dog, at jeg samtidig er meget utålmodig og har gang i en masse på én gang, så tit er det en 2-5 ting ad gangen, der er ved at blive undersøgt og lavet, så det foregår nogle gange over flere dage. Især sent aften eller nat, myldrer det ind med idéer, og jeg har noter til mig selv overalt, på tlf., computere, sedler, noteprogrammer, bogmærker, mails til mig selv etc.
Ha ha det er altså skønt at komme ind til din blog og gang efter gang opdage, at man ikke er den eneste
Nøøøøøj, jeg er ikke alene! Det er faktisk en helt rar tanke … Så er jeg måske alligevel ikke helt skør?!