Archive for August, 2011
Den dag La Sifolade au Paris gramsede på Saint-Denis
Saint-Denis' sydvendte klerestorievinduer. Tjek de awesome stræbepiller (buerne) med dragenedløbsrør.
Jeg ved hvordan vi får flere besøgende i den danske folkekirke.
Saint-Denis' nordvendte rosenvindue.
Vi skal bare have sådan nogle kirker her.
Jeg vågnede i morges og besluttede at jeg trængte til at se på noget rigtig pænt noget fra middelalderen. Nærmere bestemt Saint-Denis. Jeg har gerne ville besøge kirken i flere år, og nu ville jeg ikke vente så meget som en enkelt dag mere!
Dem, der har læst Jordens Søjler, kender kirken – det var den Jack hjalp med at bygge i Frankrig, hvor han lærte om spidsbuer og stræbepiller og vinduer så høje at de nærmest nåede helt op til himlen. Saint-Denis betegnes som verdens første gotiske kirke, men før det lå der en noget mindre klosterkirke, hvor Suger var abbot. Og en magtfuld fætter. Han var slyngveninde med de royale og han ville gerne bygge nyt og stort. Selv skriver han, at det var superduper nødvendigt med en ny kirke fordi den gamle var alt for lille, men mon ikke også han var drevet af det samme som de fleste – ønsket om at blive husket for noget stort. Man må sige at det lykkedes. Det var dog ikke ham selv, der tegnede kirken. Der var efter sigende to bygmestere, der stod for kirken – ikke på samme tid, dog. Vi ved ikke hvem de var, men vi ved at de kunne deres kram, for kirken står her stadig. Selv en del af de farvede mosaikvinduer har overlevet. Nogle er fjernet for at blive restaureret og erstattet med kopier, men andre er der endnu.
Fine, fine sydvendte glasmosaikvinduer
At træde ind i Saint-Denis er som at få et ordentlig los i røven så man ryger helt tilbage til middelalderen. Slam! Værsgo og spis middelalder med ske. Først blev jeg lidt overvældet og måtte sætte mig ned og spise en gajol og tælle til 500 og kigge på kirken én del ad gangen. Først kiggede jeg op på de fine farvede vinduer, der stod på rad og række højt oppe og fortsatte i hele hovedskibets længde.
Grønne mosaikvinduer i nordlige sideskib
Så kiggede jeg på de smukke grønne mosaikvinduer i sideskibene som var så svære at fotografere. Og bagefter kiggede jeg på de lange rækker af blindarkader, der løb under dem, og som jeg glemte at fotografere.
Pænt stort orgel
Så gloede jeg bagud og fik øje på det enorme orgel. Var fandme nær blevet katolik på stedet.
Det nordvendte sideskib. De gotiske spidsbuer er tilstede overalt som en kæmpe mosaik i en mosaik i en mosaik, og det hele passer perfekt sammen
Og så havde overvældethedsfølelsen ligesom aftaget lidt og jeg kunne gå rundt og se nærmere på det hele.
Det gode ved Saint-Denis i forhold til f.eks Notre Dame, er at den ikke er overrendt af turister. Den ligger nord for Paris og dermed langt udenfor turistområderne. Der var behageligt stille og kun få mennesker. Det betød at jeg havde god tid til at gå og nærstudere detaljerne og ae lidt på de gamle søjler og fortælle dem at de stadig var fine selvom de havde adskillige hundrede år på bagen. Kirker har også brug for lidt personlig ros af og til.
Saint-Denis er også den royale gravkirke. Faktisk kalder man ambulatoriet (gangen rundt om koret og alteret) for den royale nekropolis, for alle Frankrigs kongelige bæster er begravet her. Well, deres gisanter (fransk ord – hvad hedder det på dansk? Det er de fine statuer af de afdøde der ligger ovenpå kisterne) står her i alt fald – de grave, der befandt sig i kirken under revolutionen, blev åbnet, knoglerne fisket op og ødelagt. Nogle har man kunne identificere og derfor er der nogle ganske få knogler fra Louis XVI og Marie Antoinette, og de ligger begravet i krypten under kirken. Der er gudhjælpemig også et mumificeret hjerte fra en af deres børn. Men eftersom mange først kom til Saint-Denis efter revolutionen, der er nogle ægte knogler rundt om også.
Krypten var både uhyggelig og awesome
Den skumle krypt under kirken… som også er vildt awesome, fordi de har udgravet resterne af den allerførste kirke på stedet, der blev opført i 700tallet. Så man kan gå ned og stå i resterne af en oldgammel kirke og se en hel masse oldgamle kister man fandt da det blev udgravet.
Jeg tog ingen billeder af den royale nekropolis, for det virkede sådan lidt upassende at fise rundt og knipse billeder af gravsteder. Til gengæld blev jeg spurgt om jeg ville udtale mig til fransk TV om et eller andet gyselig kunst, hvilket jeg absolut ikke ville. Man kan da heller ikke gå i fred nogen steder!
Og så tog jeg hjem, mæt af middelalder og med lovning på at vende tilbage.
I morgen skal jeg flytte hotel – da jeg forlængede mit ophold kunne jeg ikke få det samme hotel, så jeg skrider fra Temple og flytter op til Operaen i 9e arrondissement. Det nye hotel tager vistnok penge for interwebset, og hvis det er meget dyrt, så kan det hænde at jeg bliver nærig og ikke vil betale for det. Men så skriver jeg bare blogposts offline og uploader dem når jeg kommer hjem lørdag. Udover hotelflytning står der Naturhistorisk Museum og Notre Dame/Sainte-Chapelle på programmet. Jeg var faktisk i Notre Dame i dag også, men glemte selvfølgelig kortet til mit kamera. ARGH! Så jeg bliver “desværre” nødt til at smutte derned igen.
Fandme et hårdt liv man har.
ContinueDen dag La Sifolade au Paris fik et crush på Louis XVI og et anstrengt forhold til Les Halles
Operaen i Versailles, bygget 100% af træ og med et gulv, der kan hæves til scenehøjde så operaen kan fungere som balsal.
[Denne blogpost blev skrevet sent om aftenen i en tilstand af 100% udmattethed. Så hvis jeg har kludret lidt rundt i Louis'erne, så bær over - skal nok rette det når jeg er så vågen at jeg kan huske mit eget navn. Mvh Bertha]
Tirsdag var dagen hvor jeg opdagede hvor meget jeg hader Les Halles, og det var også dagen hvor jeg gik to kilometer før jeg overhovedet sad i RER-toget mod Versailles. Det var så nemt i teorien, men så drejede jeg forkert and it all went downhill from there. Endte op ved Les Halles, hvor jeg rendte rundt og rundt og rundt og rundt og rundt og rundt for at finde metrolinie nr 4, stod af et stop for tidligt, gik op af en million trapper før jeg opdagede fejlen, gik ned ad samme million trapper, kørte et ekstra stop og kom endelig til den rigtige station og klatrede på det rigtige tog.
Et lille tip: Det er RER C , der kører til Versailles, men der er en del forskellige C-linier, der alle afgår fra samme perron ved St Michel – Notre Dame. Kun 3 af dem kører til Versailles og kun den ene er reelt praktisk, nemlig C5 mod Versailles Rive Gauche. Men togene har også navne, og det er disse navne, der står på skærmene og køreplanerne. C5 hedder VICKS og den kører dig nærmest til døren. Gotta love it. Så altså, det er ikke nok at huske nummeret – gå efter navnet.
Kongens private soveværelse. Der stod engang en seng, men alt inventar fra Versailles blev solgt efter revolutionen og det meste af det vil aldrig komme tilbage til slottet.
Jeg ankom til slottet præcis 5 minutter før rundvisningen begyndte, mere stresset og svedende end godt er. Men jeg er glad for at jeg nåede det, for det var en helt fantastisk oplevelse.
Set udefra er Versailles ikke noget videre spændende slot, det er firkantet og blegt og der er slet ingen grønne områder foran det. Men indeni, der er det en ganske anden sag. Oh my.
Versailles blev oprindeligt bygget af Louix XIII. Det var et bette jagtslot. Dengang boede kongerne ikke ét sted, som de gør idag. De rejste rundt med deres følge og boede der hvor der var brug for dem. Men Louis XIV, også bedre kendt som Solkongen, ville have et stort slot. Så han påbegyndte opførelsen af Versailles. Eller, dvs, han byggede det jo ikke selv. Han betalte bare. Og samlede dermed al magten ét centralt sted, hvilket ingen fransk konge havde praktikseret før. Samtidig besluttede han sig for at alle de der indviklede regler for hofetikette, de skulle da bruges. Hver dag! Så han stod op mens hoffet så på og var man heldig og superadelig, så fik man lov at tømme den royale natpotte eller give den royale fod et par royale sutsko på. En gav kongen det royale venstre ærme på, mens en anden sørgede for det højre. Og sådan fortsatte det i alle aspekter af det royale liv. Ja, han kunne ikke engang knalde, uden en hofdims gik foran med en lygte og annoncerede “Kongen går til dronningen, kongen går til dronningen!”
Den hemmelige dør i kongens officielle soveværelse
Det pis var det ikke alle, der gad – derfor er der sådan en lille hemmelig dør i kongens officielle soveværelse. Gæt hvor den fører hen. Jeg fik engang at vide at det var Marie Antoinette, der fik den bygget, men jeg ved ikke om det er rigtigt.
Awesome lysekrone og gardiner i Urværelset i den private lejlighed. Der står et ur, der viser dato, år og planeternes placering frem til år 10.000. Det går nøjagtigt endnu. Ret godt gået af urmageren for 300 år siden.
Louis XV ville gerne have mulighed for at tørre sin egen mås uden publikum, så han fik bygget sin egen private lejlighed i slottets nordfløj, ved siden af de offentlige gemakker. Louis XV var meget, meget glad for rokoko, og derfor er fløjen udsøgt dekoreret og indrettet af nogle af de bedste kunstnere og håndværkere dengang. Jeg havde booket en rundvisning af kongens private lejligheder. Vi var kun 6 personer og lejlighederne er ikke åbne for besøgende udenfor rundvisningen, så det var ren luksus at gå rundt på Versailles og have fri adgang til at fotografere alle detaljerne i alle værelserne, samtidig med at supergod guide fortalte vidt og bredt om både kongernes liv og om arkitekturen (åh lykke).
Louis XVI var ikke så glad for overdådig rokoko. Dette er derfor en kysk version. Så siger vi det, Julle!
Jeg har været vældig betaget af de franske royale siden jeg som barn læste De Tre Musketerer og de andre bøger om de kække fyre med fjer i hatten og kårde i hånden(og hallo, har I lige set at der kommer en ny film – der hænger plakater overalt hernede og ham der spiller D’Artagnan er da så lækker at jeg må sidde på en pose når jeg tager metroen.), så det gør Versailles til en helt særlig oplevelse.
Loftet i Spejlsalen er total barokt. Og smukt.
Det er alt for svært at forklare på skrift præcis hvor awesome det var at gå rundt derinde. Og hvor meget hovedpine jeg fik da vi blev lukket ud i de store sale sammen med alle de andre turister. Det var en meget voldsom kontrast og jeg tror det overskyggede oplevelsen lidt. Det jeg godt kan lide ved historiske steder, er at man kan føle fortiden, hvis det er ordentligt restaureret. Ude i selve slottet kunne jeg ikke føle så meget andet end turisme.
Oh lala!
Men det er flot. Faktisk er det fuldstændig afsindigt overdådigt smukt. Lofterne er noget af det vildeste jeg har set. Men ok, jeg elsker også barokstilen næsten ligeså meget som rokoko. Mere guld! Men spar på basunenglene, tak.
Det er bare svært at nyde det, når man føler man står på en banegård. Så jeg rendte hurtigt igennem med mit kamera og hvilede fusserne i den awesome store park der hører til slottet.
Og så synes jeg iøvrigt det er synd at det var Louis XVI, der blev henrettet. Han var en meget bedre konge end de to foregående (synes jeg… andre er ganske sikkert uenige), men havde tiden og økonomien imod sig. De skulle have kappet hovedet af nr 15 istedet. Men så havde Versailles ikke været sådan et fint rokokoslot…
Livet er uretfærdigt.
PS: Denne blogpost kunne have været meget længere. F.eks kunne jeg have fortalt at linnedkisterne altid stod overfor kaminerne, der iøvrigt alle var af det smukkeste marmor. Jeg kunne fortælle at alle de smukke rokokovægge er skåret ud i træ – det er ikke udskæringer der er hæftet på væggen. Det er simpelthen skåret direkte ud af vægplankerne. Ikke nogen lille opgave! Jeg kunne fortælle at kongens skrivebord kostede det samme som 10 års løn for en almindelig arbejder. Jeg kunne fortælle at Versailles på kongernes tid var åbent for alle der bar hat og sværd, så der var altid et farligt leben. Jeg kunne også fortælle at man dengang gik i Operaen for at sige at man havde været der. Derfor kom og gik folk midt under stykket, de stod som sild i en tønde og de snakkede løs under forestillingen. Godt den skik uddøde!
Men hvis jeg skrev alt det, ville bloggen blive alt for lang. I morgen skal jeg på kagejagt og så skal jeg se Notre Dame. Wish me luck!
ContinueLa Sifolade au Paris – der er smør i kiksene
Le Solnedgang avec skyer
Min første dag i Paris var en af de der irriterende karakteropbyggende oplevelser. I ved, en af dem, det åbenbart er meningen man skal kigge tilbage på senere og skoggerle. Hahahaaa hvor var det altså bare morsomt.
Ligner jeg måske en, der er ved at dø af grin, hva? Gør jeg? Gør jeg? Okay lidt gør jeg nok, men det er fordi jeg er ved at se That 70′s Show, som et er et de mest awesome shows i verden.
Anyhow, det tog lige præcis 5 minutter fra jeg trådte ind i lufthavnen til jeg var gennem sikkerhedskontrollen, hvilket efterlod mig med to timers ventetid. Jeg sørgede for at få afprøvet Starbucks, købt Jelly Beans og ringet til min mor for at sige at jeg stadig var i live. Faktisk tog jeg det hele så afslappet at jeg pludselig fik travlt. De var nemlig begyndt at boarde mit fly. Men jeg er hurtigere end lynet.
På den to timer lange flyvetur fik vi småkager bagt af mel, SMØR, sukker, mælkepulver og vanilje. Hvis franskmændene kan masseproducere gode småkager uden hærdet fedt og diverse E-numre (mælkepulveret kan vi tilgive), hvorfor kan vi så ikke? I skal bare lige vide at jeg fremover nægter at godtage diverse undskyldninger om “tekstur, holdbarhed og økonomi”. Hvis Air France kan, så kan andre også.
Jeg sad ved siden af en ældre dame der snakkede en blanding af fransk og engelsk, så jeg forstod ikke så meget, men fattede da at hun havde børn i to forskellige lande og selv var bosat i et tredie. 86 år gammel og meget berejst! Sådan vil jeg være.
Vel ankommet til Charles de Gaulle (der var noget større end jeg huskede den…) lagde jeg hårdt ud med at billetautomaten afviste mit visakort. Kontakt din bank, stod der. Great. Ind i billetsalget og stå i kø, godt man havde kontanter med – se, det er godt at være kontrolfreak. Banken mente jeg skulle prøve kortet i et par andre automater. Nu må vi se idag om det virker. Det er jo ikke ligefrem fordi det er billigt at ringe dem op hernedefra!
Men jeg kom på RER B futtoget og fandt hotellet, der ligger i en gammel gammel typisk pariserbygning med franske altaner og højt til loftet, men kort til væggen. Uden at fare vild (tak Google Maps og Google Streetwiev). Fik min værelsesnøgle og tog verdens allermindste elevator op på 7. etage. Jeg var overbevist om at den ville gå i stå hvert øjeblik det skulle være. Var online præcis 15 minutter før nettet på min etage fuckede. Nu har de skruet op for nettet på de nedre etager, så jeg har verdens mindste signal heroppe, af og til er det lige nok til at jeg kan tjekke mail og forhåbentlig er det også nok til at jeg kan sende den her blogpost.
Jeg fik ikke set meget. Joskede ned i et supermarked (omg så meget ost!!!) og købte baguette, camembert og franske figner – og vand! – gik hjem og holdt en lille fest og så faldt jeg ellers i søvn og sov 5 timer. Ingen Notre Dame den dag! Så brugte jeg lidt tid på at tage billeder af solnedgangen og bagefter sov jeg lige 8 timer mere. Det er hårdt at være 10 timer undervejs.
Église Sainte-Elisabeth-Notre-Dame de Pitié
Men jeg har verdens fineste udsigt til solnedgang over Paris, der gør hele byen lyserød. Min seng står ved et vindue, der vender ud mod en fin gammel kirke, og når jeg trækker gardinet fra kan jeg se kirketårnet. Jeg var nede og se nærmere på sagerne og skød kirken til at være fra omkring 1650. Har lige googlet og den er fra 1646. I rule!
Når jeg nu ikke har noget stabilt internet, så kan jeg ikke bruge timer på at lægge minutiøse planer for min tur. Og et eller andet sted er det nok meget smart.
I dag skal jeg besøge Versailles. Egentlig havde jeg billetter til en rundvisning kl 9.30, nu får vi se om jeg når det. Er ikke helt hip på at skulle ud af døren om en halv time.
Men først, croissanter til morgenmad.
ContinueLa Sifolade au Paris
Det eneste tidspunkt jeg ønsker at bo i KBH, er når jeg skal ud at flyve. Jeg er en kylling og tør ikke flyve med lavprisselskaber (ingen kundeservice, ingen Sif), så jeg skal altid til Kastrup. Og altid kl bæ om morgenen. Det er derfor jeg lige pt sidder i et tog og skriver dette, og klokken er kun 4.37. Det burde ikke være lovligt. Men Sif du har jo selv valgt det… knap skuffen!
Jeg havde dog muligvis kunnet sove en time længere end jeg gjorde. IT alderen har endelig indhentet lufthavnene, og jeg kunne således printe mit boardingpass allerede dagen før jeg skulle flyve. Eftersom det er lykkedes mig at proppe al mit habengut i min håndbagage, skal jeg altså bare gå direkte til sikkerhedskontrollen og ind i venteområdet. Hvor jeg kan sidde og blomstre i to timer.
Det er noget andet end i gamle dage, sgu. For bare et år siden stod jeg i kø i 40 minutter for at tjekke ind på flyet, eftersom Estonian Air ikke havde elektronisk check-in. Og jeg er dårlig til at stå i kø. Meget dårlig. Jeg har læst at mennesker ikke duer til at stå i kø, fordi det er en situation, de ikke selv kan gøre noget ved. Personligt er jeg dårlig til det fordi det er så fucking kedeligt og jeg ender altid med at stå bag ved en af følgende persontyper:
1. Parfume-Polly, der er blevet immun overfor sin egen duft, og derfor hælder mere og mere på hver dag, og til sidst ender med at hørme værre end Magasins perfumeafdeling i december (og den stinker!).
2. Smarte Fyr, der taler meget højt og meget københavnsk, gerne krydret med jævnlige udbrud af harh-harh-harh med en lydstyrke, der får arbejdstilsynet til at uddele den sureste smiley de overhovedet kan finde og stemple den i panden på ham, så fremtidige arbejdsgivere kan se at ham skal de undgå at ansætte medmindre de vil have et påbud om at mindske støjniveauet på arbejdspladsen, efterfulgt af en klækkelig bøde.
3. Det Skrigende Barn, som regel i selskab med Stresset Mor (må jeg hermed udtrykke min dybeste medfølelse). Skrigende Barn er ekstra slem, for så har man ligesom fået en smagsprøve på flyveturen, og den plejer at holde stik. Så trænger man virkelig til ferie, når man når frem til sin destionation.
Men nu har jeg altså tjekket ind hjemmefra, og skal derfor kun stå i kø i sikkerhedskontrollen, bag typer som “Hvilke Væskeregler”, “Den Hårspray Var Dyr Du Smider Den Ikke Ud Selvom Den Indeholder Mere End Det Tilladte”, samt vores allesammens yndling, “Kropsvisitatoren”, der rager en på røven uden at give middag først. Jeg har taget mit pæne undertøj på, i tilfælde af at mine piercinger igen får metaldetektoren til at bippe.
Efter alt det er flyveturen det rene vand ved siden af.
PS: Katten er som tidligere skrevet efterladt i Klidmosters varetægt, og sidste nyt fra hjemmefronten er at kræet har stjålet hendes luftmadras og henvist stakkels Klidmoster til at sove på gulvet. Det kræ er ubarmhjertigt. Ligesom jeg!
ContinueKontrolfreak extraordinaire
Mit navn er Sif og jeg er en kontrolfreak. There, I said it! En ond, diktatorisk kontrolfreak. Jeg kan ikke tage tingene som de kommer. Jeg kan ikke klare når folk siger “det finder vi ud af”. Så plager jeg dem med tusind spørgsmål, så jeg kan forudse enhver lillebitte detalje. Og kan detaljen ikke forudses, så stresser jeg over det i dagevis.
F.eks har jeg brugt de sidste par dage på at måle og gruble over en gennemsigtig plastikpose med lynlås. Det er nemlig sådan at når man flyver, så må man kun have væsker med, hvis de ligger i en gennemsigtig plastikpose med lynlås, der kan rumme en liter.
Og jeg tror altså den her rummer 1,5.
I kan godt se problemet ikke? Tænk hvis de konfiskerer min fedtcreme fordi den ligger i en plastikpose med forkert størrelse. Så skrumper min hud ind som en rosin og skaller af og jeg bliver nødt til at tilbringe hele min ferie på et hotelværelse. Det ender nok med at jeg går op og køber en pose jeg VED rummer en liter. Så kan jeg måske sove om natten.
Jeg har også brugt lang tid på at gruble over om jeg mon kan finde ud af det selv, dernede i Paris. Om jeg kan finde rundt og finde ind de rigtige steder. Kan jeg mon overhovedet finde mit fly? Men så kom jeg i tanker om at det altid er mig, der styrer alting når jeg er afsted med andre. For jeg er den eneste i hele verden, der kan finde ud af at printe en billet, tjekke en gate, komme korrekt gennem sikkerhedskontrollen, og det er også altid mig, der ved hvordan man kommer fra lufthavnen ind til centrum og mig, der ved hvilken metrolinie der kører hvorhen. For jeg har brugt en måned på at læse om rejsemålet i alle detaljer. Tænk nu hvis… eller hvis. Eller måske…!
I virkeligheden er det dybt åndssvagt, for jeg har endnu aldrig været ude for at nogen af alle mine dramatiske katastrofescenarier blev til virkelighed. Men så kan man jo skrive om det på sin blog, så ens læsere kan grine og pege fingre. Og så har man da trods alt lidt gavn af det!
PS: Jeg arbejder på det… skal nok lære at slappe af inden jeg evt. skal til at ansætte folk i mit firma og sådan. Så hvis du læser det her fordi du skal til jobsamtale og har Googlet mit navn – vær ikke bange! Jeg lover ikke at være sådan en chef, der kigger dig over skulderen og spørger hele tiden. Men hvis vi skal ud at rejse, så er det altså mig, der booker billetter, finder gaten og får os fragtet sikkert til destinationen. For det er kun mig, der kan finde ud af den slags. Og sådan er det bare.
PPS: Jeg rejser på mandag. Så uge 35 er dedikeret til Parisblogning ad nauseum – du kan stadig nå at slette mig fra Facebook eller blokere mit feed! Eller følge med på Klidmosters blog, hun skal nemlig bo her og passe katten mens jeg er væk.
ContinueSelvmodsigelse 101
Fandt lige denne morgenperle i Politiken:
“Derfor har vi normalt aldrig forud for forhandlinger meddelt hinanden ultimative krav«, siger Thulesen Dahl og understreger, at Dansk Folkeparti skal have indrømmelser omkring boligkøberne for at støtte hele vækstpakken. “
Af og til kan man blive helt bekymret for de politkere….
ContinueKonditorisøndag d. 25 september 2011
Kage!
Konditordagsvisen
Tekst: Sif “Smørlaminering” Jensen
Mel: Bamses Fødselsdag
Kom hid, kom hid, slå øret ud
Nu skal du bare høre
Til kagefest går buddet ud
Der’ ikke noget at gøre
Konditordag, det skal vi ha
Æde massevis af kage
Flødecreme og mazarin
Du blir så fed og fin
Så mød blot op til smovsedag
Hold dig ej tilbage
For 100 spir så får du lov
At fylde dig med kage!
Peng’ne går til smør og mel
Og måske en lille en
Kom og spis i kilovis
Min lille kagegris
Og vil du med, så meld dig til
Skriv blot til Sifolade
Klokken to går døren op
Kom nu, så blir vi glade!
Vi kan være fjorten mand
Meld dig til så snart du kan!
Kom nu med, vær ikke ræd
Jeg bider ikke meget
For dem der ikke kan læse på vers, kan jeg oplyse at der afholdes konditoridag d . 25 september 2011 kl 14. For dem, der ikke kender konceptet, kan jeg fortælle at det går ud på at jeg bager en hel masse kage udfra opskrifter jeg har udviklet og gerne vil afprøve på uskyldige mennesker. Folk møder op, spiser det hele, og vakler hjem i sukkerinduceret koma. Det koster 100 kr, som dækker ingredienser og kaffe/the/nervepiller. Man betaler på dagen. Tilmelding på konditori@anarka.dk – og det er bindende tilmelding! De 100 kr dækker knap og nap mine udgifter, så hvis du melder fra i sidste øjeblik skal jeg betale dem af egen lomme. So be kind, rewind. Meld dig kun til, hvis du er sikker på at kunne komme. Alle pladser optaget! Jeg svarer på tilmeldingerne i løbet af torsdagen, så bare rolig, har du sendt den, så har jeg også fået den.
Denne gang bliver der lagt vægt på tærter, varme drikke og blødt brød. Det foregår her hos mig i Århus, adressen fremsendes ved tilmelding.
Kom hid, så blir jeg glad!
ContinueKAGECOACHEN™ – din vej til sukkerinduceret lykke
Har du svært ved at sige nej til dårlig kage? Frister citronmånen mere end godt er? Lider du af en af følgende sygdomme:
Overvægt
Dårlig ånde
Forstoppelse
Børn
Dårligt sexliv
Uren hud
Dum chef
Uopdragen hundehvalp
Dødssyge kolleger
så fat mod! Der er hjælp at hente hos KAGECOACHEN™!
Jeg er en 30 årig kvinde med alt for meget tid og alt for mange urealiserede drømme. Derfor vil jeg tilbyde dig vejledning i problemstillinger jeg dybest set ikke ved en skid om. Amerikanske studier har påvist en stor sammenhæng mellem indtagelse af industrikage og samtlige ovennævnte lidelser. Faktisk er der en direkte korrelation mellem indtagelse af industrikage og et dårligt liv. Det er videnskabeligt bevist af en amerikansk doktor som ingen har hørt om fordi den omfattende lobbyisme undertrykker Sandheden.
Fig. 1, Institute of Bogus Science påviser en tydelig tendens
Derfor er det min store glæde at kunne tilbyde dig dette banebrydende forløb, hvor du kommer i tæt kontakt med din indre romkugle og lærer at værdsætte de rene råværdier, samtidig med at du gør mig rig. Ja! Det er sandt! Ikke nok med at du får et bedre liv, du hjælper også MIG til et bedre liv. Dette kursus tæller som tredobbelt god karma. Når du bestiller et coachingforløb hos KAGECOACHEN™, får du:
- En bog med KAGECOACHEN™ kageopskrifter
- Et online bagekursus af hele 30 minutters varighed
- Daglige emails med irriterende peptalks og billeder af mig i bikini
- Et nyhedsbrev, der aldrig kan afmeldes uanset hvor meget du prøver
- Adgang til en meget eksklusiv online klub, med 2-3 medlemmer og nul aktivitet
- En pakke kondomer så du kan nyde dit nye, fantastiske sukkerdrevne sexliv
Alt dette får du til den afsindigt lave pris af KUN 24.995,- Dette vanvittigt billige tilbud er ikke kun for de rige svin! Du kan sprede udgifterne ud over 12 månedlige rater á 3995*. Bestil dit helt eget coachingforløb NU ved at skrive i kommentarfeltet nedenunder.
Knus og kram
Sifolade Chokopitalisteria Manguspengustjenus Jensen
KAGECOACHEN™ Aps
*ÅOP 280,72 %
Samlet kreditkøbspris 47940 kr
(priserne er angivet før skat)
Kringle med marcipanremonce og chokolade
Kringle, der rækker tunge af dig
Kender I udtrykket “firkantede øjne”? Det sagde min mor altid at man fik af at se for meget fjernsyn. Efter 30 års intensiv afprøvning kan jeg hermed konkludere at det er totalt meget lyv. Mine øjne er præcis samme facon som før. Ok, de er ikke helt så åbne idag, som de plejer at være, men det er mest fordi jeg ikke har drukket kaffe nok.
Jeg har opfundet et andet udtryk, der giver langt mere mening – nemlig “firkantet i hjernen”. Det er en tilstand, der opstår, når man har brugt rigtig meget tid komplet fordybet i et projekt, som regel et skriveprojekt. Det føles som om selve hjernen bliver skeløjet. Den nægter at fungere og selv den simpleste sætning bliver uoverskuelig at gennemlæse.
Sådan har jeg det lige nu. Jeg fik et par gode ideer igår, og når jeg får gode ideer, så kører jeg på ren adrenalin. Og så bliver jeg firkantet i hjernen. Og så må jeg lægge skriveriet til side og se et par afsnit af That 70′s Show eller Bones. Det vil jeg gøre nu. Men først får I lige en opskrift på en kringle. Den er ret nice, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo, ellers er der ingen, der gør det.
Enjoy!
PS: Har ikke rettet bloggen igennem. Lev med stavefejlene eller dø. Frit valg.
Kringledej (til 2 kringler eller 1 kringle og 12 boller)
2,5 dl mælk
125 gram sukker
1 tsk kardemomme
1 tsk groft salt
40 gram gær
1 æg
125 gram blødt smør
4-500 gram hvedemel
75 gram chokolade
1 æggeblomme til pensling (du kan også bruge mælk, men æggeblomme får brødet til at skinne som kattepis i måneskin
NB: Hævetiderne angivet i denne opskrift er for økologisk gær. Konventionel gær har det med at hæve noget hurtigere, så 30-40 minutter hver gang burde være rigeligt. Især i den her varme.
Varm mælken til den er fingerlun. Dvs den føles lunken når du stikker fingeren i. Vask fingeren først. Rør sukker og salt og kardemomme i mælken og smuldr gæren ned i. Læg smørret i skefulde ovenpå og lad det hele stå uden at røre rundt i 15 minutter til gæren ligger som små luftige øer ovenpå mælken. Slå ægget ud i gær-mælk-boble-blandingen. Rør let rundt med en grydeske og dump halvdelen af melet oveni. Rør godt rundt – en stor grydeske er klart at foretrække – til du har en meget klistret, blød dej. Stik så grabberne i dejen og ælt gradvist mel i til du har en blød og let fedtet dej, der dog kan holde faconen og æltes glat nogenlunde problemfrit. Jeg har en meget stor og bred skål, så jeg ælter direkte i skålen. Det er ikke sikkert du skal bruge al melet. Dæk skålen til og lad dejen hæve 1 time.
Rækker af remonce
Når dejen er hævet skal den deles i to lige store stykker. Tag det ene stykke og rul det ud til en rektangel. Husk at måle din bageplade – kringlen skal kunne være der, evt på skrå (det er jeg altid nødt til). Læg marcipanremoncen (se nedenfor) i to striber på kringlen.
Fold dejen ind over remoncestriberne og lad dem mødes på midten. Knib kanterne godt sammen og husk også at lukke enderne på kringlen, så der ikke løber remonce ud over hele bagepladen. Tryk midten af kringlen ned, evt ved hjælp af en rullepind, hvis du har sådan en. Ellers kan du også bare hamre løs på den stakkels forsvarsløse dej med en knytnæve. God måde at få nogle aggressioner ud.
Dæk kringlen til og lad den hæve i en time mere. Snup en æggeblomme og rør den op med et nip salt og pensl på kringlen. Bages 20 minutter midt i ovnen – først 10 minutter ved 225 grader og så 10 minutter ved 200 grader. Så snart kringlen er hevet ud af ovnen drysses chokoladen ned langs midten og får lov at stå 10 minutter og smelte. Smør det så let ud med en kniv. Og spis! Helst samme dag.
[Edit: Den anden halvdel dej kan du lave en kringle mere med, eller trille til 12 boller. De skal have 12 minutter i ovnen, efter de har hævet.]
Marcipanremonce: (til 1 kringle)
75 gram sukker
75 gram blødt smør
75 gram reven marcipan
Pisk marcipan og smør godt sammen og pisk sukkeret i. The end.
ContinueGoogle er min ven. Måske.
Jeg ved ikke om I har lagt mærke til det, men jeg er nysgerrig. Som i, meget nysgerrig. Selv foretrækker jeg at kalde det videbegærlig. Mine venner ynder at kalde det “pisseirriterende”. Men jeg er altså typen, der skal vide ting, alting, små detaljer. Når jeg læser en wikipedia-artikel (det perfekte startpunkt for en overfladisk gennemgang af ethvert givent emne!), ender det altid med at jeg har 40 faneblade åbne, fordi hver enkelt artikel indeholder nye ord og koncepter jeg er nødt til at kende til. Af og til er det nok bare at Google og læse nørdehjemmesider. Tit må jeg dog på biblioteket så jeg kan fordybe mig endnu mere.
Jeg synes det er fedt. Min hjerne indeholder megen mærkelig viden, og det er aldrig til at forudse hvornår man kan få brug for den. Der er dog visse situationer, hvor det er jævnt hen irriterende, og det er når jeg ser film. Hvis jeg er i det rette humør, kan det tage adskillige timer at se en enkelt film, fordi jeg er nødt til at pause for at google forskellige ord og begreber. Lige nu ser jeg f.eks The Librarian (den er på pause mens jeg skriver dette), og den er særlig slem. Indtil videre har jeg googlet Pandoras æske, Language of the birds, Spear of Destiny, Giza pyramiden og højden på stuebirk (en af kulisserne skulle forestille en høj trætop og den var bygget af ficus, . Var nødt til at tjekke om det overhovedet var realistisk. Det var det. Ficus slægten er en af de mest almindelige regnskovsplanter, who knew). Googlede også størrelsen på en kattehjerne. Som forventet er den meget lille. Og jeg er kun halvvejs gennem filmen!
Nok meget godt jeg er single. Så behøves jeg heller ikke at dele mine chips.
Continue