En Pariserpilgrims lidelser

Endelig. ENDELIG! Lige siden jeg måtte aflyse min tur til Heidelberg i juni, har jeg sukket og klaget og bitchet og tudet så alle i min omgangskreds gik med hemmelige planer om at myrde mig. Da Regitze så ovenikøbet annoncerede at hun tog til Tallinn, ja så var det mig, der brugte en eftermiddag på at gnave i et bordben af misundelse.

Men nu er det mig, der skal afsted. Nu er det min tur! Jeg skal til Paris og jeg skal besøge de bedste konditorier og samle inspiration. Og så skal jeg ned og klappe lidt på de gotiske kirker. Sandt at sige er det faktisk det, jeg glæder mig allermest til. Da jeg er yderst spontan af natur har jeg ikke lagt nogle faste planer, men jeg har en liste over samtlige gotiske kirker i Paris og nærliggende byer, og så må vi se. Måske når jeg slet ikke længere end Notre-Dame. Jeg hang i alt fald godt fast i den sidst jeg var afsted og måtte bæres væk. Desværre havde jeg ikke kamera med dengang, så alle billeder er snuppet fra Wikicommons.

De "små prikker" som gotiske kirkers tårne, gavle, fialer og stræbebuer af og til synes overstrøet med, hedder krabber. Men man kan ikke spise dem. (Notre Dame, foto fra Wikipedia Commons)

Om jeg fatter at folk synes den er mørk og dyster. Bevares, den ER mørkere end andre gotiske katedraler, men det er jo ikke fordi man skal bruge lommelygte og natkikkert derinde. Måske tager folk sig slet ikke tid til rent faktisk at SE på kirken. De haster igennem, så de kan sige de har været der, men de ved slet ikke at Notre-Dame er helt speciel fordi den har dobbelte sideskibe, hvilket absolut er en sjældenhed man kun ser i særligt betydningsfulde kirker. De ved heller ikke at Notre-Dames høje midterskib, med klerestorievinduerne og de lavere sideskibe, gør at katedralen faktisk er en basilika. Og at det lange galleri af statuer på vestfacaden forestiller Israels 28 konger (men det er ikke de originale, for de blev halshugget under revolutionen). Og at den dannede kirkemode. Og at dens seksdelte hvælvinger var super banebrydende og at man opfandt nye, smarte teknikker for at sikre sig at katedralen var så høj, og så lys, og så regelmæssig som overhovedet muligt. Det ved de slet ikke!

Ok, det er måske fordi de er, well, normale, og ikke går så meget op i den slags. Men det gør jeg, så lad være med at disse Notre-Dame bare fordi du ikke forstår den.

(Men, Sif, er det ikke det samme du gør ved moderne kunst? Nej! Moderne kunst er grimt. Basta.)

Sacré Coeur, også bedre kendt som Sacré Crap!

En ting ligger dog helt fast. Jeg skal ikke se Sacré Coeur. Den kirke er forbundet med så megen lidelse, at det er ufatteligt at pilgrimmene ikke har brændt lortet ned for længe siden. Først skal man helt op på toppen af Montmartre. Så skal man gå op af 7000 fucking trappetrin mens man gisper og stønner. Bagefter er der satme FLERE trappetrin op til selve kirkens dør, og når man har kæmpet sig op af dem, klatrende over rige amerikanske turister på “pilgrimsrejse”, og man galpende står foran indgangen, dehydreret og helt bogstaveligt klar til at møde Jesus, så bliver man mødt af en sur dørmand, der på gebrokkent engelsk bræger “eet iiz nååt alaud zu DRINK in ze chørtsj!” Fucking hell. Jesus havde aldrig nægtet en tørstig pilgrim væske, siger jeg bare.
Når man så har dalret rundt derinde og tændt lys for verdensfreden og beundret interiøret og brugt alt for mange penge på bedekort og rosenkranse i den lille butik drevet af de til kirken hørende nonner, mens man spekulerer på om det overhovedet er tilladt for katolikker at flå turister til skindet, så får man den BRILLIANTE ide at man da skal se katakomberne. Det skal man da! Hvad man ikke ved er at man lige har købt billet til kuplen. Halvvejs oppe af de 7 millioner trappetrin får man mistanke om at der er noget galt. Og vindeltrappen er snæver, mørk og klaustrofobisk. Og normalt elsker man disse snævre vindeltrapper, men kun i oldgamle bygninger, og kun når man ved hvad man har indladt sig på! Og man kan ikke gå ned igen, kun op, og trinnene fortsætter og fortsætter til man er døden nær.
Endelig er man oppe på toppen, oppe under kuplen, den mest fantastiske udsigt over hele Paris! Nej se, dog, der har vi været, og der og der. Og man kigger ned, betaget, glad for at man smadrede sine skinneben og forkortede sit liv med 8½ år i bestræbelserne på at nå det højeste punkt i Paris. Man kigger ned. Og opdager kabelbanen. Og græder.

Rejsekammerat forsøger at trøste. “Men Sif, tænk på at istedet for at fise den af i kabelbanen, så vandrede vi op af Montmartres bakker på vores ben, ligesom i middelalderen. How about that? Vi var totalt autentiske, lige som du kan lide det!” og jeg brøler, med mine sidste kræfter “FUCK DIG! SACRE COEUR BLEV FØRST BYGGET FÆRDIG I 1914! DEN HAR IKKE EN SKID MED MIDDELALDER AT GØRE! JEG HADER DEN! JEG HADER DEN OG DENS FUCKING HVIDE FRÅDSTENSMURE!”

Har ikke været der siden.

(PS: Jeg tror jeg er færdig med at holde blogferie nu)