Archive for July, 2011

I'm Blue

Det er ret sjældent at jeg virkelig er stolt af en kage. Mine kritiske øjne finder aldrig ro.

Daba-dee-daba-dej

Når det sker, er det lidt af en sensation!

Tallinn

Måske man ikke skal fokusere så meget på at have én livsdrøm.

Lübeck

Måske skal man hellere fokusere på at blive ved med at drømme.

Råbjerg Mile

Blive ved med at udleve dem.

Hele livet.

The Dishes Song
by Sif “I Have A Banjo” Syltetøj

When I do the dishes
I really do them well
That they were ever dirty
You can hardly tell

The moldy spots are almost gone
I scrubbed them very well
The dried up cake crumbs in the pan
Well, you can hardly tell

Sainte-Cécile d'Albi i Sydfrankrig er en af dem, jeg glæder mig allermest til at besøge. (billede fra Wikipedia Commons)

Kan I se den lille tæller ude i siden? Det er nedtælling til European Medieval Tour 2012, som jeg kalder den. Det skal jo lyde godt! Den har været i planlægningsfasen længe, men nu er jeg da kommet så langt at jeg har lagt et budget (hej havregrød de næste 9 mdr!), sat en afrejsedato (1. maj 2012), en foreløbig længde (2 mdr) og fundet ud af hvad den første måned skal bruges på (med futtog rundt i hele Frankrig og se nogle af de smukkeste romanske og gotiske kirker og katedraler og middelalderbyer jeg har kunnet støve op. Og spise ost).

Undervejs vil jeg nok finde mig en kapitalistisk moderne storby at bo et par dage i, så jeg lige kan få renset hjernen og ikke kører død i spidsbuer og guldmaling. Og jeg har tænkt mig at blogge om det hele undervejs! I slipper ikke.

Det eneste jeg ikke har gjort endnu, er at fortælle det til min mor (hej mor! Skal nok komme hjem igen).

Nu skal jeg bare løse alle de praktiske problemer, såsom hvem der skal babysitte mit hus og min kat imens (nogen frivillige? Jeg har en have og der er masser af rabarber og jordbær i maj-juni…). Og hvorvidt jeg skal købe et mindre kamera. Og om det overhovedet er muligt at få PÆNE vandresko. Og så må jeg hellere se at få lært noget fransk.

Sproget. For helvede.

Jeg ved ikke om I kan fornemme at bloggen er ved at bevæge sig væk fra at være en decideret madblog (skal jo spare – men middelaldermad er da heldigvis ofte billigt!), men jeg håber I stadig gider læse med. Lover aldrig at blive normal og kedelig. Aldrig!

PS: Paris er først om en måned, så skriv stadig gerne gode tips i kommentarfeltet under blogposten.

Endelig. ENDELIG! Lige siden jeg måtte aflyse min tur til Heidelberg i juni, har jeg sukket og klaget og bitchet og tudet så alle i min omgangskreds gik med hemmelige planer om at myrde mig. Da Regitze så ovenikøbet annoncerede at hun tog til Tallinn, ja så var det mig, der brugte en eftermiddag på at gnave i et bordben af misundelse.

Men nu er det mig, der skal afsted. Nu er det min tur! Jeg skal til Paris og jeg skal besøge de bedste konditorier og samle inspiration. Og så skal jeg ned og klappe lidt på de gotiske kirker. Sandt at sige er det faktisk det, jeg glæder mig allermest til. Da jeg er yderst spontan af natur har jeg ikke lagt nogle faste planer, men jeg har en liste over samtlige gotiske kirker i Paris og nærliggende byer, og så må vi se. Måske når jeg slet ikke længere end Notre-Dame. Jeg hang i alt fald godt fast i den sidst jeg var afsted og måtte bæres væk. Desværre havde jeg ikke kamera med dengang, så alle billeder er snuppet fra Wikicommons.

De "små prikker" som gotiske kirkers tårne, gavle, fialer og stræbebuer af og til synes overstrøet med, hedder krabber. Men man kan ikke spise dem. (Notre Dame, foto fra Wikipedia Commons)

Om jeg fatter at folk synes den er mørk og dyster. Bevares, den ER mørkere end andre gotiske katedraler, men det er jo ikke fordi man skal bruge lommelygte og natkikkert derinde. Måske tager folk sig slet ikke tid til rent faktisk at SE på kirken. De haster igennem, så de kan sige de har været der, men de ved slet ikke at Notre-Dame er helt speciel fordi den har dobbelte sideskibe, hvilket absolut er en sjældenhed man kun ser i særligt betydningsfulde kirker. De ved heller ikke at Notre-Dames høje midterskib, med klerestorievinduerne og de lavere sideskibe, gør at katedralen faktisk er en basilika. Og at det lange galleri af statuer på vestfacaden forestiller Israels 28 konger (men det er ikke de originale, for de blev halshugget under revolutionen). Og at den dannede kirkemode. Og at dens seksdelte hvælvinger var super banebrydende og at man opfandt nye, smarte teknikker for at sikre sig at katedralen var så høj, og så lys, og så regelmæssig som overhovedet muligt. Det ved de slet ikke!

Ok, det er måske fordi de er, well, normale, og ikke går så meget op i den slags. Men det gør jeg, så lad være med at disse Notre-Dame bare fordi du ikke forstår den.

(Men, Sif, er det ikke det samme du gør ved moderne kunst? Nej! Moderne kunst er grimt. Basta.)

Sacré Coeur, også bedre kendt som Sacré Crap!

En ting ligger dog helt fast. Jeg skal ikke se Sacré Coeur. Den kirke er forbundet med så megen lidelse, at det er ufatteligt at pilgrimmene ikke har brændt lortet ned for længe siden. Først skal man helt op på toppen af Montmartre. Så skal man gå op af 7000 fucking trappetrin mens man gisper og stønner. Bagefter er der satme FLERE trappetrin op til selve kirkens dør, og når man har kæmpet sig op af dem, klatrende over rige amerikanske turister på “pilgrimsrejse”, og man galpende står foran indgangen, dehydreret og helt bogstaveligt klar til at møde Jesus, så bliver man mødt af en sur dørmand, der på gebrokkent engelsk bræger “eet iiz nååt alaud zu DRINK in ze chørtsj!” Fucking hell. Jesus havde aldrig nægtet en tørstig pilgrim væske, siger jeg bare.
Når man så har dalret rundt derinde og tændt lys for verdensfreden og beundret interiøret og brugt alt for mange penge på bedekort og rosenkranse i den lille butik drevet af de til kirken hørende nonner, mens man spekulerer på om det overhovedet er tilladt for katolikker at flå turister til skindet, så får man den BRILLIANTE ide at man da skal se katakomberne. Det skal man da! Hvad man ikke ved er at man lige har købt billet til kuplen. Halvvejs oppe af de 7 millioner trappetrin får man mistanke om at der er noget galt. Og vindeltrappen er snæver, mørk og klaustrofobisk. Og normalt elsker man disse snævre vindeltrapper, men kun i oldgamle bygninger, og kun når man ved hvad man har indladt sig på! Og man kan ikke gå ned igen, kun op, og trinnene fortsætter og fortsætter til man er døden nær.
Endelig er man oppe på toppen, oppe under kuplen, den mest fantastiske udsigt over hele Paris! Nej se, dog, der har vi været, og der og der. Og man kigger ned, betaget, glad for at man smadrede sine skinneben og forkortede sit liv med 8½ år i bestræbelserne på at nå det højeste punkt i Paris. Man kigger ned. Og opdager kabelbanen. Og græder.

Rejsekammerat forsøger at trøste. “Men Sif, tænk på at istedet for at fise den af i kabelbanen, så vandrede vi op af Montmartres bakker på vores ben, ligesom i middelalderen. How about that? Vi var totalt autentiske, lige som du kan lide det!” og jeg brøler, med mine sidste kræfter “FUCK DIG! SACRE COEUR BLEV FØRST BYGGET FÆRDIG I 1914! DEN HAR IKKE EN SKID MED MIDDELALDER AT GØRE! JEG HADER DEN! JEG HADER DEN OG DENS FUCKING HVIDE FRÅDSTENSMURE!”

Har ikke været der siden.

(PS: Jeg tror jeg er færdig med at holde blogferie nu)

Mmm kage!

Så er det tid til endnu en konditorisøndag, men denne gang holder vi det på en lidt anderledes måde. Vi forvandler min beskedne knaldhytte til et “rigtigt” konditori. Det bliver ligesom en velsmagende temafest! Kageudvalget vil være anderledes end tidligere, og der vil være rigtig dug på bordene, porcelæn og fine kagefade. Man behøves dog ikke at opføre sig pænt og dannet, for det er trods alt nok for meget forlangt. Konceptet er som det plejer – jeg bager en million kager, og du kommer hjem til mig og spiser dem mod at betale din del af ingredienserne.

Der er plads til 12 personer. Prisen er denne gang 100 kr. Det dækker (hovedsageligt økologiske) ingredienser, kaffe, strøm, nervepiller til katten og materialer. Det er dyrere end sidst, dels fordi priserne er steget voldsomt, og dels fordi den gamle pris langt fra dækkede omkostningerne og det blev dyrt for mig. Det har jeg ikke råd til længere.

Datoen bliver 7. august 2011 kl 14.03. Bindende tilmelding på konditori@anarka.dk alt optaget! – hvis du melder fra i sidste øjeblik er det mig personligt, der skal punge de 100 kr for din deltagelse, og det har du ikke samvittighed til, vel?

Der vil være mulighed for at møde nogle af de legendariske Kagedåser og få permanente psykiske mén. Kom frisk! Du kan se billeder fra sidste konditorisøndag her.

Mmmm smør!

Der er få ting, jeg beundrer så meget som godt konditorhåndværk (det skulle da lige være gotisk byggekunst). Monet og van Gogh, gå hjem og vug. Det er i desserternes verden at man finder den ægte kunst. Og nu er jeg lige nødt til at afbryde min blogferie for at fortælle lidt om ægte kunst. Jeg har fundet et sted i Århus, hvor de sælger croissanter – bagt på rigtigt smør! SMØR! Og de ruller dem helt selv (jeg har set croissant-underarmen på den ene ejer… måske jeg skal til at lave mere smørlamineret dej?). For os, der foretrækker små specialbutikker frem for hypede koncepter (kan du sige Emmerys) er det en gave.

At de så også har et kæmpe udvalg af råmælksoste (købte en rar lille reblochon) er kun et plus. Der er også andre ting – charcuteri, fond og marmelade og sådan, men som de fleste nok ved, så banker mit hjerte for to ting: Desserter og råmælksost (og gotisk byggekunst. Og middelaldermad. Og øl. Og Ben Barnes. Men det er sagen uvedkommende) så jeg havde mest travlt med at vende og dreje ostene.

Jeg kalder billedet for "Smørtrappen"

Det er den lille deli i Jægergårdsgade 7 i Århus, der har de hersens lækre sager, og det er ikke engang dyrt. 15 kr for en croissant, der er ordentligt lavet – hvem kan brokke sig over den pris? Det er selvfølgelig overhængende fare for at man lige får nolet lidt ekstra med hjem. Men nu ved jeg da hvor jeg skal købe frokost når jeg er inde og lave kager.

Så gå ind og køb en croissant, men ikke for mange. Der skal også være nogen til mig, jo.