Smartphone = lyv



De siger det hedder en smartphone, men det er så meget løgn. Jeg købte en forleden. Endelig. Efter at være blevet punket for min kedelige TO år gamle telefon, der ikke reagerede når man maste sin pegefinger ned på skærmen. Jeg fandt et godt tilbud (dvs den kostede ikke flere tusind) og anskaffede mig den mest nuttede lille telefon. Den vibrerer når man rører ved den. Det har jeg ellers kun prøvet når jeg var på date.

Jeg fortrød dog hurtigt min beslutning, da jeg lagde ud med at bruge en hel time på at finde ud af hvordan helvede man slog tastaturlåsen fra. I ved, så jeg rent faktisk kunne bruge den der telefon, jeg lige havde købt og som havde lyserødt cover, ligesom en rigtig telefon skal have. Efter megen hysteri fandt jeg svaret online. Man skulle bare gøre som jeg havde forsøgt 1000 gange uden effekt. Fedt nok. Jeg genstartede svinet og så virkede den.

Det første jeg ledte efter var den lydløse funktion. Jeg er virkelig virkelig allergisk overfor telefoner og deres infame ringetoner. Min telefon er altid på lydløs. ALTID. Til manges store frustration, for hvis den ikke ligger så jeg kan høre den vibrere, ja så tager jeg den sjovt nok ikke. Det er også for dårligt. Nå, men en ringetone skulle man jo også bruge, trods alt. Det kunne jo hænde at man ventede et vigtigt opkald fra Ben Barnes og ikke ville misse det. Jeg valgte en, der lød som en rigtig fastnettelefon. Og så satte jeg den på lydløs. Jeg lærte at sende SMS’er. Efter en del banden og testen med god ven lærte jeg sågar at tage telefonen når den ringede (kør fingeren hen over skærmen, Sif. Nej ikke sådan. Sådan der… NEJ NEJ IKKE SÅDAN… se… sådan her.) HVORFOR HELVEDE KAN MAN IKKE BARE TRYKKE PÅ EN KNAP! Man ligner da en idiot når man står der og skal tage telefonen med et kækt sving af pegefingeren tværs hen over skærmen.

Nå. Men jeg stak telefonen i lommen og bevægede mig op mod supermarkedet, da jeg hørte en høj ringen ligesom en rigtig fastnettelefon. Ha, tænkte jeg, der er en eller anden idiot, der ringer til skolen om lørdagen. Jeg gik forbi skolen og tværs over centerets parkeringsplads og den høje ringen fortsatte. Hold kæft det er en høj telefon, tænkte jeg. Mon det er tandlægen? Nej nu lyder det som om det kommer inde fra Rema. Hvorfor tager de ikke den skide telefon? Nu ringer den igen. Så tag den dog. Den højlydte ringen stopper og jeg får øje på min ven. “Hvorfor helvede tager du ikke din telefon,?” spørger han. “Jeg har ringet og ringet og ringet de sidste 5 minutter!”

Nåja. I det mindste er den lyserød.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 Comments

  • KÆMPE STORT SMIL*
    Dejligt at vågne til et stort grin,TAK FOR DET :-)

    Selv tak! – Sif

  • Ha ha. Kender det kun alt for godt! I forhold til de fleste dødelige fik jeg ret sent en mobilos, som jeg syntes var fint og smart, men nej nej.
    Kæresten syntes da, at jeg lige pludselig skulle have en iPhone og den er helt sikkert guddommelig lækker, men det tog godt nok sin tid at “forstå” den. :)

    Haha. iPhone tør jeg slet ikke købe… den er alt for dyr, jeg ville slet ikke turde bruge den. -Sif

  • Du skal bare lige vænne dig til den ;)
    Og husk endelig at opdatere dens software, ellers er den en pestilens. Software var ikke opdateret, da jeg fik min, og jeg gik i laaang tid og brokkede mig over at den da overhovedet ikke virkede efter hensigten, da jeg så opdagede, at min version af Android var tudsegammel. Tsk.
    Du kan nok finde det på Sony Ericssons hjemmeside, min telefon spurgte bare automatisk om jeg ville opdatere på et tidspunkt.

  • Jeg skal dælme heller ikke ha’ sådan een!
    Stik mig en Nokia 3310 og så er jeg glad! :)

  • nåmen fandt du så den rigtige “lydløs” knap?

Comments closed for this article.