Klassisk 65, København og Den Dansende Muffin

I fredags var Klidmåsser og jeg på Klassisk 65. Bare os to og ingen hæmninger. Jeg har skrevet om dem før, og det indlæg skrev jeg før jeg fik lov at sælge kager fra deres køkken så det er totalt unbiased, lige som vi kan lide det. Lånekøkken eller ej, så er det alligevel et særsyn at jeg tropper op 3 gange på samme restaurant, af den simple årsag at jeg ikke bryder mig om at spise ude. Kombineret med de fleste Århusianske steders elendige betjening, så er der som regel dømt homecooking all the way.

Men der er mange restauranter der kunne lære noget af personalet på Klassisk 65. Uanset hvilken tjener/kokkeelev der er blevet udsat for vores evigt morsomme selskab (inklusive jokes som “vi skal have 6 halve med leverpostej” og “kan man få en kokkeelev til forret”, alle selvfølgelig affyret af Klidmoster mens jeg sad pænt og dannet på min plads) så har de altid været søde og rare og smilende og man føler sig helt hensat til mormors stue, fordi det bare er så hyggeligt at man aldrig vil hjem igen. Ingen stivede duge eller skarpt lys, man kan sidde i sit hjørne og forsøge at stjæle sølvgaflen med rosenskaftet (såå fin) og man føler aldrig man er til besvær.
Gotta love it! Det er lige til 3 stjerner i Sifs personlige ikke-michelinguide over rare restauranter.

Marvben er min livret, og så er det også meget middelaldersk. Man kan vel ikke med rette forvente at jeg deler?? I hånden den fine rosengaffel, som jeg ikke stjal, trods alt. Til gengæld er billedet stjålet - fra klidmoster.dk

Udover at vi druknede i smør (Klidmoster har skrevet om maden her, og det VAR mine marvben!), så lærte jeg også ting og sager om vin. Jeg drikker jo normalt ikke vin, så jeg bad om at få den mildeste blideste nuttede pelsede begynderhvidvin. Havde bare forventet en anbefaling, men fik istedet et turboforedrag af Den Flinke Mand (ham de kalder ejeren) om to forskellige vine (fra Sydafrika og… og… et andet varmt og solrigt sted), deres druesort og hvor de voksede og hvad det betød for sødmen og restsukker og noget med egetræsfade der vistnok får vin til at smage af teddybjørn og arkitektlamper. Eller også var det vanilje… og fløde! Stålfadsvinen havde noget kørende med hyldeblomst, men jeg endte altså med at kigge temmelig dybt i en flaske Simonsig chardonnay. Det stod der i alt fald på etiketten, så jeg går ud fra at det var det, den hed.

Jeg elsker at lære nye ting. Sidder lige og overvejer om jeg har råd til at gå mere op i det der med vin. Det er jo ikke ligefrem dyre hobbyer jeg mangler, og jeg har i forvejen spændt livremmen godt ind bare for at kunne tage ud og rejse (Heidelberg og Frankfurt am Main til juni… hurraaaa).

Yndig solnedgang... som jeg ikke formåede at fange ordentligt. Den var lavet af rød ild!

Pt befinder jeg mig på Radisson Blu i KBH. Jeg valgte simpelthen at indløse luksusopsparingen og snuppe en nat i KBH inden mit kursus senere idag. Jeg har kørt mig selv helt flad med den kogebog, så jeg kyssede katten farvel, overlod den til kattepasserens skæbne muhahaha, og hoppede på et tog til KBH. Rigtig dejligt hotel – heck, det var sgu lige før jeg blev BÅRET op på værelset, skulle ikke engang trille min kuffert de 3 meter hen til elevatoren. Blød seng og gratis internet. Og badekar! Men hvem er det lige der har besluttet at Arne Jacobsen er “godt dansk design”? Mit værelse er fucking orange. Men de der stole, grimme som de er, man sidder sgu godt i dem.

Mad! Og kage.

Eftersom jeg altid får tømmermænd om natten istedet for dagen efter, havde jeg kun sovet tre timer efter restaurantbesøget og ikke rigtig spist noget. Så da jeg endelig nåede frem og blev indlogeret og fik slæbt mig op i Magasin Mad&Vin, så var det på den tommeste mave i mands minde – ingen føde i 7 timer! – og med den største pukkel af træthed. Det er en rigtig dårlig og potentielt økonomisk fatal kombi. Det kan anbefales at tage kontanter med istedet for kreditkort, det sparede i alt fald mig for at høvle mange ting ned i kurven uden overhovedet at være vågen nok til at overveje om jeg havde plads i maven.
Det blev til bondebrød med fiskepate, smør og gedeost (ikke på én gang), små håndskårne Boxerchips (dårlige!), en bøtte chokoladeovertrukne lakridser fra Bülow (alt for gode!) og en bakke skiveskåren melon. Købte også en pakke af den the, jeg normalt hamstrer hjem fra Tallinn fordi den er så god, og en lille brik sødmælk til theen, fordi jeg ikke gider hotellets pulvermælk.

Mokkalagkage

Så var jeg også lige forbi La Glace for at købe en bette kaw’ med hjem til hotellet. Jeg udså mig en mokkalagkage og en kartoffelkage. Jeg ved at mange elsker deres kage, men jeg synes det var skuffende – ligesom sidst. Det er som om der er for meget luft i, og det går ud over smagen. Jeg ER altså superduperskidemeget kræsen. Til gengæld har jeg sjældent fået så venlig og smilende betjening som af den unge dame bag disken. Det giver altså lige lidt overskud til ikke at losse gøglerne over skinnebenet når de igen står i vejen midt på et tætpakket strøg.

Fordi jesus altså! Jeg har været i mange europæiske storbyer, de fleste af dem temmelig meget større end KBH, og jeg har sgu aldrig før prøvet at stå i kø for at komme frem på strøget. Eller for at komme over gaden. Det hele krydres med elendigt violinspil, ligeså elendigt xylofonspil, diverse former for religiøs forkyndelse (dagens menu bød på Jehovas Vidner, islam og I’M A CRAZY PERSON) og en fyr klædt ud som en muffin, der stod og dansede foran en isbutik.

Pludselig føles det ikke længere som en fornærmelse at blive kaldt jyde…