Simpel fiskesuppe med kartoffel og torsk



Simpel fiskesuppe med kartoffel og torsk

Jeg er sådan lidt i oprørsmode disse dage. Det hænder nemlig fra tid til anden, at økologi hænger mig langt ud af halsen. Jeg bliver røvtræt af at holde øje med om det er økologisk og biodynamisk og MSC certificeret og parfumefrit og skadelig-kemikalie-frit og rend mig der hvor ryggen er højest når jeg plukker mælkebøtter.
Røvtræt af at skulle betale 7dobbelt pris for min mad. Røvtræt af at bruge urtekusseklidprodukter! Jeg vil også have L’Oreal Elvital fra den lilla bøtte der giver hår der skinner som kattepis i måneskin parce que je le vaux bien!  Mærkevarer og produkterne fra TV ligesom alle de andre! FUCK ØKOLOGI mwahahaaaaaaåh oh my god jeg kommer så meget i helvede.

Disse episoder ender gerne med at jeg køber en flaske af den allermest lyserøde og parfumerede og topmodel-reklamerede shampoo og ender med at kyle den ud fordi jeg kommer i tanke om at jeg er allergisk overfor lortet. Og at jeg køber urtekusseklidprodukter fordi jeg elsker den der rare følelse af min hud, der ikke brænder, klør, slår ud, skæller eller falder direkte af. Så meget for det oprør.

Så vidt gik jeg dog ikke idag. I stedet gik jeg ned til den rare fiskehandler med det lækre kompetente personale og købte mig noget af deres hjemmekogte fiskefond og en klat stenbiderrogn. Jeg ville nemlig lave en fiskesuppe med torsk og muslinger, som stod hjemme i køleskabet og ventede. Fiskehandleren har en yderst spiseværdig fiskefond som de selv koger på fiskeben, fiskehoveder og grøntsager. Det er jeg vældig glad for, thi jeg får aldrig taget mig sammen til at koge fiskefond selv, og jeg gider ikke dem på flaske til noget så let og delikat som fiskesuppe – hvor fonden jo ligesom er selve suppen, mere eller mindre. Den kommer i bøtter med lidt over ½ liter og det passer meget godt til sådan en singlespiser som mig, for når der først er kommet kartofler og fisk i suppen, er det en temmelig fyldig og mættende sag.

Men hvor er muslingerne så henne? De er i skraldespanden. Jeg havde ellers endelig fundet de fine limfjordsmuslinger, men da jeg åbnede pakken, bredte der sig den mest afskyelige stank i hele køkkenet. Det var så slemt at jeg måtte tænde emhætten for at få stanken ud. Jeg besluttede mig for at muslinger alligevel er en stærkt overvurderet spise. Faktisk tror jeg der går lang tid før jeg kan se en musling uden at min brækrefleks går i selvsving.

Så det blev med torsk og lidt fennikel. Det er ikke en middelalderopskrift – jeg trængte til noget simpelt og ligetil og jeg elsker fiskesuppe uden alt for mange dikkedarer. Der er kartofler i for at give god dejlig smag og jævne suppen en smule. Og så er der dildstængler – bladene kommes ovenpå til sidst. Serveret med creme fraiche og stenbiderrogn tror jeg nu nok den havde gjort lykke på ethvert middelalderbord her i fastetiden.

Du kan bruge anden fisk end torsk, men brug mager, hvid fisk. Fed fisk smager alt for kraftigt i den her suppe, og f.eks ville laks være totalt malplaceret. Kulmule ville sikkert være dejligt. Og nåja, du behøver jo ikke at bruge stenbiderrogn ovenpå. Det er bare sjovt med knas-knas garniture. Smager fint uden.

Og nu vil jeg gå ud at rense den aborre jeg også købte. En hel fucking aborre med indmad og øjne og hele lortet. Skal nok blive godt.

Simpel fiskesuppe med kartoffel og torsk
4 personer

6 dl hjemmekogt fiskefond (eller købt hjemmekogt…)
4 store melede kartofler
1 lille knold fennikel
1 dl hvidvin
1 bundt dild
400 gram hvid fisk
Salt og peber

Creme fraiche og stenbiderrogn til servering

Skræl kartoflerne og skær dem i tern. Snit fennikel tyndt. Skær fisken i mindre stykker. Dilden plukkes så stængler og blade er for sig, begge dele hakkes.

Svits fennikelskiverne bløde i lidt smør og hæld hvidvin på. Tilsæt fiskefond og kartofler og dildstængler og bring hele molevitten i kog. Lad det småkoge under låg til kartoflerne er helt møre. Blend så suppen med en stavblender. Smag til med salt og peber. Læg fisken i og lad suppen småsimre til fisken er kogt men pas på at den ikke får for meget og bliver tør og hård. Og kedelig. Det tager ikke mange minutter.

Server suppen rygende varm med creme fraiche, stenbiderrogn og klippet dild. Nam nam!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

4 Comments

  • Ser meget lækkert ud – Torsk og stenbiderrogn er min yndlings spise :-)
    Men glæder mig nu til at se hvad du får ud af den “fucking” Aborre – jeg er så meget til fisk

  • Det pureste guf!

  • Åha Sif, den suppe der skal jeg vist have lavet til mig selv den næste gang den fiskehadende Hulemand forlader huset. Dog uden rogn. Jeg ejer en dyb aversion mod mad der “popper” i munden på mig :D

  • Nu er husbond kommet hjem med 7kg torskefilet og jeg har glædet mig til at lave denne ret!!! Hurra!

Comments closed for this article.