Archive for February, 2011

Crepes Tallinn (flamberede pandekager med kirsebærkompot og Vana Tallinn)



Crepes Tallinn

Det værste ved ferierejser er hjemturen. Ikke nok med at man død og pine skal omkring Københelvede, verdens mest stressende by, så skal man også lide den tort at være frataget sit nyfundne paradis, hvor alting var nyt og spændende og hvor maden var bedre og hvor skal man nu købe havtornmarmelade?

Vi sov på Hilton dagen før vi skulle flyve og fik et værelse med udsigt mod udenrigsterminalens startbane. Jeg tilbragte eftermiddagen med næsen trykket mod ruden. Så det ene fly efter det andet lette og flyve ud i verden. Ønskede at jeg kunne rejse hvorhen jeg ville, når jeg ville, så længe jeg ville og opdage nye spændende ting hver dag. Lad os bare sige at jeg er enig med H.C. Andersen når han siger “at rejse er at leve”. Og så er det unægteligt nedtur at komme hjem. Men hjem kommer jeg, for kagedåserne vil kun lade mig rejse, hvis jeg lover at jeg kommer tilbage. Og så er der også den der kat… og, well, jeg er ikke lavet af penge. Selvom jeg er blevet god til at finde slagtilbuddene og rabatterne, så er det stadig dyrt at rejse. Køb nogen flere bøger pleeeease og måske en kage eller hvad med et kursus?

Men det gik da, og mit liv er fortsat lykkeligt og bla bla, selvom jeg hver eneste nat siden hjemkomsten har drømt at jeg var på ferie. Specielt har jeg været i USA, ja i nat flyttede jeg sågar til Maine (det er lovligt at sælge upasteuriseret mælk i Maine…). Jeg gemmer dog USA ferien til jeg får et kørekort, for jeg vil ikke til New York. Jeg vil ud og se, vil jeg, og deres offentlige transportnetværk, well, lad os bare kalde det mangelfuldt at best. You. Need. A. Car.

Men for nu at vende tilbage til Tallinn. Klidmoster og jeg fandt en fantastisk butik så godt som ved siden af hotellet. Den hedder Stockmann og er en slags mini-Magasin. Som i, en fjerdel af størrelsen, max. Men de har et supermarked, et fantastisk supermarked hvor jeg fandt de mest fantastiske ting. F.eks kohupiima, som er det samme som russisk tvorog som igen er en af de mest fantastiske ingredienser i verden. En meget tør og syrlig form for hytteost, kan man vel kalde det, og jeg laver det altid selv, for man kan selvfølgelig ikke købe det herhjemme. Og små bægre flødekvark – ja kvark kan faktisk indeholde en hel del mere fedt end de der 0,5 % vi blev spist af med herhjemme, tak til dig Susan Powter, din omvandrende kulinariske katastrofe – med kirsebær og rabarber og jordbær og fersken. Jeg selv blev svært afhængig af en med vanilje. Vi proppede dem i minibaren, hvilket gav lidt issues ved check ud, fordi minibaren automatisk registrerer  hvis man har taget noget ud = vi havde bygget en pæn lille imaginær regning op. Det fik vi dog heldigvis fikset, godt man er vågen.

Havtornmarmelade på estisk rugbrød

I Stockmann kunne man også få havtornbær på frost, og jeg er så skidemisundelig at I ikke gør jer begreb om det. Jeg ELSKER havtorn, og det glas marmelade jeg havde med hjem, det er sgu da tomt for længst. Der er længe til oktober, hvor de kan plukkes i den danske natur… jeg tror det er bedst at jeg snarest muligt tager til Tallinn igen.

Jeg havde også surkirsebær med hjem, og en flaske Vana Tallinn, en sød krydret stærk sprut, der smager vanvittigt godt. Så da jeg sad og kiggede billeder og sukkede efter at rejse ud igen, tog jeg mig selv i nakken og lavede en smækker dessert med de ting, jeg havde med hjem i kufferten. Udover de fornævnte ting, havde jeg nemlig også taget to pakker hapukoor med, en fantastisk form for syrnet fløde (svarer til det russiske smetana), der ikke smelter når man hælder det på varm mad og som ikke skiller når man koger det. Jeg skal helt klart finde ud af at lave det selv.

Eftersom pandekager stod på nærmest alle menukort derovre (og i Rusland også, for den sags skyld), besluttede jeg mig for at lave en alternativ udgave af crepes suzette. Crepes flamberet i Vana Tallin! Flambering er nok noget af det fedeste man kan lave i et køkken. Hæld sprut på en ret og sæt ild til. Se stikflammerne fortære dit loft. Whats not to love? Men flamber ALDRIG under emhætten! Tag panden ud i åbent rum. Kom ikke og sig jeg ikke advarede dig.

Eftersom hapukoor, Vana Tallinn og surkirsebær ikke just er staples i det danske køkken, kan du erstatte med creme fraiche 38%, rom eller cognac og almindelige dessertkirsebær – dem i lage, så kan du koge din egen kompot.

Crepes Tallinn

2 æg
50 gram hvedemel
1 tsk vaniljesukker
1 nip salt
1 tsk sukker
1,5 dl mælk

Melet sigtes sammen med salt, sukker og vaniljesukker. Æggene slåes ud i melet og det hele piskes sammen til en glat dej – med håndkraft! Tilsæt mælk lidt efter lidt til du har en ret tynd pandekagedej. Piskeriset må næsten ikke møde modstand når du trækker det gennem dejen. Men husk – hellere for tyk end for tynd, for det er nemmere at tilsætte ekstra mælk end ekstra mel.
Lad dejen hvile i 30 min og bag den så til tynde pandekager. I smør! Brug rimelig høj varme, pandekagerne skal ikke have mere end 30 sekunder på første side og 10 sek når de er vendt – på den måde bliver de bedst. Vend dem med en lang, tynd spatel, istedet for en bred.

Når pandekagerne er bagt, skal de foldes til trekanter. Normalt folder man dem først i selve stegepanden når de lægges i sirup, men det synes jeg bliver alt for sødt, derfor folder jeg dem på forhånd.

3 spsk sukker
Saften af 2 appelsiner
1 spsk smør
Vana Tallinn

Hæld sukkeret på den varme pande og lad det smelte helt. Put så smørret på og til sidst appelsinsaft. Vend pandekagerne i siruppen og læg dem pænt på rad og række i stegepanden. Hæld Vana Tallinn over og vip straks en (tændt) tændstik ind over kanten så alkoholdampene antændes. Hold panden væk fra børn, øjenbryn og emhætter, for har du brugt for meget alkohol kan det give en ordentlig stikflamme! Jeg hældte bare sådan en god sjat på og fik nogen rimelig hardcore flammer ud af det. Så snart flammerne er døet ud – det tager ikke mange sekunder – lægges pandekagerne på tallerkener og overhældes med surkirsebærkompot og hapukoor.

Surkirsebærkompot

1 glas surkirsebær i saft (800 gram, heraf 400 gram kirsebær)
100 gram sukker
4 stjerneanis
1 stang vanilje

Sigt bærrene fra væden og hæld væden i en lille gryde med sukker, stjerneanis og vanilje. Bring det i kog og lad det simre et kvarters tid. Fisk krydderierne op og hæld kirsebærrene i lagen. Lad det simre videre endnu et kvarter, til en tyk sirup. Hæld på skyllede, skoldede glas.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger... Continue