Archive for February, 2011

Fastelavnsboller med safrancreme



Fastelavnsboller med safrancreme

Fastelavnsboller med safrancreme

En af de rareste ting ved at blogge, og undskyld mig hvis jeg lige lyder lidt som en kliche her, er når man rammes af en “Random Act Of Kindness”, som det så fint hedder på engelsk. I kender måske konceptet “pay it forward”, der går ud på at når nogen, gør noget godt for dig, så skal du give det videre – altså gøre noget godt for andre. Det kan jeg godt lide, for det får velgørenheden ind i hverdagen. Der er en stor mental forskel på at putte 50 kr i en indsamlingsbøtte og på at hjælpe en vildtfremmed der har tabt sine varer. Folks taknemmelighed – hvis de altså er ordentligt opdraget – kan få en til at føle sig som en ren moder Theresa og få lyst til at hjælpe flere. Det er en god cirkel. Vi skal stadig give de 50 kr til at bygge brønde i tørkeområder, men vi skal også huske de små ting i hverdagen, for det er dem, der giver overskuddet.

Grunden til alt det her moralpræk, er at jeg netop har modtaget den mest vidunderlige bøtte safran fra en bloglæser, der ikke selv kunne lide det (hva? Ikke lide safran? Hvordan er det muligt!). Det er så god safran at hele postkassen duftede at 1001 Nats Eventyr. Fremover vil jeg kaldes Scheherazade.

Åh Scheherazade
Giv os lidt marmelade
Til vores lemonade
Så bliver vi så glade
Og laver ikke ballade

Det vil jeg tvinge alle fastelavnsungerne til at synge før jeg putter så meget som en 25øre i deres raslebøsser. Sgu.

Men fordi jeg gerne vil give lidt velgørenhed videre, så kan du de næste 2 timer downloade en PDF fil af mine kagebøger. Jeg har gjort det før, men jeg gør det igen – der er altid nogen der misser de korte vinduer jeg lægger dem til rådighed. Så indtil idag, 24 februar 2011 kl 13.00, kan du downloade Pausekage og Anarkistens ægte Kagebog. Bare klik på linksne. Jeg vil lade det være op til karma at sørge for at I ikke sender dem videre til andre end jer selv, husk at jeg skal leve af bøgerne, og jeg vil så nødig spise havregrød oftere end højest nødvendigt.

Og nu! Mine damer og herrer. Fastelavnsboller. Jeg læste en artikel i Politiken om Søren Ryge og hans favoritkringle som blev lavet af en gammel dame. Hun brugte en lidt anden metode end jeg er vant til – nemlig at lade gæren boble med væske og sukker lidt tid før man blander selve dejen. Og så æltede hun smørret i med det samme, og ikke til sidst. Det skulle jeg selvfølgelig prøve med min sædvanlige bolleopskrift, og det virker jo bare pragtfuldt. Sådan vil jeg ælte fed gærdej fremover.

Hvis du ikke kan lide safran, så kan du selvfølgelig udelade det i cremen. Put noget andet i – 50 gram mørk chokolade f.eks. Eller lidt sprut. Eller hakkede nødder eller æblemos eller sveskemos eller pæremos eller naboens hund.

Fastelavnsboller med safrancreme

Fastelavnsboller med safrancreme

Fastelavnsboller med safrancreme
ca 15 stykker

Bolledej:
2 dl lunken mælk
25 gram rørsukker
½ tsk salt
25 gram gær
1 æg
75 gram blødt smør
ca. 450 gram hvedemel

Put lunken mælk, rørsukker og salt i en skål. Opløs gæren heri. Rør ægget ud og lad det stå 20 minutters tid til det syder når du rører rundt – ligesom sodavand. Faktisk er det sådan man laver naturlig kulsyre i øl. Man putter sukker i flaskerne. Skær smørret i tern og put det i blandingen sammen med halvdelen af melet. Stik så grabberne i dejen og ælt det hele godt sammen til en afsindigt klæbrig masse. Tilsæt mel lidt ad gangen (brug et målebæger, ellers får du dej på melposen og ca alt andet i nærheden) til dejen er så fast at du kan ælte den. Ælt den godt sammen, dæk skålen til og sæt den til hævning en times tid et lunt sted. Lav cremen imens.

Safrancreme:
1 æg + 1 æggeblomme
50 gram sukker
15 gram mel
3 dl sædmælk sødmælk
1 stort nip safran

Det hele piskes sammen i en lille gryde og varmes op under konstant omrøring til det bobler og koger. Lad det småkoge 2 minutters tid og tag det af varmen. Hæld det gennem en sigte ned i en skål og lad det køle af mens dejen hæver.

Når dejen er stor og hævet tages den ud på et meldrysset bord og rulles ud. Rul den rimelig tyndt ud, ellers bliver det sådan nogen fede boller med ganske lidt creme – det gider vi ikke. Skær dejen i firkanter ca 10×10 og læg en god spsk creme på midten af hver. Fold så hjørnerne sammen på midten, ligesom en kuvert, og knib kanterne godt sammen, så intet render ud. Læg bollerne på en bageplade med sammenføjningen nederst. Lad efterhæve en halv times tid.

Bages 15 minutter ved 200 grader. Og lad dem for guds skyld køle af – jeg brændte ganen på den meget varme creme. Av!

Continue

Nu med næringsbrev



Nu har jeg, efter et par dages intensivt selvstudie, bestået næringsprøven (med 0 fejl, wohooo) og er nu 100% lovlig og klar til at drive fødevarevirksomhed.

Min hjerne er en anelse grillet lige nu, men med alt det her bag mig, så skulle der gerne blive tid til at blogge noget mad igen! Hurra, siger I allesammen. Det kan jeg høre at I gør. Lad være med at benægte det.

Continue

Skinkefisk



Jeg får af og til nogle besynderlige indfald, der smadrer enhver spirende tillid til at jeg måske alligevel er ved at blive et voksent og modent menneske. Således sendte jeg idag en SMS til Klidmoster hvori jeg proklamerede at fra nu af ville jeg kalde hende Skinkefisk. Fordi det lyder godt.

Skinkefisk. Svinebondens svar på hørfrøkylling. Svin fodret med torskerogn, simpelthen. Jeg kan se reklamen for mig. En glad gris danser hen over en grøn mark i bedste Gene Kelly stil mens den kækt synger:

Skinkefisk spis Skinkefiiiiiiisk
Uden ben og altid friiisk
Fyldt med indbygget penicilin
Spisk Skinkefisk
- du blir frisk som et svin!

Skinkefisk spis Skinkefiiisk
Fyld mig med æbler og måske en lille svesk’
Moder Natur, hvad ved hun om nå’d?
Spis Skinkefisk
- det er gris med fisk på!

Hun har endnu ikke svaret, jeg tror hun sidder og overvejer om hun skal ringe til psykiatrisk skadestue.

Men nu vi alligevel taler om Skinkefisk, så deltager hun i en konkurrence hvor hun kan vinde en masse penge, og hvis hun vinder de her penge, ikke, så har hun lovet at tage mig på Klassisk 65 og give mig alle de creme brulee jeg kan spise (en 12-15 stykker vil jeg tro). Og det kunne jeg godt tænke mig, så hvis I lige kigger på hendes opskrift her og stemmer på den. Tak! Jeg vil tænke på jer mens jeg svømmer i silkeblød creme.

Continue

Konditorilørdag 5. marts – kom og spis



Det er meget længe siden jeg holdt konditorilørdag/søndag hver måned, og det bliver næppe en fast feature igen – jeg har simpelthen ikke tid. Men jeg har trods alt stadig brug for at teste mine nye kageopskrifter på sagesløse mennesker, så derfor vil jeg holde et par stykker eller tre i år. Og den næste er planlagt!

Lørdag d. 5. marts kl 14.02 her hos mig i Århus.

Arrangementet plejer at slutte ved en 18-tiden.

Hvis du ikke kender konceptet bag en konditorisøndag, så foregår det på den måde at du møder op, stikker mig 50 kr – det er til at dække ingredienser, kaffe og the – og så spiser du en hel masse kage. Du kan læse om tidligere konditoridage her og her og her og her.

Det er et lukket arrangement, forstået på den måde at man skal være meldt til. Derfor: Send en mail til konditori@anarka.dk for tilmelding. Alle er velkomne. Der vil være mulighed for at hilse på nogle af de berygtede kagedåser!

På 100% eget ansvar.

Continue

Chokoladekage med kirsebær



Chokoladekage med kirsebær

Chokoladekage med kirsebær

Valentins Dag. Endnu en af de der dage, vi fejrer uden overhovedet at vide hvorfor, men som med garanti gør en hel masse kvinder røvsure fordi deres onde mand glemmer den. Og hvis du ikke tror på mig, så fis ind på et mødreforum en dags tid eller to efter Valentins Dag, og der vil være lange tråde om snarlig skilsmisse grundet en episk mangel på billig chokolade i hjertefacon. Jeg tror der er et kærestepar eller to, derude i den danske fauna, der liiige skal have forventningsafstemt deres forhold.

For man er jo altså ikke tankeløs og ligeglad fordi man glemmer en eller anden mærkedag, opfundet af en smart kortproducent, der syntes at tiden mellem jul og påske var alt for lang og billig. Og hvis man alligevel flipper skråt på den stakkels mand, så har det nok rod i nogle helt andre problemer i forholdet, som hverken glitrende kort eller røde roser kan fikse. Det er ligesom de der kvinder, der tror de kan opdrage deres børn til at være ligestillingselskende individer ved at give dem en grøn bluse på. Symptombehandling – it never works. Løkke og Helle, læser I med? OG dig, Villy, din sell-out.

Men! Hvis man vil fejre Valentins Dag med pomp og pragt og lyserøde roser, så gør det! For satan. Hvem kan ikke bruge en hjerternes dag,  her midt i vores kolde og kyniske verden. Hvem vil ikke gerne have morgenmad på sengen på en røvsyg mandag? Fyld fest ind i hverdagen nårsomhelst det er muligt, er mit motto – og selvfølgelig kan man gøre det på andre dage, men nu er det 14. februar der indeholder associationerne. Vi giver jo heller ikke julegaver i april, ikke medmindre vi er seriøst sent på den altså.

Sig det med kage, har jeg altid sagt. Eller, det har jeg ikke, men det lyder godt. “Det har jeg altid sagt,” – så har man ligesom fastslået at man er en autoritet på området. Eller et bedrevidende fjols. Eller en blanding af begge dele, for den sags skyld. Sig det med kage. Altså ved at give en kage. Kager kan ikke snakke, så de siger i sagens natur ikke så meget. Der er mange i min omgangskreds, der af og til ville ønske at jeg var en kage. Det er sandt. Men, og jeg gentager, sig det med kage. Og sig det gerne med denne her smækre chokoladekage med kirsebær. Den er virkelig god, hvis jeg selv skal sige det. God, enkel og yndig. Det bedste er, at den smager bedst lun, så man behøver ikke engang at vente på at den køler af.

Jeg har brugt resten af de surkirsebær, jeg havde med hjem fra Tallinn. De er lidt svære at få fat på herhjemme, men du kan bruge almindelige dessertkirsebær, eller amarenakirsebær. Bare husk at det skal være dem i lage, og ikke kirsebærsauce.

PS: Hvis nogen skulle få lyst til at sende mig chokolade og Kusmithe i valentinsgave, så kan I bare sende det til firmaet – adressen står både på SifBeths og Forlaget Tinnas hjemmeside. Jeg tror ikke jeg får noget af katten.

Chokoladekage med kirsebær
En 20 cm rund kage

150 gram blødt smør
175 gram sukker
3 store æg
150 gram hvedemel
75 gram mørk chokolade
10 gram kakaopulver
1 nip fint salt
1 tsk bagepulver
1 spsk vaniljesukker
½ dl kærnemælk
200 gram kirsebær, uden lage + 1 spsk mel

Start med at tænde ovnen på 175 gram. Smør en 20 cm springform og drys den med mel. Du kan også bruge en 24 cm, den er mere almindelig i de danske hjem, så skal kagen bare ikke bage helt så længe. Læg en cirkel af bagepapir i bunden.

Smelt chokoladen og sæt den til side.

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Tilsæt æggene, et ad gangen, og pisk grundigt efter hvert enkelt. Pisk den smeltede chokolade i. Sigt mel, kakao, salt, vaniljesukker og bagepulver sammen. Rør det i dejen sammen med kærnemælken. Vend kirsebærrene i melet og rør dem forsigtigt i dejen, så de ikke går i stykker.

Bag kagen midt i ovnen i ca. 1 time. Når den er kølet af, vendes den ud på et fad og drysses med flormelis. Pynt evt. med flere kirsebær. Spis!

Continue

Afsløringens time



Solskin i stuen = yay!

Alt for synlig støv under reoler = boo!

Continue

Awesome



Nu har jeg bestået den hygiejneprøve (0 fejl og kommentaren “super beskrevet” oh yes hallo der, jeg er stadig klog) og er dermed officielt kvalificeret til at give uskyldige mennesker madforgiftning. Det er en prøvelse, for et uafhængigt og frihedselskende sind som mit at skulle terpe regler og love i tre dage – men det hele gav jo god mening, så jeg kan ikke engang brokke mig. Jeg mener, det er sgu alligevel lidt svært at argumentere imod sund fornuft. Men for at det hele ikke skulle gå op i civil lydighed, købte jeg en bakke kyllingelår (økologisk kylling er ikke så dyrt hvis man kun køber lårene, perfekt til os der ikke gider tygge i dødssygt brystkød) og lagde den på øverste hylde i køleskabet. HA! Se mig, jeg bryder en regel.

Ti minutter efter gik jeg hen og satte den på nederste hylde i stedet. De fik mig sgu alligevel. Effektiv hjernevask.

Nå, men jeg har været hjemmefra fra 7-17 hver dag og om aftenen har jeg læst om jordbakterier og 3timers regler og kritiske kontrolpunkter og hvad fanden det altsammen hedder og derfor har jeg ikke lavet mad overhovedet. Klidmoster, den dejlige dame, kom med sushi igår (købt for DINE skattepenge, oh yes. Fuck hvor vi fråsede på det offentliges regning mand… næste gang skal vi sgu også have champagne. For din topskat. Og hvis du ikke ved hvad jeg fabler om, kan du læse Klidmosters indlæg her).

Og de der kyllingelår, ikke? Jeg puttede dem allesammen i et fad, smurte med lidt smør, dryssede salt på og knaldede dem i ovnen til skindet boblede. Så tog jeg fadet ud, pillede al skindet af lårene, stablede dem op på en tallerken og åd dem. Fåk det var godt! Der er ikke noget bedre end sprødt kyllingeskind. Ikke engang sprøde flæskesvær kan slå det.

Nu har jeg så en masse kyllingekød. Der naturligvis er korrekt afkølet… måske en lille kyllingesalat med mayo og dild?

Og NU vil jeg se Aladdin og hækle. Sgu fandme så. Og udnytte groft at jeg kan sove længe i morgen.

Continue

Godfreakingmorgen



Jeg har aldrig været morgenmenneske. At stå tidligt op indebærer at stå MEGET tidligt op, så jeg kan bruge en halv time på at sidde og glo ud i luften mens jeg langsomt bliver levende. Derfor sørger jeg også så vidt muligt for at holde mine morgener fri for planer. Desværre har det offentlige Danmark ikke tænkt sig at indrette skemaet efter min døgnrytme, så jeg sidder pt. og hælder kaffe i gabet for lige om lidt skal jeg på hygiejnekursus og betale for det privilegium at overholde loven. Wohoo! Hip hip hurfuckingra.

Og bevares, jeg glæder mig til at have beviset i hus, men kunne det ikke starte på et mere menneskeligt tidspunkt… som f.eks kl 14.

Continue

Rum-robåd og mønstret lagkage



Et bette starship

Ok, den blev knap så imponerende som en ægte Imperial Class Star Destroyer, men nu er den heller ikke 1,6 km lang ligesom originalen. Hvis man da kan kalde et fiktivt rumskib for en original. Æh.

Så havde den nok også haft en anelse svært ved at være på fadet, tænker jeg.

Jeg havde helt glemt hvor fedt det er rent faktisk at gøre en indsats. Selvom jeg elsker lambethkagerne, så er der jo ærlig talt ikke så skidemeget udfordring og problemløsning i dem længere, de sidder på rygraden. Det er selvfølgelig rart, men af og til vil man gerne bruge hjernen og lære nye ting.

Nu står kagen til Bedstevennens 30 års fødselsdag (med Star Wars tema…) og gør sig til. Jeg har nådigst takket nej til invitationen, for jeg hader store fester hvor jeg ikke kender nogen, og desuden skal jeg arbejde hele weekenden. Mine fødder gør ondt! Og så var det med udklædning. Hvad skulle jeg være – Jabba The Hut? Nej. Vi tager på Klassisk 65 en anden dag istedet. Og spiser AL deres creme brulee.

Mønstret lagkage

Jeg forsøgte mig også med noget andet sjovt, nemlig mønstrede lagkager. Jeg har længe luret på at afprøve teknikken, og da Daring Bakers havde det som månedens udfordring gav jeg det en chance. Det var mega nemt og vildt sjovt. Dog er jeg ikke vild med opskriften på farvet dej – dens tekstur passer meget dårligt ind i en luftig lagkagedej, så det skal jeg lige rode videre med selv. Men det ser da meget sjovt ud, ikke? En Star Wars fest er ikke komplet uden en lyserød lagkage.

Det ved alle.

Continue

Jeg fortjener sushi



Jeg er ved at lave det her bette rumskib om til en kage.

Imperial Class Star Destroyer (forhåbentlig...)

Bedstevennens beskedne 30-års ønske… jeg har brugt den sidste uge på at kigge på billeder, blueprints, læse beskrivelser, udregne målestoksforhold og se et par Star Wars film, hvor den er med. Og jeg er altså mere til Star Trek (go Janeway!). Når jeg er færdig vil jeg ikke høre et ord mere om The Force eller Anakin (som btw er ret meget mere lækker end Luke, ikke at jeg går op i den slags) eller rumskibe eller så meget som en titelmelodi fra den filmserie!

Men hva, jeg kan jo lide dem, udfordringerne… og nu må jeg hellere gå ud og sætte haleror på bæstet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger... Continue