Archive for December, 2010
1 december: En lille julekonkurrence
Okay jeg plejer altid at prale med at jeg har de bedste kursister i hele verden, og i dag fik jeg så det endegyldige bevis. Postbudet kom med en pakke, og se hvad der lå deri:

Et ægte trekantsdrama i chokolade
En Twilight chokoladekalender. Indeni hver låge er der et stykke mælkechokolade med et bogstav. E for Edward, J for Jacob. Og selvfølgelig B for Bella. Det er så meningen, tror jeg, at man skal åbne en låge om dagen og tælle hvor mange hjerter med hhv E og J der er – og til sidst tælle sammen og se hvem der vandt Bellas hjerte.
Seriøst, det er fandme en god ide, lige der. Næste gang to lækre fyre slås om min gunst, så hiver jeg lige en chokoladekalender frem og siger “okay… Orlando og Ben… ikke mere slåskamp. Lad os tælle hvor mange hjerter af dårlig mælkechokolade der står O på, og hvor mange der står B på. En, to… *haps* hov! Nu ødelagde jeg optællingen, så er jeg nødt til at date jer begge to.”
Da jeg så havde hulket færdig af grin over konceptet, besluttede jeg mig for at mine bloglæsere da ikke skal snydes for spændingen. Jeg har simpelthen flået kalenderen op (måske gik den lidt i stykker) og talt hjerter sammen. Og, kære læsere, I har nu chancen for at vinde et blankt og skinnende køkkenredskab, som jeg personligt vil gå ned og udvælge med mine hellige hænder i byens bedste køkkentøjsbutik. Det eneste du skal gøre, er at smide en kommentar om hvem DU tror vinder Bellas hjerte… Edward eller Jacob?
Guess away! Sidste frist er ved midnat.