Muffins med æbleconfit og pistacieflødecreme



Muffins med æbleconfit og pistacieflødecreme

Muffins med æbleconfit og pistacieflødecreme

[Tilføjet kl. 22.15: Hej, folkens. Der er kun 15 timer tilbage af Foodfanadias konkurrence, hvor hun kan få sin drøm om et kokkeskoleophold betalt. Så hvis du ikke allerede har stemt, gør det nu *klik  her for stemning*, ellers vil jeg kigge på dig med mit ondeste øje. Grrr! Se mit onde øje!]

Af og til når jeg kigger på mit køkken, så undrer jeg mig over hvilken inkompetent 70′er arkitekt, der i en rus af hash og billige pilsnere tegnede mit køkken uden vindue. Bevares – der er kæmpe vinduer i stuen, så jeg får lyset bagfra når jeg står derude. Og mens der er mange ting, der er fine at få bagfra, så er lys bare overhovedet ikke en af dem, og sgu da slet ikke i et køkken – for det betyder at jeg skygger for mit eget arbejde og ikke kan se en skid. Samtidig er min knaldhytte vendt mod øst og har højt hegn omkring den lillebitte have, så halvtaget, der løber i facadens fulde længde, afslutter mission “Minimum Lys i Huset” så effektivt, at jeg mere eller mindre er nødt til at tænde lyset allerede klokken 11 i vinterhalvmånederne, når solen har flyttet sig sydpå og dermed overhovedet ikke når ind til mig.

At de moderne elsparepærer samtidig har et lys så svagt at jeg må bruge lommelygte for at skelne mellem katten og nullermændene under sofaen, gør selvfølgelig ikke sagen meget bedre. Og ja, selvfølgelig kan jeg sætte nogle flere lamper op. Er da også halvvejs på vej ud i IKEA efter en eller anden lampe der hedder “Döda mig” eller “Varför är jag så hemsk ful?”, men det kan da ikke passe at jeg skal være et miljøsvin med 1000 lamper, bare for at være i stand til at se om det er rester af æggeblomme eller porcelænsmaling jeg står og forsøger at skure af tallerkenen. Vel. Det er også derfor jeg sparer op til udbetalingen på en eller anden kæmpe lejlighed inde omkring Marselis Boulevard, en af dem med højt til loftet og stuk på facaderne og en pris, der gør at min opsparing so far på 437,50 nok ikke rækker til mere end et dørhåndtag. Men det skal da ikke afholde mig fra at drømme – der er så mange af mine andre drømme, der er gået i opfyldelse, og for at være helt ærlig, så var de temmelig meget mere langt ude end køb af ejerlejlighed. Kunne jo starte med at bortauktionere katten.

En anden oplagt mulighed er at trøstespise (smooth overgang der, ikke? Kan næsten høre jer protestere – en anden oplagt mulighed end HVAD? Hvad ævler du om, kvinde? Men hold nu lige kæft, ikke. Der var ikke lige nogen naturlig måde at binde de to ting sammen). Med kogebogen vel ude, kan jeg atter lægge kageopskrifter på bloggen, og den her er altså en af de bedre, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg jo, for det er min blog og kun mig, der må skrive her. Pistaciecremen har en meget afdæmpet og diskret smag af pistacie, hvilket er en rar afveksling fra hidsige aromastoffer og knaldgrønne farver. Den kunne måske nok have været lidt kraftigere hvis det rent faktisk var lykkedes mig at finde de knaldgrønne pistacier. Istedet måtte jeg nøjes med de fisblege, efter at have jokket Århus tynd både i den ene og den anden og den tredie helsekost. Pistacierne skal i forvejen være afskallede og usaltede, så det alene kan kræve lidt forarbejde hvis man ikke bor i nærheden af en rigtig by.

Confit er fransk for “lad os koge ting i fedt“. Normalt forbinder vi det med confiterede andelår, men man kan confitere både frugt og løg og naboens irriterende hund, der siger vovvovvovvovvov indtil du har lyst til at prikke øjnene ud på dig selv så den afsindige smerte kan aflede dig fra den infernalske larm.
Æbleconfit er ikke fedtet, det minder mest af alt om kompot, det smager bare ca. en milliard gange bedre pga smørret.

Det skal lige siges at man KUN kan bage de her muffins mens man hører Alice Coopers “Feed my Frankenstein”. Men nok snak. Spis!

Muffin!

Muffin!

Maltmuffins:
75 gram blødt smør
125 gram sukker
Korn af ½ stang vanilje
2 æg
25 gram lys maltmel (fås i Kvickly og Super Brugsen)
50 gram hvedemel
½ tsk bagepulver
1/4 tsk fint salt

Pisk smør og sukker lyst og luftigt. Pisk æggene i, et ad gangen, og pisk grundigt efter hvert enkelt. Sigt hvedemel, maltmel, salt og bagepulver sammen og rør det i dejen. Fyld muffinforme halvt op og bag ca 20 minutter ved 160 grader. Lad køle helt af på en rist.

Muffins udhulet og fyldt med æbleconfit

Muffins udhulet og fyldt med æbleconfit

Når muffinsne er kølet helt af, skal der laves et hul i midten. Jeg bruger en lille rund udstikker, men du kan også grave et hul med en teske. Der skal være plads til en stor teskefuld æbleconfit dernede. Det du skærer ud af muffinen må du spise, helt selv. Det er dit priviegie. Put så en tsk æbleconfit i hver muffin.

Fyld pistacieflødecremen i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og sprøjt cremen på toppen af muffinen. Eller smør den på med en paletkniv, hvis du hellere vil det. Smager lige godt uanset!

Muffinsne skal opbevares i køleskabet efter de har fået fyld og top på, ellers ved stuetemp.

Æbleconfit:
500 gram syrlige æbler
75 gram rørsukker
50 gram smør
1 stang vanilje

Skræl æblerne og fjern kernehuset. Skær dem i tynde skiver og læg dem i en lille gryde. Læg smørret ovenpå og drys med sukker. Flæk vaniljestangen på langs og skær hver halvdel midt over. Læg de fire stykker ned til æblerne. Tænd for middel varme og læg låg på. Når det så småt begynder at boble i bunden, skruer du heeeelt ned for varmen og lader det stå og småsimre 20 minutters tid. Rør rundt med jævne mellemrum. Fjern låget og lad æblerne putre videre og koge ind. Nyd den afsindigt dejlige duft imens.
Når æblerne er kogt godt ind og mest af alt minder om grød, tager du sagerne af varmen. Smag på den sexede æblekonfit med undertoner af dejligt smør. Lad det køle helt af. Opbevares i køleskabet.

Pistacieflødecreme:
75 gram usaltede, afskallede pistacienødder + 1 spsk mel
3 æggeblommer
15 gram hvedemel
2,5 dl sødmælk + 1 dl
70 gram sukker
1 stang vanilje

2 blade husblas
1 dl piskefløde

Start med at smide pistacienødderne i en minihakker eller foodprocessor med en spsk mel. Brug pulsfunktionen til at blende dem nogenlunde fint. Ikke FOR fint, for så er det umuligt at sigte lortet fra mælken senere. Lad ikke foodprocessoren køre uafbrudt, for så trækker du olien ud af nødderne og så bliver det noget knald. Det gider vi ikke. Smid nødderne i en gryde og hæld de 2,5 dl mælk over. Læg låg på og skru op for varmen. Så snart mælken koger, tages gryden af varmen og trækker et kvarters tid. Hæld så mælken gennem en finmasket sigte og mas lidt på nødderne med en ske, så al mælken kommer med.

Nødderne vil have suget en del mælk, så start med at måle af hvor meget der er tilbage. Spæd op til de 2,5 dl igen. Jeg skulle hælde en ekstra deciliter i, så man skal ikke undervurdere hvor meget de suger, de nødder.

Læg husblasen i blød i koldt vand.

I en lille tykbundet gryde røres den ene æggeblomme sammen med hvedemelet. De to sidste æggeblommer røres i sammen med sukkeret. Pisk til en ensartet masse, og tilsæt så mælken lidt ad gangen. Det er vigtigt, det med lidt ad gangen, ellers klumper det. Til sidst piskes massen godt igennem – i hånden – og sættes over varmen.
Bring grydens indhold i kog over jævn varme under konstant piskning. Det bliver tykkere, en hel del tykkere faktisk. Når det koger, skal det koges igennem ca to minutter, så cremen ikke kommer til at smage af mel. Tag gryden af varmen og lad den stå 5 minutter. Tag husblasen op af vandet og smelt den direkte i den varme creme under omrøring.
Dernæst hældes cremen gennem en sigte ned i en skål og får lov at dampe af. Dæk til og sæt i køleskabet til det er helt koldt.

Når cremen er kold tages den ud og piskes igennem. Vend forsigtigt 1 dl stiftpisket fløde i cremen og sæt den i køleskabet en halv times tid for at sætte sig igen. Nu er den klar til brug og kan holde et par dage på køl.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 Comments

  • Åh hvor ser de gode ud!! Din blog giver os bedre kager, der takkes derfor fra mange kanter!

  • Tak for hjælpen Sif.

    Ps. Det var de muffins, jeg skulle lave i konkurrencen. Så var sejren sikret. Cup cake lady gå hjem og våg ;)

  • uuhhhmmm nu ved jeg hvad jeg skal bage i morgen til mandens jagtkammerater. De plejer bare at kværne noget magarinestang fra nærmeste bager. Jeg skal lære dem skal jeg. TAK

  • Meget smukke muffins – og æblemos med smør må bare være en himmerigsmundfuld!

  • Nuj, hvor ser de lækre ud! Det må prøves – når jeg har fået noget maltmel anskaffet.

    De knaldgrønne pistacienødder plejer jeg at kunne få fat i i Bazar Vest. De går dog ikke så meget op i kontinuitet i sortimentet derude, så det kræver somme tider et par besøg.

  • Ej hvor ser de lækre ud! De skal helt sikkert på menuen, når vi får gæster i weekenden – så kan jeg kun blive en meget populær og vellidt vært, uanset hvordan jeg ellers opfører mig:)

Comments closed for this article.