Ondskabens ost – Banon (Cavet Feuille)

Jeg skulle egentlig have blogget nogle labre muffins idag, men takket være Klidmoster er de ikke færdige endnu, så I får lige historien om en ost.

Cavet Feuille

Fromage de Banon. Cavet Feuille. Jeg ved ikke helt hvorfor den kaldes begge dele, men jeg er sikker på at en kløgtig bloglæser lige kan hjælpe mig. Måske er Cavet Feuille typen af ost, og Fromage de Banon er fordi den kommer fra Banon? Anyone??

Anyway, den her er i alt fald en lille lækker gedeost fra Banon (i Provence), med rødder tilbage til romersk tid. Dvs vi med god samvittighed kan kalde det middelaldermad. Det er min absolutte yndlingsost, og jeg kalder den Claude. Jeg fandt en Claude idag, nede i byen. Hev Klidmoster med ind i en ostebutik og tvang hende til at snuse godt ind. Hun skal nok lære at spise dem en dag. Faktisk har hun ikke længere gag-refleks når jeg stikker en styg, gammel satan op under næsen på hende. I sandhed fremskridt. Men jeg fandt en Claude, hos den rare ostemand i Guldsmedegade, der har mange rare oste og som også ser rar ud og har en rar dankortautomat.

Claude har tre stadier: Frisk – fra 2-4 uger. Ond: 4-8 uger. Helt enormt ond: 8+ uger. Jeg kan bedst lide den frisk. Der er det en mild og cremet lækker gedeost, med en helt speciel dejlig aroma. Eller, ok, den stinker af ged og smager ligesådan, men den brænder ikke tungen af. I takt med at den modner bliver den skarpere, fyldigere og mere og mere beskidt i smagen. Sådan som en rigtig upasteuriseret ost skal være. Claude er nemlig en “au lait cru”, lavet på mælk, der ikke er pasteuriseret. Den er også A.O.C mærket, hvilket betyder at det er en egnsbestemt fransk specialitet, der kun må kaldes ved rette navn, hvis den laves lige præcis der. Det er en lignende ordning, PDO mærket, vi kan takke for at feta nu hedder “hvid salatost” hvis den er lavet i Danmark istedet for Grækenland.

Cavet Feuille

Claude  gemmer sig bag en overfrakke af kastanieblade. Så kan man ikke se hvilket stadie den er på. Jeg klippede højtideligt båndene over og pillede kastaniebladene af.

Yikes. Den var gul. Og når den er gul er den på sidste stadie, “ekstremt ond”, med en fedtet skorpe, der stank til himlen. Sådan er det at bo i Danmark – at finde en upasteuriseret ost er svært nok, at finde en Cavet Feuille er endnu sværere og at finde en frisk Cavet Feuille er en mission, der kun er lykkedes for mig ganske få gange. Men så har det til gengæld også været som at komme i himlen.

Nu er jeg jo ikke sådan at skræmme, har både spist nyrefedt og fårenosser og Knorr “bearnaise”, så jeg hentede en kniv og tog en bid.

Det næste der skete var at osten sparkede mig så hårdt i munden at jeg mistede adskillige tænder og flækkede drøblen. Sådan en voldelig lille satan. Eftersmagen varede mindst en time. Det gode ved sådan nogle upasteuriserede gedeoste er at de ikke er stærke på traditionel vis. Nej de er fyldige, så fyldige at ganen brænder og hver eneste bøvs det næste fucking døgn smager af vædder. Hver gang man åbner munden slipper der et rungende “mææææh!” ud. Jeg endte med at drukne svinet i ahornsirup, så gled den fint ned. Den smager jo stadig godt, den lille satan… man er bare lidt hudløs i ganen bagefter.

Cavet Feuille

Åh men se den fine skorpe. Er den ikke flot? Jeg så engang noget lignende på et bæger creme fraiche jeg havde glemt bagest i køleskabet.