Klassisk 65 – med smør på

Skål!

Jeg går sjældent ud og spiser – det bliver mest til en gang sushi sammen med Klidmoster af og til. Det kan måske virke lidt sært når man nu er selvudnævnt madnørd, men problemet er ret simpelt: Det er absolut en sjældenhed at jeg forlader et spisested og tænker “wauv”. Som regel føler jeg mig plukket og flået for mine spareskillinger af grådige “kokke”, der laver underlødig og dødkedelig mad. Helt ærligt – det kan jeg sgu selv lave hjemme i køkkenet til en brøkdel af prisen og samtidig slippe for en eller anden sur kost af en tjener oveni hatten. Eller bedre endnu, jeg kan lave GOD mad derhjemme, til en brøkdel af prisen og med katten som eneste tilstedeværende sure kost.

Så da Klidmoster og Piskeriset slæbte mig med på Klassisk 65 i Århus (Klidkællingen kender ejeren og har længe sunget serenader for at jeg skulle med ind), havde jeg temmelig beherskede forventninger, for brændt barn skyr ilden og den slags fortærskede klicheer. Der var dog lovet et superb udvalg af franske råmælksoste, og så behøvede jeg sådan set ikke mere overtalelse. For der hvor jeg burde have et bankende hjerte af kød og blod, bor der en lækker lille Cavet Feuille au lait cru på kiks med hjemmekogt blåbær-lakridsmarmelade. I skulle ha set lægen i hovedet da han opdagede det. Haha.

Anyway, vi joskede ind i en bette, hyggelig restaurant og fik et bord i et hjørne ved vinduet. Belysningen var så tilpas dæmpet (stearinlys) at jeg lige diskret kunne knappe bukserne op – altid et plus på restauranter. Temaet er klassisk fransk bistromad/bondekost, og det kan vi lide, for det er verdens bedste køkken – og meget af det har rødder helt tilbage i middelalderen.

Lad mig lige starte med at sige, før jeg kaster mig ud i en lang (laaaaang) fortælling, at det var absolut fantastisk og helt oppe på højde med Olde Hansa i Tallinn. Hvis tjenerne havde haft middelalderkluns på, så havde Klassisk 65 vundet den showdown. Man er vel nørd (og en nørd, der elsker middelaldermad).
Så hvis du ikke gider læse hele bloggen, kan du roligt stoppe her og så bestille bord.

Da jeg ikke havde kamera med, er alle billeder taget af Klidmoster.

Vi lagde hårdt ud med cava mens tjeneren tegnede og fortalte om dagens menu. Betjeningen var fantastisk hele aftenen igenne, hvilket sørgeligt nok forvirrede mig en del i starten – jeg er slet ikke vant til god betjening og begyndte at spekulere på hvorfor i alverden manden talte så pænt til os. Men så sagde Klidmosteren at det er sådan noget man kalder “kompetent og god betjening”, og at det findes på gode restauranter. Så lærte man noget nyt! Sikke da et genialt koncept, gid flere steder ville indføre det. Jeg nød det i alt fald.
Da han (tjeneren) snakkede om deres laks efter Ingeborg Suhrs opskrift, og der blev nævnt krydderier der helt klart ikke eksisterer i min lasede udgave fra 1948, overvejede jeg at spørge hvilken udgave af kogebogen de havde taget den fra, så jeg kunne lave det selv (host) men besluttede mig for at det nok var for sært. Desuden havde jeg spottet en varm gedeost på menukortet og var langt mere interesseret i hvad det var for en – det viste sig at være en crottin de chavignol, hvilket er en af mine faves, og så behøvede jeg ligesom ikke vide mere om nogetsomhelst på menukortet. Bare ost, tak.

De tre M'er - muslinger, marvben og mine arme

Så nemt slap vi dog ikke, for lige pludselig var der både snegle og gratinerede marvpiber og moules marinières og brød med safranaïoli (weee, safran!) på bordet. Det hele var fantastisk, smørsvømmende og absolut *bøvs* værd at spise. Jeg drikker ikke vin (gisp!), så jeg havde fået en lys øl til – ork ja, sagde jeg, da han foreslog, og regnede med en bette øl på 33 cl, men så kom der en 75 cl flaske superduper øl på bordet og jeg begyndte at overveje præcis hvor meget jeg kunne tillade mig at drikke hvis jeg skulle undgå tømmermænd den følgende dag, hvor jeg havde kursus. Det var dog som om den slags overvejelser blev smidt overbord da jeg først fik smagt på sagerne, så det var heldigt at jeg har en indbygget stopknap når det gælder alkohol.

Chevre chaud - mæææhgtig god.

Efter “smagsprøverne” kom gedeosten på bordet, varm og gededuftende på brød, ovenpå en bunke grønne salatblade med den bedste vinagrette jeg længe har smagt. Klidmoster er absolut ikke til gedeost, uanset hvor meget jeg har forsøgt at opdrage på hende, og var ved at gå til over lugten – ved ikke hvorfor, sådan en gedeost dufter da dejligt, ikke sandt? Jeg tvang hende til at smage, og hun døde kun lidt. Til gengæld stoppede hun et stykke foie gras i kæften på mig, og så døde JEG, for jeg kan ikke lide foie gras.

confit de rapand og hallo, tjek lige al den dejlige sovs

Det var så her, efter to timer, at jeg var mæt og for så vidt klar til at snuppe en lille lur på gulvet. Men dels var der ikke plads, og dels kom hovedretten på bordet. Klidmoster og mig havde bestilt confit de canard (konfiteret åndelår), der blev serveret på kartoffelmos med mormorsovs – som de kaldte det – og rødkål. Jeg kiggede på det der andelår og tænkte “det kan jeg ikke. Jeg kan ikke spise mere. Nu dør jeg. Mon nogen vil arve katten? Og hvem skal så holde kursus? Fuck.” Jeg overvejede at kapitulere, men da jeg fik at vide at det ville såre kokkens følelser, så nippede jeg tappert på sagerne. Man er vel godt opdraget, og vi havde heldigvis god tid. Og lige pludselig var al den dejlige mormorsovs væk, sammen med en god bid af kartoffelmosen og noget af andelåret. Ved ikke hvor den blev af – det var i alt fald ikke mig, der havde spist den, jeg nippede jo bare. Lissom. Lidt. Meget. Ok, kartoffelmos er en af mine livretter og den var virkelig god, so sue me. Jeg måtte dog lige knappe bukserne op. Længe leve tunikaer.

Piskeriset havde fået vagtel og noget, som jeg var overbevist om var små kartofler. Jeg brugte lang tid på at spekulere over hvordan helvede de havde pillet så bittesmå kartofler og hvordan de havde fundet nogen, der var så ensartede og perfekt runde. Piskeriset undrede sig åbenbart over det samme, indtil hun stak en i munden og opdagede det var vindruer. Vi undskyldte os dog med at promillen var lidt til den høje side. Kan ske for selv den bedste. Og vi mobbede naturligvis slet ikke Piskeriset resten af aftenen, ved konstant at spørge om hun skulle have flere kartofler. Generelt var humøret højt og vi morede os kosteligt over den slags ting, der kun er sjove når man befinder sig på den rigtige (eller forkerte) side af en flaske vin med 17.5% alkohol.

Gateau Marcel, hvid chokolademousse og creme brulee. MIN creme brulee.

Klokken var ved at være 23, og vi havde siddet der i 4 timer. Vi var klar til at kapitulere og droppe desserten, men det måtte vi ikke. Jeg lyver ikke – vi blev tvunget til at spise dessert. “Jeg kan bare sætte nogen bittesmå smagsprøver på bordet” sagde ejeren, herefter kendt som Ondskabens Gaffel. “Vi kan vel lige tage et lillebitte fingerbøl creme brulee” sagde Klidmoster tappert, og før vi vidste af det stod der hvid chokolademousse, creme brulee, tarte tatin og Gateau Marcel på bordet – sammen med tre (T-R-E) glas med forskellige slags dessertvin. Jeg kan ikke lide at drikke vin, men blev temmelig forelsket i to af dem, så miraklernes tid er ikke forbi. De har nogen ret store fingerbøl på Klassisk 65, men det var nok meget godt, for jeg endte i en mindre slåskamp med Piskeriset om hvem der skulle have mest creme brulee – den var så god at man godt kunne knibe en lillebitte tåre, der i stearinlysets skær. Klidmoster aflivede den stakkels uskyldige tarte tatin imens. Tarte tatin er iøvrigt et fantastisk ord at sige. Taaart tarrrTAN.

Efter lidt kaffe at kvikke op på, begyndte vi så småt at overveje at trille ud i den kolde nat omkring kl 1 Fik dog ikke lov at gå før spruttende havde forsøgt at drikke et shot gul gajol, men som sagt har jeg den der alkohol stopknap og jeg var bange for at returnere desserten hvis jeg bundede. Klidmoster aflivede staklen og så vaklede vi ned til en taxa. Selvom vi havde indtaget maden over 6 timer følte jeg mig alligevel som den ondeste udstoppede julegås. De smækre franske råmælksoste, der oprindeligt havde lokket mig med, må vente til næste gang – hvor jeg ikke skal have andet end ost! Og måske lidt af den der dejlige vin, som jeg ikke ved hvad hedder, men jeg tror Klidmoster tog billeder af den.

Og således endte en absolut fanfuckingtastisk gennemført aften. Jeg var sådanset klar til bare at flytte ind på restauranten og bo der – jeg kunne være den lille nisse, der spiste creme bruleerne og sov på loftet.

Ville det ikke være et meget fedt liv? 6 sorte faner ud af 5 mulige, fra jeres udsendte madblogger, der helt klart skal til at spise mere ude.

http://www.klassiskbistro.dk/