Ny kogebog og luftige tiramisu muffins



Tadaaa!

Tadaaa!

Så. Et års arbejde er fuldendt, det allermeste de sidste to måneder. Kagetesterne har testet og modige venner har prøvesmagt en gang eller 45. Eller 100, men hvem tæller? Hvorom alting er, så er den her, min nye baby, en ny kage-bagebog: Pausekage – en kagedåses kogebog.

*pop*

Det var champagnen.

Pausekage er skrevet i samme stil som min første kagebagebog, men den indeholder markant flere flødekager, særligt fordi jeg er blevet frygtelig inspireret af årets rejser til Tyskland og Estland hvor flødekager  tilsyneladende bare er sagen. Bogen udkommer 30. november 2010, men den kan allerede forudbestilles nu! Hurraaa. Prisen er 125 kr inkl porto, og hvis bogen triller fra trykken tidligere end forventet, så bliver den omgående sendt ud til alle der har forudbestilt.

Som I måske ved, så er det overskuddet fra SifBeths kurser og mine bøger, der gør at jeg kan rejse ud og gramse på middelalderbygninger og være der hvor jeg er allermest lykkelig. Så jeg vil gerne sige tak til alle, der har købt den gamle bog, og tak til alle, der vover springet og investerer i den nye.

Du kan forudbestille bogen ved at gå ind på Forlaget Tinnas hjemmeside, som i dagens anledning har fået et nyt look. Men først kan du jo glo lidt på den her prøveopskrift fra bogen. Enjoy!

Tiramisu muffins

Tiramisu muffins

Tiramisu muffin

Mængde: 12 muffins
Bagetid:12 minutter ved 175 grader

2 æg
100 gram sukker
100 gram mel
½ tsk bagepulver
50 gram smør
1 tsk instant espressopulver
½ dl Amaretto eller stærk kaffe

Start med at tænde ovnen, ellers kan det tage så frygtelig lang tid at bage kagerne. Sæt 12 muffinforme frem. De skal kunne holde 1 dl dej hver.
Smelt smørret og rør espressopulveret udi. Sæt det til side mens du pisker dejen.
Æggene piskes meget lyse og meget luftige med sukkeret. Det tager 5-10 minutter at piske dem nok, æggene skal være så tykke og luftige at de nærmest kan stå selv.

Sigt mel og bagepulver sammen. Vend det forsigtigt i æggene med en stor, flad grydeske, eller et stort piskeris. Til sidst vendes det smeltede smør med espressopulver i dejen og muffinformene fyldes halvt op. Bag kagerne midt i ovnen.

Kagerne tages ud og stænkes øjeblikkeligt med en tsk. amaretto eller kaffe. Lad dem køle helt af før de toppes med mascarpone frosting:

Mascarpone frosting
125 gram mascarpone
30 gram flormelis
1 tsk vanillesukker
1 spsk Amaretto
1,5 dl piskefløde

Det hele, pånær fløden, røres sammen. Rør til mascarponen bliver blød og cremet. Pisk fløden meget stiv og vend den forsigtigt i mascarponeblandingen. Fyld i en sprøjtepose med en stor stjernetyl og sprøjt en top på hver muffin, eller smør det på med en ske eller paletkniv. Drys med revet chokolade eller med kakaopulver.

Spis mens du synger vemodige italienske sange.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

16 Comments

  • Kære Sif

    Det ser super godt ud Sif. Glæder mig til at læse bogen. Mangler også stadig at købe den gamle. Er tilbage i Århus snart, så må jeg lige finde ud af noget :) Dejligt at dit arbejde giver økonomisk overskud til rejserne. Jeg er selv vild med alt middelalderligt (selv om min viden er begrænset), så det er super fedt, at du kan finde den slags steder. Har forresten hørt noget om at York i England skulle være ret fedt på den front. Hvis ikke jeg husker helt galt.

    Kh Nadia

  • Ja kom til Århus, så giver jeg kaffe!
    Jeg tjekkede lige York ud på wikitravel og det ser jo helt vildt fantastisk ud. Den er lagt i mappen!

  • Oh la la….totalt labre muffins. Har bestilt 2 bøger ;-)

  • Tillykke med bogen, Sif! Rigtig, rigtig hjertelig tillykke! Jeg bestiller snarest:)

  • KÆMPE stort teløk! Det er umiddelbart en rigtig smuk baby :D

    Jeg forudbestiller straks, så vi kan få vor udsendte favorit kagedåse, sendt ud – og bare mange køber din bog, er der forhåbentlig råd til en returbillet!

    Alt godt :D

  • Hurra for Kagedåser, der skriver kogebøger.

    Jamen jeg har jo heller slet ikke nogen kogebøger – og der er da særlig stor mangel på kogebøger med kager…
    Mon jeg får dine kagebøger, hvis jeg ønsker mig dem i julegave??? Næppe. Min mand er nemlig ikke helt enig i det der med manglende kogebøger… Sååh… måske kommer jeg til at bestille den til mig selv. Den kan jo altid gemmes lidt, så jeg slipper for de tavse, sigende blikke ;)

  • jeg er gået i tænkeboks med hvor mange der skal bestilles. tak du

  • Tillykke med bogen, Siffelade! Glæder mig til at få fingre i den – håber du sælger ufattelig mange eksemplarer, så du kan komme endnu mere ud at rejse :-)

  • Nammenam, de ser gode ud de muffins.
    Nu forærede jeg jo den første kagebog til søsteren sidste år, er det mon for oplagt at give hende nr. 2 i år – jeg tror det ikke :-)

  • Kære Sif
    Et kæmpe stort tillykke med bogen. Det må være helt fantastisk at stå med den nye bog i hånden!!
    Glæder mig vildt til at læse den – nød den første i fulde drag og bruger den ofte.
    Kh Hanne

  • Tillykke med den kommende udgivelse og hurra for flødekager! Et nyt hit blandt kogebøgerne er født :-)

  • den sejeste kassorolle
    kan mere end bage en bolle
    endnu en bog på bagen
    snart så kommer dagen
    hvor hun endnu en kirke besøger
    måske på en af de danske øer…

  • fik bagt muffins i går og de fan-freakin’-tastiske.

    …og nu til noget helt anden… og trist

    http://politiken.dk/tjek/tjekmad/tjekmadartikler/ECE1096505/her-er-haandvaerksbagerens-faerdigblandinger/

  • Mette Lindgaard Eriksen 02.11.2010 - 19:00pm

    Åh tiramisu-muffins – de må bestemt være kandidater til at komme på listen og yndlingsspiser. Må prøve dem snarest!

  • Er nødt til at bestille denne bog. Håber du får råd til en gotisk rejse og ellers må du komme over og besøge Spøttrup borg som er danmarks bedst bevarede middelalderborg. Hvis du springer på toget til Skive, så skal jeg nok køre dig derud :o )

    Om sommeren er der middaldermarked derude, det er kanon godt. http://www.spottrupborg.dk/

    Tror dælme jeg springer på at lave de tiramisu guffelader idag…..

Comments closed for this article.