Mini hotdogs og hjemmebagte pølsebrød



Mini hotdogs

Mini hotdogs

I går aftes havde jeg en succesoplevelse. Jeg rejste mig op, hvorpå mine bukser gled ned om anklerne så jeg snublede og landede med et brag og nær havde kvast katten i faldet. Succesoplevelsen var selvfølgelig at jeg troede jeg havde tabt mig. Men så opdagede jeg at bukserne ikke var knappet, og hele  hændelsen blev forvandlet til dobbelt fail med kryds og slange. Så er det alligevel at man er glad for at man er single, og også lidt glad for at man ikke knækkede nakken i faldet. Fed måde at blive fundet på, med bukserne nede om hælene og hovedet i skålen med kattemad og falckredderne klør sig i nakken og siger “hvad fanden lavede hun? Spiste kattemad uden bukser på?”

Det må aldrig ske, aldrig! Fremover går jeg kun i nederdel.

Men jeg havde også en ægte succesoplevelse, helt uden uheldigt efterspil og ydmygelse. Jeg lavede de mest bedårende bittesmå hotdogs, og jeg ved ikke om det er hormoner eller hvad. Normalt er jeg ikke typen, der synes mad er nuttet, men se lige på den. Se den lille hotdog!

Den lille hotdog

Den lille hotdog

Jeg brugte sådan nogen bittesmå pølser, som lå oppe i Kvicklys køledisk og kostede 10 kr på tilbud og det kunne jeg altså ikke stå for. Der er timian i dem, og jeg tror vistnok det er langelændere.

Nu kan man jo ikke få bittesmå pølsebrød, så jeg bagte mine egne, og det smager også langt bedre. Disse små brød har den rette kombi af blødhed og lethed, der er ikke meget durum-burgerbolle-man-knækker-tænderne-på over dem. Husk at flække brødene på Brdr. Price måden: Skær et snit langs toppen af brødet, så det kan stå selv, istedet for, som normalt, langs siden, hvor det med garanti vil vælte.

Men inden i bager de her superbedårende små brød, kan I så ikke gå over og stemme på Foodfa-Nadia? Hun vil gerne vinde et ophold på en kokkeskole, og jeg vil gerne hjælpe, for det der med at få sine drømme opfyldt, det er bare totalt nice. Skulle jeg hilse og sige. Du kan stemme ved at trykke “like” lige præcis her.

Og nu: Bedårende mini hotdogs.

Mini hotdogs
Mange

Pølsebrød:
1 dl lun mælk
25 gram gær
1 tsk sukker
1 tsk salt
1 æg
250 gram mel (ca.)
50 gram blødt smør

Rør gæren ud i den lune mælk og tilsæt sukker og salt. Rør ægget i og tilsæt melet lidt efter lidt, til dejen ikke længere kan røres. Drys mel på bordet og vend dejen ud. Ælt den glat og smidig. Drys mere mel på og fordel så det bløde smør i hænderne. Ælt det i dejen – og ja, det sviner lidt. Først tror man at dejen både skiller og bliver aaaalt for fedtet, men bare bliv ved at drysse mel på og ælte, pludselig samler den sig og bliver fin og blank.
Lad dejen hæve i skålen, tildækket, et lunt sted, i ca 45 min.

Tag dejen ud på bordet, men undlad at drysse med mel. Tril den til lange pølser på tykkelse med en tommelfinger. En lille dametommel, altså. Ikke Vin Diesels tommel. Skær dejen i stykker, der er lidt kortere end de pølser, du skal bruge i dem. Læg dem på en bageplade og lad dem hæve en halv time. Bag dem 10 minutter i en 225 grader varm ovn.

Og så er de klar til at blive forvandlet til små, rare hotdogs, med max. nuttethedsfaktor. Man kan naturligvis også lave normal størrelse pølsebrød.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

9 Comments

  • Åh, jeg er vilde med dem – de er vildt nuttede. Jeg tyvstjæler straks ideen *haps*

    Tak for i dag, det var som altid en Sand fornøjelse ;-)

  • Meget bedårende, pausekage nu med kød :-)

  • Du må aldrig, aldrig skrive sådan en indledning igen! Jeg grinede så meget, at tårerne trillede ned af kinderne på mig, og gemalen spurgte, om jeg havde fået grineanfald – og hver gang, jeg prøvede at forklare ham, hvad jeg grinede af, endte det i spruttende hiks og latter!

    Pyyyhh… jeg vidste ikke, det var så fysisk hårdt at læse blogs…

  • Det er som om, at alt er sjovere når det er småt.. Og hottere er jo altid sjovt, så det er vel dobbel op på sjovhed :)

  • Mini-mad er nuttet. Punktum. Og nu er jeg sulten.

    Tak for støtten til konkurrencen. Det sætter jeg stor pris på :)

  • Først grine… så nååååååååååååh! tak for det.

  • Nåååårh, hvor er de nuttede! Verdens sødeste hotdogs!

  • Deteribberderpipper 27.10.2010 - 00:02am

    For helvede, Sif.
    Sikken intro! Døde næsten af grin her.

    Husk at skrive seler på ønskesedlen til jul

  • Undskylder for latterinducerede uheld! Måske. Næsten. Lidt. Egentlig overhovedet ikke.

Comments closed for this article.