Ich bin noch ein Marzipanbrot aus Lübeck



Lübeck i morgensolen

Lübeck i morgensolen

Ah, Lübeck. Lübeck, Lübeck, Lübeck.

Lübeck.

Jeg er i Lübeck, hvis I ikke har opdaget det. Her er ikke så mange turister som jeg havde frygtet, omend jeg blev tromlet ned af en gruppe japanere foran Holsteintor, og en eller anden tysker skreg til mig “Bitte, gehen Sie weg!” og flagrede med armene som en anden havmåge, fordi jeg stod foran den perfekte fotomulighed… en mur. Heldigvis er der ingen grænser for hvor lidt tysk jeg kan forstå når folk er uhøflige, så jeg gik meget langsomt forbi muren mens jeg sang “septembers hiiiimmel er så blååååååå” helt uagtet at det faktisk er oktober. Ha!

Petrikirche

Petrikirche

Lübeck er en gammel hansestad, og endnu et flueben i min plan om at se samtlige af disse middelalderlige handelsbyer. Hansa var en “Nordeuropæisk handels- og importalliance” som det så nobelt hedder i bøgerne, men i virkeligheden var det et handelsmonopol af rang, en alliance mellem visse byer, strategisk placeret langs de vigtigste handelsruter. Hansestæderne kontrollerede importen af varer fra hele verden til Nordeuropa. De fik så meget magt at det lykkedes dem at ændre lovene og fjerne skatter på deres importerede varer visse steder. Og selvfølgelig blev Hansestæderne meget, meget velhavende. De var, for at bruge mere nutidige termer, nogle rige svin.

Lübeck ligger meget strategisk placeret lige midt i den (dengang) korteste søvej fra Nordsøen til Nordeuropa samt den korteste søvej fra Tyskland til Skandinavien og de baltiske lande, så det er ikke så sært at byen, udover at være den allerførste hansestad, også blev den største og rigeste. Af samme årsag blev byen i 1226 erklæret for uafhængig bystat, en status den faktisk først mistede i 1937 – d. 1 april, for at det ikke engang skal være løgn.
Byen lå på en stor ø midt i floden Trave. Det gør den stadig, men nu har den spredt sig ind på fastlandet. Trave er forbundet med floden Elbe via en kunstig kanal, som nok tog lang tid at grave ud dengang, og således kunne man ro sin båd hele vejen ned forbi Hamborg og lige ud i Nordsøen. Dengang havde man ikke flyvemaskiner og sådan noget, så man måtte pænt sejle på bølgen blå, uden kompas eller vejrudsigt. Det var ikke for tøsedrenge, og store skibbrud blev dramatiske historier, der af og til involverede søuhyrer og havfruer.

Tysk and

Tysk and

Jeg mødte dog ikke værre søuhyrer end andefar her. Han lavede et farligt rabalder da en snedig andrik ville stjæle hans dame.

En rig by må nødvendigvis have mange kirker. De var jo så kristne allesammen dengang, og de fornemme handelsmænd skulle have godt med luft over deres hoveder i kirken, så der var plads til både deres enorme ego og deres ditto hellighed. Så derfor er der en bunke ekstremt høje kirker i byen, og eftersom fraværet af skyskrabere er totalt, kan man se et kirketårn eller fem nærmest uanset hvor i byen man befinder sig. Jeg tog mig en gåtur rundt at se på de største, og kom forbi mange smukke små krogede gader, med den mest fantastiske arkitektur.

Men den største oplevelse var alligevel Marienkirche fra det 13. århundrede. Det var kirken for byens elite, über-Hansa-fætrene, og derfor skulle den naturligvis være både stor og imponerende. Det er lige præcis hvad den er. Absolut fantastisk. Jeg døde lidt af fryd da jeg trådte indenfor og lidt mere da den rare billetmand sagde at jeg var velkommen til at tage billeder. Han havde nok set antydningen af savl i mine mundvige.

Marienkirche, hovedskib og kor

Marienkirches kor og klerestorium

I forhold til de gotiske kirker i Frankrig og England, der nærmest er perverse (jeg elsker dem), er den nordiske gotiske stil noget mere kysk. Men de enorme vinduer både i sideskibe, klerestorium (det ekstra sæt vinduer over hovedskibet) og kor giver et lyst og luftigt indtryk, der nok kan tage vejret fra en.

Hvælvinger på række

Hvælvinger på række

Marienkirche har verdens højeste murede hvælving, i den åh-så-fantastiske gotiske spidsbuestil, der strækker sig som en himmel af kalkmalede baldakiner over både hovedskib, sideskibe og koret.

Marienkirche

Marienkirche, klerestorievinduer

Kirken blev bygget så højt fordi Lübeck gerne ville vise sin status som 100% uafhængig verdensmagt. Dengang brugte man nemlig kirker som strategiske potensforlængere. Den største og mest imponerende kirke var et symbol på rigdom, magt og status som Guds personlige favoritdengse. Og det tiltrak flere handelsfolk, der gerne ville spise kirsebær med de store, hvilket igen øgede byens status som magtfuld storebror. Man havde aldrig før bygget så høje hvælvinger af mursten, men byggeteknikken var i rivende udvikling på det tidspunkt og det lykkedes. Kirken stod lige til de allierede bombede den sønder og sammen i 1942.

Det er nemlig den anden ting, der gør Marienkirche så speciel. Ved første blik ser man bare den enorme kirke og tænker “wauv det er sgu da alligevel meget flot at de fik samlet DET puslespil”. Kirken blev nemlig jævnet totalt med jorden da den brændte efter bombardementet, der var kun bunker og atter bunker af mursten tilbage. Men når man begynder at kigge nærmere, så ser man tegn på krigen allevegne. De udskårne relieffer over dørene er sært udtværede. Overalt blander nye mursten sig med de gamle, og det berømte maleri “Døden fra Lübeck” er bare en række fotografier på en væg. De store epitafier er amputerede versioner af deres gamle jeg, og der er meget få af dem. Der er revner og skår i de fine udsmykninger overalt.

Av...

Av...

Statuerne mangler arme og ben…

Læg mærke til at statuen mangler hænderne - det gjorde de fleste

Læg mærke til at statuen mangler hænderne - det gjorde de fleste

…små hvælvinger stopper halvvejs…

I det mindste kunne han gå på vandet

(I det mindste kunne han gå på vandet)

…Jesus og hans disciple er for evigt dømt til at indtage den Sidste Nadver uden hænder…

Tiden går, men klokken slår ikke mere

Tiden går, men klokken slår ikke mere

… og de store klokker der styrtede ned under branden og smeltede fast i gulvet, har fået lov at blive liggende som evigt minde.

Selvom tabet af middelalderkunst og arkitektur selvfølgelig ligger meget, meget, meget langt nede på listen over tragiske følger af 2. verdenskrig, så er det sgu stadig pisseærgerligt. Det tog 100 år og bunker af håndværkere at bygge sådan en stor kirke. Det var et livsværk i mere en én forstand og påvirkede så mange liv. Gu ved hvad de ville sige, hvis de havde set resultatet af deres hårde arbejde i ruiner?

Den oplevelse krævede lige at jeg satte mig ned og drak en meget stor kop kaffe og shoppede en masse marcipan. Der er nogen, der har spurgt om jeg er hernede alene, og det er jeg.  Hvis man skal nørde ordentligt, så skal man være alene. Det har så også givet en let forhøjet telefonregning, fordi jeg var nødt til at ringe hjem efter at have været stille i 24 timer. Min mund KAN ikke stå stille så længe, og det giver ikke helt nok at fortælle interesseret kustode at man er fra Danmark.

I morgen skal jeg hjem – 6 timer i tog, gisp – men jeg har tre timer at slå ihjel først. Jeg tror jeg vil tage på kanalrundfart. Skal også i Biomarkt og hamstre økologisk kakao og lignende økofjams til halv pris af derhjemme. Kunne selvfølgelig også købe noget mere marcipan…

Masser af marcipan fra Niederegger

Masser af marcipan fra Niederegger

Og ja – det er marcipan grøntsager i posen. Kartoffel, aubergine, gulerødder, citron, æbler og løg. Og det var ikke det eneste! Der var rødkål og broccoli og kastanjer og ferskner og pærer og bananer og… og… seriøst, det var en hel butik fuld af marcipan i alle afskygninger. Jeg er bare glad for at jeg kunne begrænse mig.

I ordets aller-allerbredeste forstand.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

8 Comments

  • Jeg ELSKER simpelthen den klokke!!!

    (for slet ikke at tale om klerestorievinduerne og de gotiske spidsbuer. Men mest af alt, klokken)

  • Spændende indlæg! Den kirke gad jeg godt se live. Imponerende, at de har kunnet bygge den op igen.

  • Jeg kalder ikke mig selv specielt religiøs, men jeg bliver alligevel altid grebet af ærefrygt når jeg ser de store middelalderlige kirker.
    Det er helt vildt at de i en tidsalder hvor bondebestanden stadig boede i lerklinede hytter, har kunne bygge så højt og smukt og sanseligt. At nogen har kunne regne arkitekturen ud og tegnet eller fantaseret sig til spidsbuer og mosaikvinduer.
    Der er ingen tvivl om at kirken har haft en fantastisk magt og den ærefrygt jeg føler har måske også et strejf af alle de følelser bygningsarbejderne har lagt i arbejdet, men mest respekt over for de samme arbejdere.

  • Kirsten Pagh 14.10.2010 - 13:39pm

    Hej Sif
    Det er så heldigt, at man kan se “Døden fra Lübeck”, den middelalderlige danse macabre, i Nikolaikirken i Tallinn af alle steder! Denne dansefrise er også et fragment, men store dele har overlevet tidens tand og diverse ulykker, bl.a. et bombardement, som ramte kirken under 2. verdenskrig. Man mener, at den er meget lig dansefrisen i Lübeck, og at den er lavet af den samme mester, formentlig Bernt Notke. Det er ham, der står bag altertavlen i Århus Domkirke, og han blev født i Tallinn. I hvert fald kan du gå ind og se frisen i kirken. Det er en stor oplevelse og endnu en god grund til at tage tilbage til Tallinn!
    Kh Kirsten

  • Hej Kirsten. Jeg har set Dødedansen i Nikolaikirken – det var meget traumatisk, for nogen slukkede lyset mens jeg var på toilettet så jeg måtte famle mig ud i bælgmørke! Men tak fordi oplysningen, det er fedt når folk deler :-)

    Pernille, jeg har det på præcis samme måde med de kirker – det er så fascinerende.

    TBS, den klokke er så fascinerende!

    Anette, den er bestemt også et kig værd!

  • sidder her og tænker at man da sagtens kan nørde for real selvom man er med andre….du kan da bare tage mig med på din næste tur, så skal du bare se, så kan vi se hvem der kan nørde mest:-)

    nå, men i virkeligheden ville jeg sige at det er nogle rigtig fine billeder du har taget. Det er mange år siden jeg selv var i Lubeck, men det var også en fantastisk oplevelse..
    Kan i øvrigt anbefale Helsingør Domkirke, når nu du er så imponeret over den gotiske kirkebygningsstil. Selve kirken er fænomenal og altertavlen er helt fantastisk og enestående…

    Kh. Vibeke

  • Åh har også set klokken på den obligatoriske “Schleswig-tur” med de andre arkæologistuderende. Kan huske, at ud over kirkens skønhed, som jeg jo også kan læse at du er så betaget af, så var klokken en mavepuster…..
    Smukke billeder du har taget…. Fortsat god tur!

Comments closed for this article.