Michael Pollan – In Defence Of Food

Okay det er ingen hemmelighed at jeg er fan af Michael Pollan. For han har ca. nøjagtig samme holdninger som mig. Well, vi er ikke helt enige om hvor tit man skal spise dessert, men det lader vi ligge. Pollan har  tidligere skrevet “The Omnivore’s Dilemma”, en bog, der går i dybden med landbruget. Blandt andet følger han et majskorn fra marken og ud i alle de fødevarer (og det er rigtig, rigtig rigtig mange) hvori majs indgår. Han analyserer et måltid fra McD og et måltid han har samlet i naturen. Og han sætter det hele op imod de store konsekvenser det har for samfundet. Enormt spændende læsning, især hvis man tror at majsfordret kød er lykken (hint: Køer kan ikke tåle majs) og generelt indeholder bogen megen information, det kan være svært at få andetsteds.

“In Defence of Food” er en fortsættelse, en kritisk gennemgang af et fænomen, vi alle kender og jævnligt undrer os over: Det ene år er kartofler giftige og det næste år er det havregryn. Tre år senere er havregryn lykken, og så er der fundet en ny syndebuk, et nyt mirakelmiddel, en ny frelser for den vestlige verden. Men, som han siger, hvorfor er det pludselig nødvendigt at have videnskabsmænd til at forklare os hvad vi skal spise? Sådan har det aldrig været før. Altså før industrialiseringen. Før de ægte råvarer forsvandt og blev erstattet med æsker og bokse og dåser og tilsætningsstoffer i bunkevis. Før de begyndte at dyrke vores grøntsager på næringsfattig jord, fyldt med kunstig gødning og om vinteren endda med kunstig sol. Før vi begyndte at falde om som fluer af kræft, hjertesygdomme og diabetes.

Og så er det at Michael Pollan gør noget jeg synes er helt fantastisk. Han siger til helvede med de kloge hoveder. Drop dem – lad være med at spekulere på om det er gluten eller mættet fedt, eller om det er omega 6 fedtsyrer eller sukker, der er vores banemand. For, skriver han, det er slet ikke muligt at stille det sådan op. Menneskeheden har trivedes og er vokset sig stor og mangfoldig på mange forskellige diæter. Nogen indeholdt tonsvis af kød og mættet fedt, nogen masser af fisk, andre var vegetarer, nogen spiste masser af korn, nogen drak meget mælk, nogen drak ingen mælk, men alle har de været sunde og raske. Fordi, well, dengang var der ikke moderne medicin. Var man ikke rask, så døde man. Sgu. Det eneste de allesammen havde til fælles var at de spiste rigtig mad. Der var ingen supermarkeder, ingen fabrikker, ingen store drivhuse. Ingen kunstgødning. Ingen E-numre. Ingen laboratorieskabt kemi. Man var nødt til at gøre en indsats.

Konklusionen er enestående simpel, og meget dårlig for fødevareindustrien: Spis mad. Altså rigtig mad. Mad, som din tipoldemor spiste. Yoghurt, der kun indeholder mælk og mælkesyrebakterier. Brød, der kun indeholder mel, vand, salt, gær og krydderier (og måske et æg og lidt marcipan til en rar lille kringle). Grøntsager, der er groet i sund jord tæt på din bopæl – for der er vel ingen, der kan forestille sig at man kan dyrke sunde grøntsager på usund jord? Fragte det tværs over kloden uden stort tab af vitaminer? Eller opfede sundt slagtekvæg på en diæt, der er sundhedsskadelig for dem? Egentlig er det jo logik for perlehøns. Det kræver bare at man reflekterer lidt over det og glemmer indoktrineringen fra fødevareindustrien. For vi HAR jo glemt hvad rigtig mad er. Vi tror at en spansk peberfrugt dyrket i drivhus er “sund mad”. Vi har glemt fødekæden og at ernæring er mere end enkeltstående kemiske komponenter.

Det er meget meget befriende at læse en bog om ernæring, der ikke støtter sig til dårligt funderet forskning og en stærkt begrænsende angst for mad (som en vis anden meget kendt helseguru herhjemme gør det). En bog, der siger det jeg altid har tænkt, nemlig at det da ligegodt er utroligt som vi har glemt hvordan man spiser og samtidig ikke kan forstå at vi bliver syge, når vi fylder os med ernæringsfattige industriprodukter.

Tænk bare – en ernæringsbog blottet for kvaksalveri og besynderlige teorier. En bog, der udfordrer traditionel tankegang og samtidig giver gode råd med på vejen. En bog, der – gisp! – opfordrer dig til at tænke selv og bruge din egen sunde fornuft! Det er jo ganske uhørt.

Jeg kan kun anbefale at læse bogen. Den er hurtigt læst med sine 200 sider – men trænger man til “ew!” følelsen, kan man læse The Omnivore’s Dilemma. Begge bøger har kildelister så lange som et ondt år, så der er rig mulighed for at dobbelttjekke alle påstande.

Enjoy!