Romersk Patina (nøddetærte) anno 5. århundrede

Patina
Da jeg blev skilt fik vi fælles forældremyndighed over filmsamlingen. De bor hos min ex og så får jeg dem på besøg efter behov. Jeg har nemlig ikke ret meget plads, så det er kun mine egne film, der står her. Og enkelte der er flyttet permanent… ahem.
Igår så jeg Troy – Akilles var da bare en nar! – og idag skal jeg se Gladiator. Jeg elsker den slags episke storfilm om de store helte i antikken (fiktive eller ej). Ben Hur er en af mine absolutte favoritbøger, men jeg kan ikke rigtig se filmen efter Charlton Heston optrådte på slap line i Bowling For Columbine. Shame!
Men som sagt står den på Gladiator i aften, lige om lidt faktisk, når min tærte er kølet af. Jeg besluttede mig nemlig for at jeg da absolut og helt klart var nødt til at lave en eller anden form for autentisk romersk dessert jeg kunne kværne til. Man skulle jo nødig gå hen og lide af sukkermangel eller noget. Jeg fandt frem til en opskrift på Patina, en nøddetærte fra Apicius, en samling af romerske opskrifter fra år 400 eller 500 post-jæsus. Opskriften er oversat og bearbejdet af Patrick Faas, i hans bog “Around the Roman Table – Food and Feasting in Ancient Rome”. Og heldigvis for det, for den originale opskrift går sådan her:
Patina versatilis vice dulcis: nucleos pineos, nuces fractas et purgatas, attorrebis eas, teres cum melle, pipere, liquamine, lacte, ovis, modico mero et oleo, versas in discum.
og det eneste latin jeg kan huske fra min gymnasietid, var da en af gutterne skrev “Peter stultum est” på tavlen. Da Peter (læreren) trådte ind ad døren, gik han hen til tavlen, uden at blinke, viskede ud og skrev “Peter stultus est”. Det var som taget ud af Monty Python, siger jeg jer. Og det eneste lyspunkt i det mest dødssyge fag jeg nogensinde har haft. Tror vi læste noget om en kastrat der spillede teater. Idag ærgrer jeg mig selvfølgelig lidt over at jeg aldrig fik lært sproget ordentligt, for det ville være enormt behændigt at kunne nu, hvor jeg gerne vil læse de gamle tekster selv. Men det er vel aldrig for sent.
Patina er en dejligt nem og hurtig dessert. Jeg lavede lidt om, fordi jeg kun har mandler og hasselnødder i huset. Well, HAVDE mandler og hasselnødder i huset. Turde ikke putte pinjekerner i – skal ikke risikere at få pinjemund! Jeg ændrede også på mængdeforholdet i forhold til den bearbejdede opskrift, men eftersom originalopskriften ingen mængdemål har, har jeg besluttet at der er frit slag. Flødeskum er natullervis ikke heeeeeeelt autentisk, men det smager godt! Så bare pøs det ovenpå.
Det skal lige nævnes at tærten ikke er specielt sød. Så hvis du gerne vil have mere sødme, ala nutidens nøddemazariner, kan du hælde 50 gram flydende honning over tærten så snart den er kommet ud af ovnen. Enjoy!
Patina
1 25 cm tærte
350 gram blandede nødder
100 gram flydende honning
100 gram sød vin (jeg brugte Vin Santo)
1/4 tsk fint salt
Friskkværnet peber
2 store æg
½ dl mælk
Hak nødderne groft, gerne i en foodprocessor på pulsfunktionen. Smid dem i en 160 grader varm ovn og rist dem gyldne. Imens koger du vin og honning sammen i en lille gryde, til det er reduceret til det halve. Rør de ristede nødder i honningvinen – det bliver en tyk masse med kun ganske lidt væde i bunden. Sørg for at alle nødderne er grundigt dækket af
væden.
Pisk æg og mælk sammen med salt og peber. Rør nødderne i æggeblandingen og bred ud i en tærteform. Bages 15 min ved 200 grader.
Server lun eller kold med flødeskum. Eller uden, din puritaner.
16 Comments
Pinjemund?
http://www.foedevarestyrelsen.dk/Nyheder/Nyheder/2010/Pinjekerner_med_metalsmag.htm
Pinjemund!
Haha din latinlærer lød en del sjovere end min. Fedt med kager, der passer til film. Kommer der snart en Twilight kage, eller skal det være historisk?
Endelig en tærte, der ikke er særligt sød! Og så er den overkommelig at lave. De gamle romere var nu ikke så tossede.
Det der giver lissom filmaftener en hel anden dimension… wauw!
Gud, hvor langt ude med pinjemund! Det har jeg lige godt aldrig hørt om før. Nasty.
Forløberen for panforte … guffeguf!
Hva betyder stultus?
Det ser godt nok godt ud!
Og kan hilse at sige, at pinjemund ikke er særlig sjovt.. Jeg fik en tur i april/maj.. Jeg har ikke rørt pinjekerner siden! Alt, hvad jeg puttede i munden, smagte af metal – selv vand. Effektiv slankekur, siger jeg bare
Jeg havde den sjoveste latinlærer; hendes hår blev mere og mere fladt, og så en gang om måneden fik hun det sat igen ved frisøren … Desuden går citatet “Ja, Nero var jo ret glad for ild”, da vi talte om Roms brand, over i historien!
Laber kage, som altid!
Bibbi – jeg goooglede det – det betyder dum
Pinjemund rammer vist kun nogle folk. I vores hjem spiser vi kilovis af pinjekerne (ja vi køber dem faktisk hjem i 1kg pakker) og har aldrig oplevet det (heldigvis).
Men det lyder da ubehageligt
Åhr – mand! Den ser lækker ud, må bestemt prøves.
Rigtig go’ weekend, Sif.
Tak Ibs…..eller…..
Weeee den ser god ud. Min mor er mega allergisk overfor de fleste nødder. Hvordan tror du den bliver med mandler – eller cashews??
Hejsa!
Har faktisk lavet den i dag, og erstattet nogle af noedderne med mandler (fordi jeg elsker dem) samt Vin Santo’en med Marsala.
Er superlaekker men ikke saa fin som din paa billedet. Min foodprocesser deler noedderne for fint (selv paa puls-funktion) – tror jeg hakker i haanden naeste gang, synes den er paenere og har mere bid med grovere noedder.
Helt klart en succes, som skal gentages =).
Tak!
K