Sif vs. Tallinn, dag 1

Hæ hæ hæ

Jeg indrømmer det, jeg er nem at begejstre. Lider af kronisk wanderlust, og synes at alle nye rejsemål er det mest fantastiske sted jeg nogensinde har været. Men Tallinn er altså min nye favoritby, siger jeg jer. Den slår Moskva med flere længder, mest fordi de rent faktisk taler engelsk og bruger latinske bogstaver.

Og fordi der er så meget at fotografere. Normalt gør jeg et stort nummer ud af ikke at ligne en turist. Jeg går ikke med mit kamera om halsen og jeg trasker ikke rundt midt ude på gaden i mine bermudashorts. Jeg taler ikke højlydt og jeg peger ikke, og jeg står ikke begravet i et kæmpe kort.

Viru Gates, Tallinn - vores hotel ligger lige her!

Men så fik jeg nyt kamera, og alle mine principper røg ud af vinduet. Jeg har knipset og knipset i én uendelighed, jeg har stået på Tallinns gamle mur som en anden stork for at få den bedste vinkel, og jeg har ikke haft nogen problemer med at stoppe op midt på fortovet for at skyde alt med mit kamera.

Tallinn - Viru Gates

Hvordan skulle jeg kunne lade være når byen er så fucking fantastisk? Vi bor lige ved Viru Gates, den gamle byport, bygget i midten af 1300-tallet. Det første man ser når man træder ind i den gamle bydel, er en McDonalds. Ved ikke lige hvad jeg skal mene om det. I det mindste ligger den smagfuldt semidiskret i en gammel bygning.

Tallinn, Vana Turg

Hele den gamle bydel er som taget ud af en eventyrbog. Altså hvis man fjerner alle turisterne. Men hvis man gør det, så er jeg der ikke, og det ville være ret trist. Der er mildest talt proppet med restauranter på Raekoja Plats. Til højre i billedet er Olde Hansa, hvor vi skal ind og spise i morgen. Meget spændt.

Der er kamp om kunderne på Raekoja Plats, hvor man ikke skal gå for tæt på en restaurant. Så risikerer man at blive indfanget af en ivrig ungersvend (med fjerprydet cowboyhat sgu), der helt bestemt synes vi skal spise lige der hvor HAN arbejder. Vi havde dog allerede planlagt hvor vi skulle spise, og gik på en russisk restaurant, hvor tjeneren nærmest forsøgte at tvinge os til at bestille dagens menu. Men vi skulle ikke have nogen dagens menu. Jeg fik laks med stegte kartofler og alle mulige slags pickles, og en eller anden krydret sovs. Min rejsebuddy fik ca. det samme, bare med svinekotelet. Til dessert til jeg creme brulee, der var lavet af pulvermix. Min laks var knastør og brødet var også. Men det betød ikke noget, for det var vitterligt den særeste restaurant jeg nogensinde har spist på, og den stakkels tjener var så forvirret hver gang vi talte pænt til hende. Vi endte med at slippe 200 kr for hovedret, dessert og to store colaer hver. Prøv lige at gentage den inde på en af Århus midtbys skodcafeer, og der sidder man ikke med udsigt til et rådhus bygget i 1400. Det er verdens ældste rådhus.

Tallinn Rådhus

Og med verdens laveste lofter og de skumleste trappeopgange. Og man må ikke bruge blitz derinde *ahem*. Blev jeg i alt fald gjort pænt opmærksom på efter at have overblitzet hele rådhussalen. Ups. Men som den hensynsfulde turist jeg er, slog jeg naturligvis straks blitzen fra, for det havde jeg da lært hvordan man gør.

Tallinn, udsigt til Alexander Nevsky Katedralen fra Toomkirik

Tallinns gamle bydel er ret lille, hvilket er en ulempe, når man nærmest skal klatre hen over bunker af japanske turister, men så snart man forlader Rådhuspladsen, så tynder det betragteligt ud i menneskerne. Vi spadserede små to timer, og så ikke mindre end 6 kirker, den ene mere fantastisk end den anden. Vi var kun inde i en af dem, Toomkirik, de andre var lukkede. Og man måtte ikke fotografere! Bastards.  Mit kamera græd nede i min taske mens vi listede rundt og kiggede på en kirke, der havde så grotesk mange epitafier på væggene, at det mest af alt mindede om Guds Jagthytte.

Dannebrog, Tallinn

Vi var naturligvis også oppe på Toompea, en stor bakke (pust) hvor en dansk konge grundlagde selve Tallinn. Vi følte os totalt vigtige, og havde mest af alt lyst til at flage med Dannebrog så alle kunne se at vi var danskere, ja at det faktisk var os folk skulle takke for denne fantastiske by. Vi undlod dog at gøre opmærksom på vores nationalitet, for i disse DF-tider er det aldrig godt at vide hvilket syn på Danmark, folk har rundt omkring ude i verden.

I resterne af den gamle fæstning er der nu en cafe, der hedder Dannebrog, hvor de flager på dansk og spiller klimprende middelaldermusik. Jeg var nødt til at tage et par hastige dansetrin, lige der midt på det ældgamle fortov. Vi var også forbi Kiek in de Köek, hvilket absolut er det fedeste navn et tårn nogensinde har haft. Det er et gammelt artilleritårn, men nu er det et museum om Tallinns historie.

Tallinn, Kiek in de Köek

Så gik vi hjemad. Langs en gade, der hedder Pikk. På kun 4 timer havde vi set mere end man kan nå at se på 3 dage i Paris – det er unægteligt en fordel at de fleste vil-gerne-se-ting ligger klemt sammen på noget der ligner en kvadratkilometer. Der er stadig flere kirker at se på, og et par klostre og museer. Desværre har de gamle klosterruiner ved Birgittaklosteret selvfølgelig lukket i august, så nu er vi nødt til at lægge nye planer i morgen. Men jeg tror faktisk ikke det bliver et problem. Eneste problem bliver at begrænse sig.

Og så vil jeg godt lige sige at jeg trampede byen flad på høje hæle uden at skvatte på brostenene en eneste gang. Længe leve El Nauralista, fordi en ting er hel sikker: Det er ikke min naturlige balanceevne vi kan takke for det.

PS: Jeg kommer aldrig hjem igen.
PPS: Jeg skal skrive postkort nu. Har glemt hvordan. Er det ikke noget med frimærker?