Archive for August, 2010

Zzzzzz... hvad?!

Vi laver ikke så meget for tiden. Faktisk slet ikke noget. Jeg vågnede i morges og kunne se på lyset at efteråret var begyndt. Min indre huleboer ville straks igang med at samle forråd. Der er bare det problem at forrådet druknede under den Store Skylle sidste uge. Mine tomater rådner og mine bønner kan ikke modne fordi solen er væk. Mange af mine krydderurter stod under vand så længe at de fleste visnede.

Krydderurternes Vogter

Heldigvis overlevede jordbærrene og rabarberne – og de nye hindbær. Og de krydderurter, der står i krukker.

Nå, men vi har da heldigvis et godt udvalg af vejsideboder og et grønttorv, hvor der stadig er enkelte lokale avlere. Jeg er igang med at sylte asier. I bunker. 10 kg, for at være helt præcis. Man kan aldrig få for mange asier. Belært af sidste år har jeg droppet marmeladen. Det viser sig at jeg stort set aldrig spiser marmelade… og så er det pænt bøvet at lave det, skulle jeg mene.

zzz

Katten  er som sædvanlig ikke meget bevendt.

Jeg skal vel også se at komme igang med noget mere gammeldags madlavning. I den senere tid er jeg begyndt at fokusere meget på lokale råvarer – dvs danske. Og græsfodret kød. Og nej, det har ikke noget med det der nye nordiske mad-hurlumhej at gøre. Kan ikke lide blæretang. Eller moderne mad.  Til gengæld kan jeg godt lide lammekølle, så jeg har bestilt et vadehavslam til levering i oktober.

Fuck hvor skal jeg lave meget middelaldermad med det lam. Det bliver totalt lamt, mand.

Hvis det går helt galt kan jeg vel altid grille katten. Hun opdager det sikkert ikke alligevel.

Okay det er ingen hemmelighed at jeg er fan af Michael Pollan. For han har ca. nøjagtig samme holdninger som mig. Well, vi er ikke helt enige om hvor tit man skal spise dessert, men det lader vi ligge. Pollan har  tidligere skrevet “The Omnivore’s Dilemma”, en bog, der går i dybden med landbruget. Blandt andet følger han et majskorn fra marken og ud i alle de fødevarer (og det er rigtig, rigtig rigtig mange) hvori majs indgår. Han analyserer et måltid fra McD og et måltid han har samlet i naturen. Og han sætter det hele op imod de store konsekvenser det har for samfundet. Enormt spændende læsning, især hvis man tror at majsfordret kød er lykken (hint: Køer kan ikke tåle majs) og generelt indeholder bogen megen information, det kan være svært at få andetsteds.

“In Defence of Food” er en fortsættelse, en kritisk gennemgang af et fænomen, vi alle kender og jævnligt undrer os over: Det ene år er kartofler giftige og det næste år er det havregryn. Tre år senere er havregryn lykken, og så er der fundet en ny syndebuk, et nyt mirakelmiddel, en ny frelser for den vestlige verden. Men, som han siger, hvorfor er det pludselig nødvendigt at have videnskabsmænd til at forklare os hvad vi skal spise? Sådan har det aldrig været før. Altså før industrialiseringen. Før de ægte råvarer forsvandt og blev erstattet med æsker og bokse og dåser og tilsætningsstoffer i bunkevis. Før de begyndte at dyrke vores grøntsager på næringsfattig jord, fyldt med kunstig gødning og om vinteren endda med kunstig sol. Før vi begyndte at falde om som fluer af kræft, hjertesygdomme og diabetes.

Og så er det at Michael Pollan gør noget jeg synes er helt fantastisk. Han siger til helvede med de kloge hoveder. Drop dem – lad være med at spekulere på om det er gluten eller mættet fedt, eller om det er omega 6 fedtsyrer eller sukker, der er vores banemand. For, skriver han, det er slet ikke muligt at stille det sådan op. Menneskeheden har trivedes og er vokset sig stor og mangfoldig på mange forskellige diæter. Nogen indeholdt tonsvis af kød og mættet fedt, nogen masser af fisk, andre var vegetarer, nogen spiste masser af korn, nogen drak meget mælk, nogen drak ingen mælk, men alle har de været sunde og raske. Fordi, well, dengang var der ikke moderne medicin. Var man ikke rask, så døde man. Sgu. Det eneste de allesammen havde til fælles var at de spiste rigtig mad. Der var ingen supermarkeder, ingen fabrikker, ingen store drivhuse. Ingen kunstgødning. Ingen E-numre. Ingen laboratorieskabt kemi. Man var nødt til at gøre en indsats.

Konklusionen er enestående simpel, og meget dårlig for fødevareindustrien: Spis mad. Altså rigtig mad. Mad, som din tipoldemor spiste. Yoghurt, der kun indeholder mælk og mælkesyrebakterier. Brød, der kun indeholder mel, vand, salt, gær og krydderier (og måske et æg og lidt marcipan til en rar lille kringle). Grøntsager, der er groet i sund jord tæt på din bopæl – for der er vel ingen, der kan forestille sig at man kan dyrke sunde grøntsager på usund jord? Fragte det tværs over kloden uden stort tab af vitaminer? Eller opfede sundt slagtekvæg på en diæt, der er sundhedsskadelig for dem? Egentlig er det jo logik for perlehøns. Det kræver bare at man reflekterer lidt over det og glemmer indoktrineringen fra fødevareindustrien. For vi HAR jo glemt hvad rigtig mad er. Vi tror at en spansk peberfrugt dyrket i drivhus er “sund mad”. Vi har glemt fødekæden og at ernæring er mere end enkeltstående kemiske komponenter.

Det er meget meget befriende at læse en bog om ernæring, der ikke støtter sig til dårligt funderet forskning og en stærkt begrænsende angst for mad (som en vis anden meget kendt helseguru herhjemme gør det). En bog, der siger det jeg altid har tænkt, nemlig at det da ligegodt er utroligt som vi har glemt hvordan man spiser og samtidig ikke kan forstå at vi bliver syge, når vi fylder os med ernæringsfattige industriprodukter.

Tænk bare – en ernæringsbog blottet for kvaksalveri og besynderlige teorier. En bog, der udfordrer traditionel tankegang og samtidig giver gode råd med på vejen. En bog, der – gisp! – opfordrer dig til at tænke selv og bruge din egen sunde fornuft! Det er jo ganske uhørt.

Jeg kan kun anbefale at læse bogen. Den er hurtigt læst med sine 200 sider – men trænger man til “ew!” følelsen, kan man læse The Omnivore’s Dilemma. Begge bøger har kildelister så lange som et ondt år, så der er rig mulighed for at dobbelttjekke alle påstande.

Enjoy!

Der er kommet en besynderlig tendens i det danske blogmiljø. Nemlig spam forklædt som “pressemeddelelser”. Jeg har fået tilsendt adskillige mails om alt fra kaffemaskiner til pensionistferier, og sidst jeg tjekkede var jeg ikke en avis. Eller dum.

Mange af mailsne kommer fra kommunikationsfirmaer. Et enkelt et af slagsen var irriterende vedholdende – jeg skrev flere gange og bad om at blive fjernet. Det var først da jeg nævnte dem på Twitter, at jeg fik en respons fra firmaet. Deres semidårlige undskyldning var at jeg selv havde sagt ja til at modtage deres bras, hvilket er en lodret løgn. Skønt.

Så kære firmaer… fremover videresender jeg bare jeres spam til forbrugerombudsmanden. Eller PET. Eller hvem fanden det er, der tager sig af den slags. Min blog er ikke reklameplads for jeres produkter. Medmindre det drejer sig om Valrhona eller Aurion. Modtager meget gerne de to produkter til grundigt smagstestning. Blogger også gerne om det bagefter. Hit med chokoladen!

Eller hvad med en personlig mail om noget der rent faktisk relaterer til min blog? Som f.eks økologiske happenings eller hvad fanden ved jeg. Ikke proteinbarer og kaffemaskiner!

Tak.

Når jeg skal tage beslutninger, store som små, tænker jeg ofte på hvad jeg vil huske når jeg er 90 år gammel og skal kigge tilbage på et helt, langt liv levet.

Det er først for nylig gået op for mig, hvad det egentlig  betyder at “leve i nuet”.  At mit liv er en begrænset række af år, som jeg helt selv har fået mulighed for at styre. Hver eneste dag, der går med at være utilfreds er en dag spildt, væk, for evigt borte. En hel DAG i mit liv. Jeg vil ikke, når jeg bliver 90, sidde og græmme mig over at jeg brugte mit liv på at please andre, på at deltage i ting, jeg inderligt hadede, på at undertrykke mine egne behov til fordel for andres eller på at fylde mit liv, med mennesker jeg ikke bryder mig om.

Jeg vil absolut ikke nøjes. Hvorfor skulle jeg? Janteloven kan rende mig et vist sted, og det samme kan diverse sociale normer, der forvandler folk til levende dørmåtter.

At rejse er meget vigtigt for mig. Derfor prioriterer jeg det højt. Der er mange steder, jeg gerne vil se, især nu hvor jeg har chancen, hvor jeg hverken har børn, kæreste, bil eller terminer at betale på et hus. Jeg vil se hele verden, og hvis jeg ikke har så mange penge at rejse for, så jagter jeg gode tilbud, afbudsrejser eller et land, der er billigt at rejse i. For når jeg bliver 90 år gammel, så kan jeg ikke huske min nye designertaske, eller de 47 gange jeg spiste sushi på én uge, eller hvilket tøj jeg joskede rundt i.

Derimod kan jeg huske første gang jeg så Moskva. Jeg kan huske Kremlins paladser og den store Tsar-klokke, der var så tung at den faldt ned og gik itu da de ville  hænge den op. Jeg kan huske den rare spåkone på Camden Lock Market i London, der sagde at jeg skulle skrive en bog om mit liv. Jeg kan huske Tallinns krogede gader og det 800 år gamle hus med de bittesmå vinduer og slidte mursten. Jeg kan huske den gamle gotiske kirke i Doncaster og den gamle by med de fredede huse tæt på, hvor man skulle godkendes for at bo. Jeg kan huske min allerførste udlandsrejse, til Paris, at det var 40 grader varmt og at jeg besluttede mig for at jeg ville bo der en dag. Fra en senere ferie kan jeg huske Notre Dame, udsigten fra Sacre Coeur og de rare nonner. Og jeg kan især huske hvordan vi hoppede på det lille turist-tog, i den tro at det ville køre os ned til bunden af Montmartre. Det gjorde det også, men så kørte det også hele vejen op og vi måtte gå ned igen.

Fuck jeg havde ondt i benene den dag.

Så da jeg skulle planlægge min 30 års fødselsdag, lykkedes mig, efter megen spekuleren, at skære ind til benet og se på hvad JEG havde lyst til. Istedet for hvad jeg burde have lyst til. Jeg kan ikke fordrage store fester hvor folk drikker hjernen ud, og jeg drømte om at fejre min 30 års i udlandet, på et af mine favoritsteder. Men det kunne man jo ikke, vel, for så ville nogen blive sure over at DE ikke blev inviteret med, og burde man ikke og skulle man ikke…

Til sidst tog jeg en beslutning og inviterede Klidmoster med til Tallinn. Os to skal fejre min fødselsdag på Olde Hansa og resten af tiden skal vi drikke varm kakao på små cafeer og kigge på smukke huse. Hvis vi er heldige er der sne. Jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre fødselsdag, men hvis jeg ikke havde turdet kigge ud over mine forestillinger om  hvad man “bør” og det højere hensyn til hvad andre ville istedet for hvad jeg ville, så var det nok endt med at jeg slet ikke havde fejret min fødselsdag.

Så det er nok værd at tænke udenfor rammerne og tage sit liv op til revision. For ligepludselig er det væk og så har man spildt det på ting, der egentlig ikke betød noget i sidste ende.

Næste år vil jeg holde jul i Salzburg.