Rosetbakkelser (struvor)

Rosetbakkelser
Det er sent og jeg er overtræt. Jeg har brugt hele dagen på at se Ugly Betty, jeg samlede sæson 1 op i Kvickly og besluttede mig for at hive to dage ud af kalenderen. Og bare lave ingenting. Det gjorde jeg så. For fanden det var godt. Problemet er at jeg er hooked nu, og er nødt til at se sæson 2. Men som det altid er med de satans supermarkeder, så har de kun sæson 1. Heldigvis for mig har TV2 Sputnik sæson 2. Og 3. Og 4. Så hvis I ikke ser mig online i morgen, er det fordi jeg sover. Jeg skal arbejde på søndag, så der er kun kort tid! Kort tid, siger jeg.
Så farvel. For evigt.
Hvad. Vil I nu også have en opskrift? Det er typisk. Men ok, jeg har faktisk en. På rosetbakkelser. Og ved I hvad, jeg ved faktisk ikke hvad det rigtige danske navn er – for google er ikke din ven, når du vil google rosetbakkelser. Det er den grumme sandhed. Typisk Google. De lover og lover, men kan man finde ud af det, der VIRKELIG betyder noget? Nope. F.eks har jeg brugt flere ÅR på at finde teksten til et gammelt Clannad nummer. Problemet er bare at søde rare Clannad både har lavet en instrumental og en.. æh… verbal version. Og gæt hvilken version, der hele tiden kom op på Google? Yep – den uden tekst. Den uden tekst!! Men jeg fandt videoen. Jeg viser jer mange videoer for tiden, for jeg har opdaget at min omgangskreds har enormt dårlig og musiksmag. F.eks er der en af mine veninders mand – og jeg siger ikke hvilken veninde, men hendes navn rimer på Hvidkloster – der hører Bhââmze and Kÿling of Deth. Det er ganske vist…
I kender godt Clannad, ikke? Det var der, Enya slog sine folder, før hun begyndte at synge flerstemmigt og sådan. De har lavet et fantastisk nummer til en afskyelig film. Den Sidste Mohikaner. Det er en af de film, man skal se, men som man aldrig nogensinde vil se igen, for så ender man nede i et sort hul af depressioner og tanker om menneskets grusomhed og man kommer aldrig op igen, uanset hvor mange brandmænd, der forsøger at redde en. En anden film i den kategori er Brokeback Mountain. Jeg har den, men jeg har ikke lyst til at se den igen. Nogensinde. Ikke engang selvom Heath Ledger og Jake Gyllenhall er med. Aldrig. Nogensinde. Igen.
Okay I forstår pointen. Jeg har ikke har kunnet finde noget om rosettebakkelser – heller ikke i mine gamle kogebøger, det er vistnok svensk eller norsk, ligesom ABBA – men hey, jeg har rosettejernet. For det fandt Klidmoster til mig. Vi var på bagagerumsmarked, og jeg samlede lysestager, så jeg kunne lave denne her til min mor:

Totalt hjemmelavet kageopsats
Det galdt om at finde en grimasse, der kunne passe. Er den ikke sej? Jeg fik ideen her. Klik på opsatsdown ude i højre hjørne og se deres fantastiske kreationer! Men vent lige til I har beundret min færdig, for den blegner en smule i sammenligning.
Jeg sagde vent!
Okay, men rosettejernet, ikke. Jeg har ønsket mig et sååååå længe. Jeg har ledt og ledt og ledt. Og så på det bagagerumsmarked, ikke? Det lå lige der på bordet foran mig. Og jeg så det ikke. Men så pegede Klidmoster på det og sagde “hvaa, frk Blind, er det ikke sådan et du ønsker dig?” Og så snavede jeg hende i gulvet, lige der midt på Ingerslevs Boulevard, fordi min Bedstevennen siger jeg skal lære at vise følelser bedre. Bagefter købte jeg rosettejernet og nu vil jeg vise jer hvordan man bruger det. Hurraa!!
Okay først skal I piske en lille dej sammen.
Rosettebakkelser
seriøst mange
2 æg
2 dl mel
2 dl mælk
1/4 tsk salt
1 tsk sukker
Billig møgolie eller svinefedt til stegning
Start med at røre æggene ud i mel, salt og sukker. Tilsæt mælken lidt efter lidt og pisk det hele sammen til en glat dej. Lad det hvile ½ time.
Hæld olien i en gryde. Stor overflade er rart, når man skal fedtkoge, det giver ligesom plads til at bakkelserne rent faktisk kan være der og sådan. BRUG IKKE DYR OLIE. Den bliver ødelagt. Det er spild af penge. Brug den billige lorteolie, der er ødelagt i forvejen, eller brug svinefedt – det sværger jeg selv til. Det fedter heller ikke munden på samme måde. Faktisk overvejede jeg at bruge nyrefedt, men tænkte at det ville stinke helt vildt.
Vi undskylder på forhånd for billedkvaliteten… eller nej, det gør vi egentlig ikke. Jeg stod faktisk og tog billeder med den ene hånd, mens jeg jonglerede med kogende olie med den anden. Hvad med at være lidt taknemmelige, hva.

Jernet i varm olie
Skru rosetten på jernet (som man siger) og smid den i olien (som man IKKE siger) mens den varmer op. Olien skal være 190 grader varm. Det er meget varmt. Smid børn, undulater og katte ud af huset. Gør det!

Dyppe i dej
Dyp det varme jern i dejen – det skal syde. Tssssh!!! siger det. Dejen må endelig ikke komme længere end halvt op på jernet. Som man siger. Eller gør man? Nogen gør nok.

Friteringen igang
Og det vil syde og bruse og boble så snart man stikker dejen i den varme olie. Lige præcis på den bakkelse jeg har i frituren her, har jeg dyppet jernet lidt for dybt. Som man siger. I kan se at siderne flader ud – den mister simpelthen den fine facon, som I kan se på den bakkelse, der ligger og bruner i olien.
Efter et kort øjeblik skulle bakkelsen gerne slippe sit tag i jernet. Ellers kan man overtale den med en strikkepind. Bare pas på. Du må ikke nøde den af jernet, før den er stivnet. Som man siger. Lad den ligge i olien til den er gyldenbrun og hiv den op med en hulske. Forsøg ikke at koge mere end to ad gangen. Temperaturen må ikke falde. Når jernet ikke er i aktiv brug, skal det ligge i den varme olie.

Nam!
Rosetterne lægges på fedtsugende papir og drysses med flormelis. Spises inden for et par timer. Bon appetit!
Uh! Uh! Og jeg fandt faktisk teksten til Clannad sangen. Lige her. Så Google er ikke helt tosset, trods alt.
16 Comments
Bhââmze and Kÿling of Deth? Altså hvad fanden er der nu galt med bare at høre Bamse og Kylling?
… som man siger!!
Hvor er de flotte! *klapper begejstret i hænderne*
Meget smukke rosetter – som man siger
Må jeg låne den der Brokeback Mountain, den fik jeg aldrig liiige set – og manden har nedlagt veto, så det skal passes ind en dag, hvor han ikke er hjemme!
Nu bliver jeg nød til også at prøve mit af med alle de fine figure der følger med
Hvor er jeg glad for, at der er andre, der hører Clannad…
Iiiiih, jeg vil også have et rosette jern. Nogen der har en idé om, hvor man støve ét op????
Den her slags kager kender jeg kun fra Iran, hvor de hedder nân-e-panjereh, hvilket betyder “vinduesbrød”. Det er selvfølgelig de flotte ædeltræs-skodder man kender fra f.eks. Egypten eller Zanzibar der hentydes til. Jeg har selv et jern i sommerfuglefacon, men har ikke lavet kagerne i årevis – måske skulle jeg prøve igen. Min opskrift er med rosenvand – jeg lægger den ud på bloggen en dag, når jeg har fået gravet den frem og støvet jernet af.
Oh, yes – jeg har et falkeblik der spotter gammelt køkken-hejs på lang afstand. Håber af der falder lige fryns af for fundet, i form at de der rosetter på et tidspunkt. Nu skal jeg ha’ en time på øjet, har nemlig været til koncert med Bhââmze and Kÿling of Deth hele natten. Det er sandt!
DET må da være scoremad! Godt du fik et rosettejern, så du kan få jern (som man siger).
De hedder “struvor” (med rigtig med “rull” på r’et og et u så spidst at det næsten er et y!) på svensk…. Hører definitivt til de mere traditionelle bagverk, ligesom rullrån mm.
Uhhh er der en iransk version? Den MÅ jeg have. Hit hit hit hit og hit.
Struvor – ok det var da rimelig tæt på rosetbakkelser. Synes I ikke? Næsten samme ord og alting.
Kagesigne, du må gerne låne Brokeback, skal se om jeg kan støve den frem. Tænk, jeg har faktisk fået lyst til at se Den Sidste Mohikaner nu…
Tak for jeres søde kommentarer! Jeg ved desværre ikke hvor man kan købe hejset, for som sagt ved jeg ikke engang hvad man skal google efter. Men måske er Sverige et godt bud?
Jeps, struvor. Man får dem til jul – i alt fald de steder i Sverige hvor jeg har været i december. Med kanelsukker drysset lisså fint hen over. I nordsvenske hjem ofte med en skål flødeskum man kan dyppe dem i.
Jernet skal man nok finde i genbrugsbutikker, på loppemarkeder eller i velassorterede svenske isenkræmmere. Der findes masser af forskellige faconer på selve ‘bagedelen’ – jeg har både en roset som Sifs, en rigtig blomst, en sommerfugl, en ottetakket stjerne samt noget der ligner et anarkisttegn, som har fået seriøse bank med en mukkert. Hele herligheden i en pose til 30 kr i min lokale genbruger …
De er smukke – jeg vil også
Rosetter er en fast del af julebagsrepetoiret, i min norske familie
Sammen med “krumkaker”, “berlinerkranser”, “sirupsnipper” og “silkekaker”.
Hvor er de fine dine rosetter. Var der ekstra jern til, i andre former? Vi har et med den fineste sommerfugl.
Jo, og mht. navnet, så kalder vi dem bare rosetter eller rosettbakkelser.
Knap 2 mdr efter opdager jeg denne tråd. Til dem, der er interesseret kan de købes under navnet struvjärn i Sverige.
Yderst dekorative….