Hornfisk med nye kartofler og Prince Of Persia (ham åd vi ikke)



Jeg ved ikke hvem, der har bestilt bragende solskin og 20 graders varme, men jeg vil bare lige sige tusind tak. Det var eddermaneme tiltrængt. I år har jeg besluttet skal være året hvor jeg IKKE brokker mig over hedebølge. Den Onde Vinter er stadig i alt for frisk erindring. Jeg kan leve med hedeslag. Må kompensere ved at spise mere is. God plan, der, Sif.

Eller også ved at gå i biografen. Det er oplagt under hedebølge. De har nemlig airconditioning. Godtnok havde de skruet så højt op for den sidste år, at jeg måtte tage ekstra trøje på indenfor. Men det er ok. Nu hvor billetpriserne er SÅ billige så… nå nej. Det er de jo sådanset ikke. De er jo sådanset måske nok liiiige steget med ca. omtrent en milliard kroner inden for de seneste par år. Så vi går ikke helt så meget i biografen mere…

Prince Of Persia

Prince Of Persia

Igår fik jeg dog samlet mig sammen til at tage afsted. Der stod nemlig forpremiere på programmet – på en film, jeg utålmodigt har talt ned til, lige siden premieredatoen blev annonceret. Prince Of Persia!

Prince of Persia appellerer til de Sifowichiske smagsløg ved at indeholde et eller flere af følgende elementer:

1. En svært lækker hovedrolleindehaver i et svært smækkert outfit.
2. En historisk (omend historisk ukorrekt) setting i oldtidens Persien.
3. Masser af fede actionscener og HESTE.
4. Totalt awesome filmmusik, af Harry Gregson-William, som man ikke skal kimse af.
5. Tonsvis af bling bling og inspiration til kagepynt. Oh yes.

Prince Of Persia gav til gengæld også akutte ørebylder ved at indeholde et eller flere af følgende elementer:

1. Ingen sex what-so-ever. Ikke engang noget snav! Et enkelt freaking kys, var hvad de kunne hive op af posen.
2. En dialog, der i første halvdel af filmen lod meget tilbage at ønske.
3. Tydeligt europæisk udseende skuespillere. Skulle den ikke foregå i Persien?
4. En historie, der var lige lovlig længe om at komme ordentligt igang.
5. Til tider pænt elendig klipning mellem scener og voice-overs der var helt malplacerede.

Nu er Jake Gyllenhall ikke lige typen jeg forbinder med denne slags film, men det fungerede 100%. Viser bare hvad lidt langt hår kan gøre ved en mand. Pånær Kevin Costner… sorry, men det virkede bare ikke, Kevin.

Dommen? Denne film placeres i samme kategori som Resident Evil og de fleste andre film baseret på spil. Absolut ikke Oscar-kandidater, men til gengæld pissefede og garanteret en fast plads på DVD hylden til mange afteners god underholdning.

Vi giver den 4 sorte faner. En for Jake Gyllenhall, en for hans outfit, en for musikken og en for settingen. For som jeg sagde sidst: Her hos Anarkistens (ægte) Kogebog anmelder vi film ud fra de kriterier der virkelig betyder noget.

Men nu gik hele dagen ikke op i film, jeg lavede da også noget mad. Det var nemlig torvedag, og de havde… de havde… undskyld, jeg er bare så rørt *sniff*… nye samsø kartofler! NYE SAMSØ KARTOFLER. Så kan man heller ikke ønske sig mere… altså udover en kæreste, en normal kat, et større hus, en hønsegård og en hel flok islandske heste, at bo i udlandet, at se Montana, at sejle til New York, at komme til Moskva igen, at Ben Barnes snart lavede en ny film, at Eclipse havde premiere i morgen, en hund, en undulat, at nogen gad luge mi… hva? Gør jeg det der med at gå ud af en tangent igen?

Sorry. Det er bare en virkelig dårlig vane.

Min pointe var at jeg også fik købt mig en bette hornfisk. De er jo overalt nu, i alt fald hvis man har adgang til en rigtig fiskehandler, med rigtige fisk, og ikke bare supermarkedets ugegamle udvalg af rødspætte, laks og sild. Jeg købte en halv fisk, og den vejede ca 250 gram. Og jeg åd det hele selv, gjorde jeg.

Hornfisk og nye samsøkartofler

Hornfisk og nye samsøkartofler

Hornfisk med nye kartofler
1 pers

Små nye kartofler efter behov
1 hornfiskefilet
Rugmel
Smør
Salt
Purløg, dild eller persille

Hornfisk er en dejlig mager fisk, med knaldgrønne skæl og ben. Det er heldigt for så er de nemme at se, især når ens filet ligner noget, der er blevet parteret af en blind med parkinsons. Så jeg måtte selv lige fjerne finner og et par rygben. Og et par sideben.

Skær fileten i 7 cm lange stykker, drys med lidt salt, vend dem i rugmel og steg dem i en blanding af smør og olivenolie.

Og lad nu være med at myrde den stakkels fisk mere end den allerede ER blevet. Folk er gode til at skamstege fisk. Fisken skal stadig være blød, lige akkurat have mistet det gennemsigtige skær og være fint hvid i midten. Det tager max et par minutter.

Server kræet varmt med nye kartofler, der er vendt i smør og salt, med en hel masse friskhakket purløg, dild eller persille. Bon appetit!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

8 Comments

  • Nyyye kartoooooffleeer *ralle – savle*

    Jaaake Gyylleeenhaaall *ralle – savle*

    Opsummering: Totalt vellykket indlæg……

  • Jeg elsker dine anmeldelser :-)

  • Hmm, så må jeg vel hellere se den films. Fisken er super nice ud – er totalt misundelig på de der nye kartofler.

  • Nammenam – fik selv nye danske, økologiske kartofler OG jordbær i denne uge…
    Kunne sagtens leve en uges tid af nye kartofler med en ordentlig stor klat smør til – og så danske jorbær, halverede og med et lille bitte sukkerdrys – åh, det er god mad.

    P.S. Jake Gyllenhall…. er jo intet sammenlignet med BB.

  • Hæ hæ – må vist hellere overgive mig efter dine blændende anmeldelser og se filmen. Så lige et klip igår – huha da da for nogle overarme de har fået smækket på den ungersvend for ikke at tale om særdeles nice mave(kan man kalde det en region?). Se DET er kvalitet der vil noget!!!

  • Oh yes, han er nemlig blevet pænt nice at se på.

  • Hornfisk ? ? ? De lede snabeldyr vrimler overalt på kysten for tiden. Kyssing næs skulle være alle tiders.

  • Langt hår virkede dælme heller ikke på Michael Bolton!!!
    Jeg har lige opdaget din blog, og jeg er helt VILD med den.
    Rigtig go’ weekend, Sif. :)

    PS: Har han ikke lidt vel meget tøj på på den plakat?

Comments closed for this article.